Nyheder

www.Aktive-Campister.dk

 

Startside | Information | Nyheder | Træf | Billedegalleri | Medl.sider

 

29.01.2012

 

Kyndelmisse i Sorø 2012

Det var Karen og Asger der havde fundet på og arrangeret denne tur til Sorø så vi kunne opleve Kyndelmisse.
Vi mødtes på Sorø Camping, som vores værter så også lige have fået ud af vintersøvnen til denne weekend og dette arrangement - godt gået.

Fredag var der hygge i samlingsstuen hvor vores værter gav lidt brød til kaffen - jeg tror de havde købt en hel bagerbutik.
Lørdag efter stander var der ikke noget program, andet en husk at købe jeres adgangskort til Kyndelmisse, og afhent billetter til det der skal billetter til inden det er for sent.
Hele Kyndelmisse programmet startede kl. 17.00, så der var så bare at være i byen og klar til det tidspunkt - og så ikke at forglemme - godt med tøj på, for kulden og vinden gik igennem marv og ben.
Nu var det så bare at vælge - hvad skal vi se, hvad skal vi besøge?
Vi valgte Sorø museum, med Ingemanns mindestuer, det var dejligt varmt der inden døre, så valgte vi en lygtetur på kirkegården, det var dejligt koldt. for så at slutte af med en lygtetur på Sorø Akedemi - det var en spændende og flot tur.
Da det var overstået, så var det med at finde et sted, få lidt at spise, og så var hjem mod pladsen efter en dejlig dag.
Søndag morgen måtte vi konstatere at det havde sneet et par centimeter i løbet af natten, så landskabet var flot hvidt.
Som Kyndelmisse var flot, så søndag morgen spændende, hvem kunne selv køre op af bakken med campingvognen bag på??
Det blev til nogle meget spændende oplevelser den søndag - alle kom op uden større uheld, en del dog hjulpet af Birger som havde Toyotaen holdende standby med tovet fremme.

Der skal lyde en stor tak til vores værter Karen og Asger, samt Sorø camping for at huse os denne vinter weekend.

 

08.01.2012

 

Vintertræf på Feddet!

Rigtig hyggelig weekend, vejret viste sig ikke fra den pæneste side om lørdagen, men det var nu hyggeligt alligevel.

Der var pænt fremmøde til denne weekend,  fredag aften var der hygge i huset med kaffe,
Lørdag kl. 11.00 var der programsat en god lang gåtur, for at få gået noget af julemaden af sig, men der var en del tvivl om denne tur nu også løb af stablen, for det regnede hele tiden.
Men jo, det blev til gåtur, en dejlig tur langs vandet og igennem skoven hjem.
Vel hjemkommet var der en lille forfriskning i anledning af noget fødselsdag uden at nævne navn eller alder.

Resten af dagen var så mest til hygge indendørs i vognene, men om aftenen samledes alle til fælles spisning i huset - det var en hyggelig aften med meget snak om ferieture i ind og udland.

Vi siger tak tik arrangørerne og tak til Feddet Top Camp for at huse os.

 

02.01.2012

 

Vi ønsker alle et rigtigt godt nytår 2012!

Aktive Campister afholdt Nytårsaften på Lægården sammen med hyggeklubben, som også havde arrangeret det hele med mad osv.
Vi fra Aktive Campister siger tak for en hyggelig Nytårsaften til vore værter.

Der var ankomst fredag, hvor alle blev vel modtaget på pladsen.

Desværre så fik vi ikke sagt ordentligt velkommen til alle vores medlemmer om fredagen - det var lidt svært at skelne hvem der var hvem, når vi selv var gæster.

Kun alt for hurtigt er sådan en nytårsweekend ovre og det er igen tid til at sætte næsen hjemover.
Vejret var meget skiftene, som I også kan se på billederne - fra klar morgen med frost og solopgang, til regn og pløre, hvor mange måtte have hjælp til at komme ud fra pladsen.

Vi siger tak for denne gang, og tak til Lægårdens traktor, og Henrik som chauffør, for at sørge for at alle fik fast gr

und under hjulene igen.
 

22.11.2011

 

I weekend afholdt klubben det traditionelle julestævne.
Fredag aften var der ankomst og hygge i vognene eller i forsamlingshuset.
Lørdag startede med lidt info, og så gik børnene ellers i gang med at lave juledekorationer og pynte juletræ, og der blev gået til opgaven med stor ildhu (godt julekuglerne er af plastic)
Om eftermiddagen mødtes alle i den pyntede sal til juletræsfest, vi startede med gløgg og æbleskiver, og så blev det tid til at julemanden kom på besøg, og efter div. sange og lege rundt om juletræet var der jule- gaver og godteposer til alle børnene, da godteposerne var blevet besigtiget, og gaverne beundret var det tid for at samle børnene foran scenen og så lavede Frank trylleshow, og der var både kaniner, spillekort og en elefant der blev til en mus, børnene var meget ivrige for at få lov at agere assistent for Frank.
Lørdag aften stod middagen for de fleste på ”traditionel julemiddag” hvad enten man havde benyttet sig at tilbuddet med at købe maden eller man selv havde været i gang ved grillen. Efter spisningen, og jo der var mandelgaver til ris á lá manden var, der lotteri over en masse flotte gaver vi havde fået sponseret dels af klubbens medlemmer men også af:
Acacia Blomster
Corner Bageren
Frk. Flora
Ea
Skjold Burne
Sorø Camping
Krogagergård
Torvets Bistro
Emil Chokolade
Slagelse Vinkompagni
FTZ
CC & Co.
Partner Team
Jesper Valentin

Da lodtrækningerne var overstået spillede dj Anders op til dans, rigtig hyggeligt.
Søndag hjalp vi hinanden med at rydde op og pakke sammen, og da det ikke var så koldt benyttede mange sig af lejligheden for at få sig en snak ude mellem vognene.

Glædelig jul fra
Marianne og Kenny
Signe, Karen og Asger
Jørgen og Randi

 

31.10.2011

 

Lang efterårstur til Jelnia Gora, Polen - 2011
Fredag eftermiddag var vi tre vogne, der nåede frem til Camping 130 Jelinia Gore. Vi havde fulgtes hele vejen og havde haft en rigtig dejlig tur i det flotteste vejr. Vi fik hurtigt slået benene ned og så var det tid til aftensmad: råhygge i en vogn med det som køleskabene nu formåede.
Lørdag skulle vi lige have det sidste på plads, så vi fandt turistkontoret og fandt mange dejlige pjecer om området, så der var mulighed for alle for også selv at finde noget man havde lyst til at opleve.
Lørdag eftermiddag var vi en tur i Tesco for gøre lidt indkøb, så vi kunne holde en god velkomst for alle.
Søndag: Holdt vi så velkomst med øl, vodka, chips og cola i det flotteste vejr. Vi var udenfor og hyggede os. Efterfølgende var vi på gåtur rundt i byen og endte på en lille bar nede i byen, hvor nogle spiste lidt mens andre fik en tår at drikke.
Mandag var det aftalt at køre ud og se den gamle stavkirke og en tur op på bjerget Szrenica - man kunne gå derop men det var en hård tur - det tager 2,5 time, så der var en del, der overvandt deres skræk for stolehejs og tog den op. Det var det flotteste vejr, dog koldt, så det var utroligt flot at sidde der og nyde udsigten. Vi besøgte også byen Szklarska Poreba, hvor nogle fik sig en tur i bobslædebanen.
Tirsdag: Denne dag var der ikke fastlagt noget fælles før om aftenen, hvor vores campingvært ville grille for os. Dagen blev brugt til at gå på marked, handle samt fælles hygge ude i det dejlige vejr. Om aftenen grillede værten og vi spiste alle i fællesstuen.
Onsdag: Skulle vi på fællestur til vandfaldet Kamienczyk, men da det regnede voldsomt var interessen for turen begrænset. På vejen var vi inde og se et krystalmuseum, hvor der var mulighed for at købe krystal.
Torsdag: Dagen blev brugt til mange forskellige formål - nogle handlede, andre tog på tur, og mange slappede af. Om aftenen var der fællesspisning på pladsen, hvor vores campingvært igen lavede mad til os alle: Gullasch med kartoffelmos.
Fredag: Så var dagen kommet, hvor vi skulle til at tænke på at få pakket ned og gøre klar til hjemkørsel. Fredag aften var der fællesspisning på en restaurant nede i byen. Efter spisningen holdt vi en lille afslutning i fællesstuen på pladsen.
Lørdag: Hjemkørsel - de første forlod pladsen allerede lørdag morgen kl. 8.00. 

Asger og jeg siger tak til alle, der bidrog til at denne uge var hyggelig og rar - fyldt med glade smil og råhygge. Vi forsøgte efter bedste evne at lave rammen, men det var jer der fyldte den ud og det gjorde I rigtigt godt. Tak for det.
Mange glade polenshilsner fra Karen, Asger og Signe

 

19. oktober 2011

 

Lang efterårstur til Pottenstein i Sydtyskland.

Aktive Campister havde sat hinanden stævne i Bayern, nærmere betegnet i Bjørneslugten.
De fleste familier kom i god tid, så allerede fredag var vi næsten fuldtallig, men dog ikke helt. De sidste familier ankom lørdag eftermiddag, lige tids nok til at deltage i vores standerhejsning.
Og til den lejlighed havde værterne købt lidt snacks, og selvfølgelig skulle alle, der have lyst, også smage en lokal schwartz bier.

Søndag startede dagen med lidt dårligt vejr, men alle var klar til dagens gåtur til nabobyen - det blev en flot tur igennem slugten og skoven. Mens nogen tog sig en slapper, var der andre der besteg den lokale bjergtop - puh-ha, det var varmt.

Mandag var fridag, som blev brugt til at kigge sig om i området.

Tirsdag var der så tur til Bamberg - der skulle kigges på Domkirken, lidt på byen, og så skulle vi smage det lokale øl. Her i Bamberg er der jo næsten et bryggeri i hver en gade. Bamberg er mest kendt for sin "rauch bier" (røget øl), men det er lidt meget røg for de fleste.

Onsdag var der så besøg i Bayreuth og et besøg på et af de store bryggerier, nemlig bryggeriet Meisel. Der var bestilt guide til os, og han viste os igennem bryggeriet og fortalte om, hvordan man brygger øl. Turen sluttede af i bryggeriets hyggelige kælder, hvor der kunne smages på det endelige produkt.

Derefter forsvandt dagene med ture i området og hyggelige aftener i Bjørnehulen.

Og inden man fik set sig om så var dagene gået - og kun de heldige med mere ferie tog videre for at deltage i Polens-turen.

Vi siger tak til Familien Bayer for husly samt nogle hyggelige dage på pladsen og i Bjørnehulen ved stambordet.
Ud over rabat på overnatningerne, blev vi alle begavet med en flaske speciel Bjørnebryg med besked om at tænke på pladen i Bjørneslugten, når vi en dag snuppede et glas fra flasken.

 

26. september 2011

 


Kræmmermarked i Mørkøv har været en klubtradition i mange år, men desværre så stoppede denne tradition, da vores mark ikke længere kunne bruges.
Nu har vi fundet et nyt sted, og hvilket et sted - fin græsmark at ligge på, tæt til vandhanen - og så ikke at forglemme den herlige opvisning i kørsel med hestevogn.

Nå, det hele startede jo freddag eftermiddag med ankomst. Der var så meget plads, at det næsten var svært at vælge sig en plads.

Lørdag kl. 10 var der stander og opsætning af vores telt, så vi havde noget at samles i til aften-fællesspisningen. Derefter var det afgang til kræmmermarkedet. Der var da også lige den sædvanlige forfriskning vi skulle have, inden indgangen til kræmmermarkedet - vi skulle jo have smurt stemmebåndet, så vi var klar til dagens handler.
Efter en god dag på markedet og nogle gode handler gik turen hjem mod pladsen igen - der var spisning kl. 18.00 - sådan cirka for nogen.

Søndag morgen var det jo det mest pragtfulde vejr - og man kunne høre hovslag i græsset? - op med døren og vi var omringet af hestevogne, de allerflotteste af slagsen.
Der skulle afholdes TOPCUB kørestævne med hest og vogn - man skulle gennemkøre en bane opsat af kegler på tid - og helst uden at vælte keglerne.
Det var virkelig fornøjelig underholdning, og det var flotte ekvipager, der konkurrerede på banen - det gav da også os campister en chance for at stille lidt spørgsmål om heste og vogn, og vise versa.

Vi siger tak til arrangørerne af dette stævne, og en stor tak til Dorthealyst for at huse os.

 

12. september 2011

 

Så var det igen blevet tid til grillfest, ikke bare en almindelig grillfest, nej denne gang skulle vi grille en hel bagfjerding fra en kalv.
Igen var det Kira og Keld samt Joan og Johnny, der stod for arrangementet, og arrangementet blev afholdt hos Kira og Keld.

Det er da også lige på sin plads at nævne, at rygterne om dette arrangement var løbet helt til Jylland - så vi havde besøg af Eva og Willy samt Lis og Johnny helt der ovre fra det Jyske.

Marken bag ved huset var lånt til at campere på, og marken lå dejligt højt, så der var ingen fugtig jord, man kunne køre fast i, og så var det dejlig tæt på huset.
Der var ankomst fredag efter kl. 17.00 - det kneb dog lidt med at overholde dette. Samme aften var der så kaffe og hygge i laden - nogen hyggede så meget, at de næsten glemte at gå i seng.

Lørdag kl. 10.00 var der så information og indbetaling - og så skulle dyret sættes over grillen - alle var spændte på, hvordan det nu skulle gå.
Ventetiden lørdag blev tilbragt med at hygge sig i og omkring på området - kl. 14.00 samledes vi så til eftermiddagskaffe med æblekage og flere slags hjemmebag - det var godt.
Efter kaffen blev der så fri bar - man skulle bare selv åbne det man skulle drikke - og man skulle bruge en bestemt oplukker - denne oplukker sad så på en grab, som sad på en arm, som sad på en gravemaskine - og der skulle man så sætte sig ind, betjene maskinen, og så åbne sin forfriskning - det gik der så en del tid med - til start meget tid - men senere gik det vist meget godt for alle.

Midt under disse festligheder viste værten sin ATV "All-terrain vehicle" maskine frem. Hvad der så skete herefter, de rygter må I høre om næste gang I deltager i et AC-arrangement - jeg fortæller ikke mere her.

Kl. 18.00 var kødet og pølserne færdige og vi kunne sætte os til bords og spise - mums - det var godt og mørt - og så var der masser af det hele, der var nogen der sultede.

Søndag formiddag var der så gåtur i skoven. For de friske, der kom af sted, blev det en tur på næsten 5 km, og vejret kunne man ikke klage over.
Kl. 13.00 var der så lavet biksemad af resterne, selvfølgelig tilsat masser af løg og kartofler, brunet godt på panden - det var en herlig frokost.
Efter maden var der oprydning i lokalet - det skulle jo gerne ligne sig selv når vi forlod det.
Derefter var der hjemkørsel, men det var svært at få lettet sig og komme hjem i det gode vejr.

Vi siger tak til Kira og Keld samt Joan og Johnny for dette helt vildt gode og sjove arrangement - det må I godt lave om en anden gang.
 

05. september 2011

 

Aktive Campister var på visit under Køge Festuge.
Charlotte og Michael havde igen-igen arrangeret, at vi kunne komme til Køge og høre musik.
Denne gang skulle vi så ligge på Vallø Camping - herligt sted med flotte faciliteter - og prisen for weekenden kunne vi så ikke klage over.
Charlotte og Michael havde fået reserveret et hjørne af campingpladsen til Aktive Campister, så der havde vi det helt for os selv.

Allerede fredag var der travlt; ind og sætte vognen op, lidt at spise, og så af sted til Køge for at høre det eller de orkestre, man nu ville høre.
Og som I kan se på billederne, så var der også mange andre, der havde fået samme gode idé.

Lørdag var til fri disposition, men det endte alligevel med, at turen gik til Køge en gang til, denne gang for at se lidt på butikker, og så måske høre lidt musik i gårdene - og her kan jeg anbefale Kim Larsen Jam, som spillede i Hugo's gård - god musik, og det lød også som Kim Larsen.
Lørdag eftermiddag var der tidligt langbord, for der var igen et eller flere orkestre, der skulle opleves på torvet.

Søndag endelig en slapper i den gode vejr, som jo havde holdt hele weekenden.

Tak til Charlotte og Michael for en godt arrangement, og tak til Vallø Camping for at huse os i weekenden.

 

22. august 2011

 

Fjordens gamle træskibe og Aktive Campister havde sat hinanden stævne i Roskilde.
Her er det så på plads at prale lidt om vejret; vi havde godt vejr en hel weekend - det var bare lykken, og dér, hvor vi holdt med vores vogne, havde vi udsigt over Roskilde og fjorden. Smukt.

Der var ikke det helt vilde fremmøde til dette arrangement, men os, der var kommet, vi hyggede os, og vi fik da hilst på nogle nye (gamle) medlemmer, der var med for første gang - så endnu en gang velkommen til.
Lørdag efter stander var der så afgang på cykel til Roskilde og skibene. Det var spændende at se skibene og bådene, der var i havnen, og så den entusiasme sejlerne præsenterede deres skibe på - man kunne godt se at de var stolte over over deres både. Der blev da også en tid til en lille tur igennem hovedgaden, inden turen igen gik hjem mod pladsen.
Lørdag aften var der fællesspisning og langbord, så det var rigtigt hyggeligt.

Søndag var det så tid til igen at vende næsen hjemad - der var mange der havde aftaler om eftermiddagen, så det blev tidlig afgang fra pladsen, selv om vi måtte være der til kl. 20.00.

Tak til Roskilde Camping for at huse os.

 

13. juni 2011

 

Pinsestævne med indslag af "hønsefodbold" eller spørgsmål som: "Kan en tom sauna, der er nymalet, være fyldt med italienere, hvis den er kold?"

Der var ankomst fredag efter kl. 17.00 - vi var der 17.04. Havde ikke set nogle andre campingvogne på vejen så vi tænkte: Vi er de første? Men nej, helt ved siden af. Vi var nogle af de sidste!
Vi fik stillet vognen på plads, ryddet pladsen for diverse efterladenskaber, som indhegningens daglige beboere havde efterladt sig - frem med bordes og stole - og så var man ankommet.
Kl. 20.00 var der indbudt til aftenkaffe - vi skulle bare selv medbringe kaffen - så have arrangørerne skaffet brød til kaffen, og jeg skal love for, at der var brød til kaffen.
Lørdag morgen kl. 07.15 var der så morgenfodring af dyrene på gården. Alle var indbudt til at deltage i dette, men der var ikke mange fremmødte - måske havde de ikke fået læst programmet?
Dette var overstået kl. 08.00, og så var det tid til lidt kaffe og morgenmad.
Over middag var der så fælle frokostbord. Vejret var med os, så det var hyggeligt. Om eftermiddagen var der diverse former for underholdning: Tovtrækning, hønsefodbold, pinden i flasken og meget andet - meget hyggeligt.
Søndag var der rundvisning på gården: Traktortur rundt i omegnen og se på bedriften - stort, meget stort og alt sammen økologisk.
Om aftenen var der fællesspisning, hvor vores værter havde disket op med biksemad - mums, det var godt.
Og for så at få rørt sig efter spisningen så spillede Nina op til dans - og her må jeg sige, Nina spillede godt - de dansende gjorde hvad de kunne for at leve op til standarden.
Dagen sluttede nede på pladsen med lidt kaffe og hygge - og så dette skøre spil, hvor man bare skulle besvare nogle spørgsmål med "Ja" - "Nej" eller "Sludder"!

Her er yderligere et spørgsmål:
Kan en ny elkedel, der er slukket, være kold, hvis den er utæt?
Der blev grinet meget over disse spørgsmål, og der blev gættet meget på svarene - sjovt spil.
Mandag stod vi op til endnu en flot morgen, men nu var pinsen ved at være overstået, og allerede tidlig formiddag kørte de første vogne hjemad.

Tak til Karen og Ager samt Helle og Søren for dette rigtige gode arrangement - og tak til Krogagergård for at huse os.

 

07. juni 2011

 

AC Slotstræf til Egeskov
Vi var nogle stykker der kom i løbet af weekenden før og som fik mulighed for at slappe af nogle flere dage i det Fynske.
Alle havde vi nogle forskellige ting vi gerne ville se, en tur rundt på Tåsinge, en tur over grænsen og en tur til Svendborg hvor vi nød en god middag på en hyggelig fortovscafé i det gode vejr efter at vi havde fået shoppet lidt.
Onsdag kørte nogle til Odense for at se Jernbanemuseet, købe lidt hobbyting, købe walkie-talkie antenner og et lille besøg på Kim Larsens værtshus som lignede et helt lille museum med alle hans ting, mens andre blev hjemme og nød solen.
Da vejret ikke viste sig fra den mest lune side om aftenen, var Lise og Frank så søde at lægge telt til vores aftensmad og efterfølgende hygge. Den ene aften sørgede Kenny og Jørgen for at bage pandekager til os og en anden aften havde Conny lavet citronfromage.
Her fortsætter referatet fra selve stævnet ved referenter Elin og Ole.
Igen i år har Conny og Karsten arrangeret et slotstræf, og denne gang gik turen til Fyn. Egeskov Slot var målet, og man må sige, at de som altid havde lavet et fremragende stykke hjemmearbejde. De havde valgt Rantzausminde campingplads som base, og den er simpelthen en perle. Den ligger helt ned til Svendborgssund med den skønneste udsigt. De må også have haft kontakt til de højere magter, for vejret var enestående med sol og varme fra morgen til aften alle dagene.
Vi ankom onsdag eftermiddag og blev modtaget af Jørn Freyvall, der ledte os på plads. Han havde i forvejen linet pladserne op og fik os anbragt, så alle havde havudsigt. Flot gjort !!!. Vi var så heldige at have et stort græsareal for os selv, og det var et held, da vi var 24 vogne. Efter at vi havde indrettet os, fik vi udleveret stævnets program af Conny og Karsten, og de havde ikke ligget på den lade side. Vi fik en lille bog, der indeholdt en masse idéer til udflugter i omegnen samt en meget detaljeret beskrivelse af Egeskov Slot med alle aktiviteterne. Flot arbejde !!
Torsdag var der standerhejsning, og resten af dagen var til fri disposition. Vi havde hjemmefra besluttet at køre til Hesselager for at se Danmarks største sten: Damestenen. Den var virkelig et besøg værd med en højde på 9,8 m, en omkreds på 45,8m og en vægt på 1000 tons. I virkeligheden er den endnu højere, da en del af den ligger i jorden.
Om aftenen var der langbord, og det smukke vejr tillod, at vi kunne sidde ude til sent på aftenen.
Fredag kl. 10 var der afgang til Egeskov Slot (35.pers.) og Conny og Karsten havde hyret en guide til dem, der var interesseret i en rundvisning på slottet (33.pers.). Hun fortalte levende og godt, så den time vi havde hende gik hurtigt. Resten af dagen kunne vi så se på alle de mange ting, der er ved slottet, og der er noget for enhver smag, så tiden gik hurtigt.
Om aftenen var der igen langbord, og jeg tror, alle var enige om, at det havde været en god dag. Vi måtte desværre tage afsked med Conny og Karsten allerede fredag aften, da de skulle køre hjem tidligt lørdag morgen for at deltage i deres barnebarns dåb.
Lørdag formiddag var der mulighed for en bytur til Svendborg, der er en gammel hyggelig by med en masse spændende butikker og små listige steder til "mandeparkering". Om eftermiddagen tog 14 af os på cykeltur i omegnen, og her var Dennis turleder. Vi kørte i det smukke landskab, og i Ollerup kom vi til et underjordisk bunkersanlæg, som tyskerne havde anlagt under 2. verdenskrig. Vi vidste på forhånd intet om bunkeren, så det må siges at være en sidegevinst.
Søndag formiddag gik med at pakke sammen og tage afsked. Nogen var dog så heldige at de kunne blive nogle dage ekstra.

Vi vil sige tak til arrangørerne for et godt stævne og til Rantzausminde Camping for at huse os.
Vi Conny og Karsten vil også sige tak for de pæne ord fredag aften og på gensyn til dem vi ikke fik sagt farvel til.

 23. maj 2011

 

Bededagsferien på Kragenæs camping
Alle vogne var faktisk ret tidligt fremme på campingpladsen om torsdagen, og meget tidligt taget i betragtning af Kragenæs ligger i den anden ende af landet.

Når nu alle var der tidligt, så kunne vi jo lige så godt sætte standeren og give lidt information om programmet de kommende dage.
Det skal da også lige nævnes at vi da havde gæster og helt nye medlemmer med på turen, så velkommen til nye medlemmer og måske ser vi også gæsterne igen en anden gang.
Fredag kl.10.00 var alle klar med cykler og madpakker, og derefter afgang til færgen - og efter kvikke spørgsmål fra vores medlemmer opnåede vi da rabat på overfarten, alle par sparede da kr. 30,00. på billetten.
Vel i land med færgen kæmpede vi os på cyklerne ud i den anden ende af Fejø, hvor vi havde en aftale med Kernegården.
På kernegården kom vi igennem deres gårdbutik og ind i mosteriet hvor vi fik historien om gården og mosteriet.
Der bliver produceret æblemost, æblecider af flere slags og æbledram - vores vært åbnede det hele så vi kunne smage - meget spændende.
Vi hørte da også lidt om hvordan man får ideen til et sådan projekt, som ud over mosteriet også har ferielejligheder pileflettedage, sylt dit syltetøj og meget andet - der skal lyde en stor tak til Kernegården for smagning og for at vis rundt.
På vej retur fra Kernegården kom vi forbi lystbådehavnen - forbi og forbi er måske lidt meget sagt. Det var nu tid til en is, ind i isbutikken, bestille, men slikmutter glemte bare at sige nogen havde haft slukket for fryseren så isene var næsten smeltet, men det blev de nu ikke billigere af. På vej retur til færgen gik vejen forbi øens lille kirke, et kort pitstop og så videre til færgen.
Fredag aften blev der afholdt langbord i det pragtfulde vejr - og spørgsmålet blev stillet: Hvem er med på morgendagens cykeltur?
Der var ikke helt så mange fingre i vejret - der var nok nogen der var lidt ømme i ........
Lørdag kl. 10.30 var vi klar igen - ikke helt så mange, men alligevel flot fremmøde til dagens tur på cykel rundt til gravhøjene.
For lige at få gang i bentøjet gik turen op over marken på en græssti, her blev der nu protesteret en del over planlægningen - det kunne vi jo ikke gøre noget ved NU.
Det blev en flot tur tur rundt i lokalområdet. Turen tog et par timer, hvor vi besøgte gravhøje, fæstningsværker og kirken med det det ældste fritstående klokketårn - frokosten blev indtaget på Lollands højeste punkt  3000 cm over havet, sikke en udsigt.
Alle var tilbage på pladsen i god tid, således at eftermiddagen kunne indtages i stolen og i solen.
Vi samledes til fælles langbord og hygge, men også det tager jo en ende og det var tid til at indtage kaffen under forteltet eller i vognen.
Søndag morgen var vejret skiftet, der var kommet vind og skyer - så gjorde det ikke så ondt når vi nu skulle sætte næsen hjemover.

Vi siger tak til Kragenæs Camping for at huse os.
 

15. maj 2011

 

Geocaching weekend på Rosenholm
Så er aktive campister blevet introduceret til geocaching, både hvad angår teori og praksis.
Weekendens arrangement er kommet i stand, så man som campist kunne skabe sig et billede af hvordan man også sagtens kan være geocacher samtidigt
Fredag var der ankomst til Rosenholm, og det tog ikke længe før pladsen var fuld.
Lørdag kl. 10.30 var der information og indbetaling, og straks derefter kl. 11.00 startede dagens program i opholdsstuen.
Her blev der givet de lidt mere tørre data om hvad geocaching er og hvordan man kommer i gang med dette, og hvordan man finder disse data på nettet, der var og information om hvad der skal til af hardware for at være geocacher.
Vel overstået den tørre teori, tilbage til vognene hvor vi blev delt op i hold, udleveret en håndholdt GPS modtager hvor geocachernes placeringer var forhåndsindtastet på.
Første hold af sted til første post - hintet var "birketræ" stor succes da den blev fundet og navnene kunne indskrives i loggen - videre 162 meter i nordøstlig retning til den næste cache, og så videre til vi var nået alle cacherne igennem.
Der var nogle vanskelige cacher imellem - jeg kan bland andet fortælle om cacher der var så små, at man knap nok kunne få papiret til loggen ud af holderen, og så til cacher i ammunitionskasse størrelse med plads til en hel mængde bamser og andre tøjdyr inden i.
Det var en spændende dag med mange oplevelser - så nu er det jo muligt at vi ikke kun vil se hinanden på campingpladserne men også ude i det ganske land på jagt efter en geocache.
Nu skulle vi jo heller ikke glemme hyggen - så efter endt geocaching inviterede Berit og Bjarne til indvielse af deres nye autocamper, og var derved vært ved en forfriskning og en rundvisning i vognen - tillykke med det nye køretøj.
Vejret holdt ikke helt tørt, så den planlagte hygge ved langbord blev ikke til noget - alle trak ind i vognene hen under aften, og så var der jo også lige melodi grand prix i tv.

Søndag var vejret ingen flot lige fra morgenstunden, så det var bare at nyde det inden vognen skulle pakkes til hjemkørsel.

Der skal lyde en stor tak til Annette og Anni samt deres hjælpere Birger og Ivan for et rigtigt godt arrangement - også tak til Rosenholm for at huse os denne weekend.

Data om geocaching
 

27. april 2011

 

Påske på Kongeå Camping v/Ribe, dette var også klubbens første samlede besøg på denne samarbejdsplads.
Vel ankommet til pladsen om fredagen før påske, troede vi, vi var de første fra AC på pladsen, men nej - Mona og Birger havde allerede været der i flere dage.
Vores campingværter havde reserveret hele den nederste etage til os, på nær et par fastliggere, så vi havde hele området for os selv.
De første dage var vi kun 5-6 vogne, men så om onsdagen kom resten, og vi fik fyldt pladserne ud.
Når man kun er så få vogne var det jo nemt at beslutte, hvad vi skulle foretage os om dagen, det kunne klares over eftermiddagskaffen.
Det blev til mange ture i området. Vi var en tur på Rømø - kørte ud på Sønderstrand, kørte på sandet, fulgte navigatoren (den havde en vej indtegnet på kortet, som man ikke kunne se i virkeligheden, da vi jo kørte på sand). Vi kørte mange kilometer på stranden, og kørte for at komme til en nordligere opkørsel. Pludselig syntes vi, at vi så en surfer og vand, så vi satte kursen ind mod kysten for ikke at få våde fødder. Det viste sig bare at være en luftspejling, der var ikke vand.
En anden dag besøgte vi Blåvandshuk - Danmarks vestligste punkt - og på hjemturen kørte vi igennem Oksbøl øvelsesterræn og sluttede dagen af med at købe friske fisk til aftensmaden.
Vi besøgte også Tirslund-stenen, ikke nok med dens enorme størrelse, så var det jo også en spændende historie, stenen havde.
Torsdag eftermiddag var der så standerhejsning og information - og ikke nok med det, så var der også indvielse af ny campingvogn - så det blev en hyggelig eftermiddag.
Fredag kl. 09.00 var der så afgang til Mandø Traktorbus, som skulle fragte os over til Mandø. Som guide og arrangør havde vi campingchefen Allan fra Kongeå Camping med på hele turen.
Efter en sjov tur med traktorbussen gik vi med Allan som guide rundt på øen og hørte alle de sjove historier om øboer og deres skikke. Efter rundturen sluttede vi af på kroen med en ordentlig frokost, der var yderst veltillavet.
Lørdag var der køretur i egne biler rundt i området. Turen sluttede af med en gåtur i Ribe, hvorefter der var fri hjemkørsel.
Lørdag aften var vi alle inviteret til en jysk tradition: "Skidne æg". Vi samledes i opholdsstuen kl. 19 og så var der serveret - det var en oplevelse. Og selv om vi prøvede kunne vi ikke spise op.
Søndag startede med fælles morgenbord udendørs, dette morgenbord overgik så i påskefrokost - der sneg sig dog en lille gåtur ind imellem de 2 måltider.
Her må jeg så lige indskyde - solen skinnede alle dage - man skulle ikke tro, at det kun var påske.
Mandag var det så tid til hjemkørsel - ferien var forbi - det vil sige, det var ikke alle, der skulle hjem - der var nogle få heldige, som havde mere ferie.

Tak for et godt arrangement, og tak til Kongeå Camping for at huse os og for at vise rundt og arrangere ture.

 

26. april 2011
 

Påsketræf i Borup.
Campingpladsen ligger godt i læ af en vold og meget idyllisk ved søen i et skovområde. Der er gode muligheder for gå- og traveture. Det nåede vi dog ikke denne gang, der blev råhygget så tiden gik alt for hurtigt, men det er i hvert fald ikke sidste gang at vi har besøgt denne naturperle. Vi lå kun et stenkast fra vandet og  var meget smukt at kigge på.  Der var ankomst onsdag aften i det flotteste vejr nogensinde. Sol, sol og atter sol hele påsken. Om aftenen var der fællesspisning. Et par familier havde lavet stegt lever, så var det bare for os andre at sætte os til bords. Tak for det. Vi bød også velkommen til de nye medlemmer Heidi, Christian, og Thorbjørn der så ud til at hygge sig. Thorbjørn havde fået ny cykel som skulle afprøves. Torsdag fik Bendt sat de fleste af mændene i gang med at lave campingvogn og om eftermiddagen besøgte vi Mosehuset for første gang. Der blev serveret is og pandekager. Mums. Det er en meget spændende butik for feinschmeckere. Kan meget godt anbefales. Senere på aftenen blev det tid til leg og der blev spillet kongespil lige til vi ikke kunne se mere under stor ståhej og morskab. Fredag var endnu en hyggedag med fællesspisning oppe på terrassen. Lørdag startede vi med at besøge lutletbutikker i Ringsted. Der var alt hvad hjertet kunne begære af mærkevarebutikker. Senere var der fælles påskefrokost mellem vognene på græsarealet og Conny havde lavet lagkage til alle. Lækkert for os som kan lide noget til den søde tand. Tak Conny det må du gerne igen. Om aftenen blev der spillet Mikado i XL størrelse. Det var meget sjovt. Der var vist en deltager der mistede tålmodigheden lidt og fik lavet ekstra spænding i spillet. Det er meget underholdende både at spille men også at se på. Søndag besøgte vi sporvejsmuseet Skjoldnæsholm som havde premieredag for sæsonen. Konduktøren stod og klippede vores billet med et smil på læben. Jeg tror at han har glædet sig meget. Vi blev ført tilbage til vores barndom og fik set en masse sporvogne og blev kørt en tur i skoven med sporvogn. I skoven kunne vi  købe forfriskninger og spise medbragt mad, der var borde og bænke. Vi havde dog ikke mad med men det kan anbefales. Søndag lavede Randi og Jørgen pandekager ved langbordet. Mmmmm og tak for det. Så alt i alt tror jeg at alle har hygget sig meget i denne påske,  i hvert fald set ud fra stemningen og ikke mindst det gode vejr. Mandag var det tid til at bryde op og tage hjemad. Mange tak for en dejlig påske og godt selskab.
Solskinshilsen Marianne og Kenny

 

27. marts 2011

 

Generalforsamling på Lægårdens Camping
Så er dette års generalforsamling vel overstået, og der er da også sket udskiftning i bestyrelsen.
Der skal lyde en stor tak til Hanne og Tom Henriksen for indsatsen i bestyrelsen; Tom valgte at stoppe efter flere år på posten.
Der skal da også lyde et velkommen til Asger Christensen som nyt bestyrelsesmedlem; Asger har i flere år siddet som suppleant i bestyrelsen.

Der var stort fremmøde til vores generalforsamlingsweekend på Lægårdens Camping.
Vejret var jo med os - foråret var kommet, og det lokkede jo mange ud med vognene.

Efter generalforsamlingen var der rejseforedrag "Til Nordkap med Camp Let" - dette rejseforedrag var af www.altomCamping.dk
Det var spændende at høre om turen og oplevelserne - og så i Camp Let.

Om aftenen var der fællesspisning og hygge i salen - sidste mand lukkede og slukkede.

Tak til Karen og Asger samt Marianne og Kenny for at arrangere dette stævne.
Der skal også lyde en tak til Lægårdens Camping for at huse os og for lån af lokale til generalforsamlingen.

 

06. marts 2011

 

Fastelavn 2011
Så gik denne weekend, og vi fik afholdt vores Fastelavnsstævne, som traditionen sig byder på vores plads på Rosenholm Camping.
Her havde Steen og Merete sørget for at vi kunne benytte lokalerne til vores fastelavnsarrangement.
Vejret var heldigvis med os så det var muligt at opholde sig udendørs det meste af dagen.
Nå, men lørdagen startede med at Annette & Anni kaldte til samling for at orientere om stævnets program, udlevere tilbehøret til aftenens bespisning samt at krasse penge ind ”hvilke de egentligt er rigtig gode til”.
Derefter havde vi resten af formiddagen til os selv, kl. 14.00 var det så tid til at samles til tøndeslagningen, som foregik i udestuen til samlingsstuen.
Vi lagde selvfølgelig ud med børnene, som var mest spændt på, hvordan det skulle gå. Da antal af tilmeldte børn var mangelfuld måtte vi have Signe og Josephine til at hjælpe til, men de risici, dette måtte indebære, det endte jo også med at vi måtte udnævne Josephine til kattedronning. Heldigvis var det én i den rette alder, der blev kattekonge, nemlig vores egen Gry.
Det var nu blevet de voksnes tur og ganske som forventet var spændingen ikke mindre hos de ”noget” ældre end hos børnene, men her var antallet noget større til at slå på tønden, så det blev vist kun til et eller to slag til hver deltager, måske var der nogle indspiste aggressioner, der skulle frem i dagens lys, hvem ved?
Nå men her var det Signe, der blev kattedronning og Bendt, som blev kattekonge.
Efter tøndeslagning havde Annette og Anni lavede fastelavnsboller, som blev serverede til kaffen. Her kunne vi så også udnævne vinderne som de bedste udklædte, som blev Adam, med sin flotte Peter Plys dragt (hos børnene) og Jørn med sin udklædning som fe (hos de voksne).
Om aftenen blev der serveret Mørbradgryde, og efter det en hyggelig aften med snak og røverhistorier.
Søndagen var fri, så vi fik tid til at ordne de småting, som skulle klares alligevel, når man ikke lige har tid til dette.

En stor tak til Rosenholm Camping med Steen og Merete for at have os denne weekend samt et stort tak til alle deltagerne af stævnet for at opføre jer ”rimeligt” ordentligt ;o)

 

13. februar 2011
   

Hyggeweekend med mad på Fakse Ladeplads Camping.
Man tager:
4 kilo kød
4 kilo kartofler
4 kilo løg
1 kilo bacon
20 peberfrugter
3 hvidløg
og cirka 20 AC'ere
samt en meget stor gryde.

Det hele puttes i et meget lille køkken - lader AC'erne hakke i det en times tid (også selv om det ikke er sidst på måneden). Derefter sies AC'erne fra og resten kommes i en stor gryde, der bringes i kog sammen med 10-15 liter vand, og efter 3 timers småsimren er der aftensmad til 40 mennesker.
Heldigvis var vejret flot, så hvis man fandt en plads med læ og en solstråle, var det faktisk helt dejligt at stå og vente på, at maden blev færdig.
Søndag gik vi en tur til stranden, hvor det blæste en halv pelikan, så vores sædvanlige tur i det område blev kortet noget af.

Tak til Fakse Ladeplads for at huse os i denne weekend.


Hilsen Marianne, Kenny, Jørgen og Randi

 

09. januar 2011

 

Hyggeweekend på TopCamp Feddet, der egentlig skulle have været Vemmetofte.
Arrangementet var planlagt til Vemmetofte, men på grund af den megen sne måtte vi flytte arrangementet til Feddet, og det var da heller ikke noget dårligt bytte.
Her var vejene skrabet og der var til at komme ind på pladserne og få sat campingvognen af.
At det så blev en weekend med regn og tøvejr gjorde det, at den lange gåtur, vi skulle have haft, ja den blev noget kortere - det var simpelthen ikke til at stå fast,
vi skulle have haft skøjter på.
Søndag var der et kort øjeblik lidt panik - kunne bilen nu få fæste, når campingvognen skulle trækkes fri fra pladsen? - Det lykkedes alle at komme fri ved egen hjælp.

Tak til arrangørerne for en hyggelig weekend og tak til TopCamp Feddet for at huse os.
 

02. januar 2011

 

"De kom, de så, og de skød" Nytåret ind, med en applaus og et latterbrøl fra alle i salen!
Nytåret blev fejret på Stevns, og der var stort fremmøde, selv om vejret de sidste par dage ikke havde vist sig fra den pæneste side. Der var dog også afbud, da ikke alle kunne få deres campingvogne gravet fri fra de pladser, de holdt på!

Fredag var der indbetaling kl. 11.00 samt information om planen for nytårsaften og dagene efter - det var nemt!
Der var velkomstdrink kl. 18.00, så kunne de interesserede se Dronningens Nytårstale på tv. Derefter havde kokkene lavet vores middag klar; det var Thai lækkerier, der var på menuen.
Efter middagen var der optræden af nogle modige gutter og én gutinde, som opførte "Det lille hus på prærien" til stor moro for alle - se billederne.
Derefter var der nytårsfest, som vi plejer - og inden man fik set sig om, så var klokken 24, og så var det tid til at skyde År 2011 ind.

Søndag kl. 14 blev der holdt nytårstaffel, dvs. alle mødte op med egen mad til en hyggelig frokost i lokalet.

Tak til dem som fandt på og arrangerede:
Jytte og Ole, Anni og Ivan, Annette og Birger for dette super arrangement - der skal også lyde en tak til Lægården Camping for at huse os og stille lokale til rådighed!
 

06. december 2010

 
I sne står urt og busk i skjul, det er så koldt derude - så er det da godt, at der på Lægårdens Camping er nogle dejlige lokaler vi kunne bruge til vores arrangement med Gule ærter.
Fredag, hvor der var ankomst, startede jo med, at dem, der ikke var arbejdsramt, de kom afsted mens solen stadig skinnede. Senere kom der noget af en snebyge ind over det meste af Nordsjælland, inklusive København, som hurtigt blev dækket af sne. De fleste kom da afsted som planlagt, og inden man var nået til Køge var det holdt op med at sne, og vejene var derefter da også ryddet.
Lørdag efter stander og indbetaling var det bare med at komme i gang med ærterne - og igen overgik kokkene sig selv - og som vanligt var det nogle gode ærter, der kom ud af det.
Søndag var det igen snevejr og det gjorde jo, at nogle kørte hjem tidligt - men de mere sultne blev og tog frokosten med - menuen til frokost stod på Gule ærter, uhm!

Tak for et godt arrangement. Tak til Lise og Ole samt til Jytte og Ole, som stod for alt det praktiske.

Tak til Lægården for at huse os og for lån at lokale.
 

22. november 2010

   

Årets julestævne startede som et sådan skal, nemlig med snevejr - dog ikke så det blev liggende ret længe.
Vores arrangement blev afholdt i Fårevejle - det var et rigtigt godt sted med masser af plads at holde på og gode festlokaler.
Der var dog lige et lille problem: det var lidt svært at finde i mørket. Mange kørte direkte efter deres navigator, så de kørte lige forbi indkørslen og hen, hvor navigatoren troede det var!
Men alle fandt dog det rigtige sted til sidst.
Fredag aften var der så hygge i salen - men det var lidt tyndt med mennesker, for der var jo også afslutning i Vild med Dans - men da det var overstået, så kom der lidt mere liv i salen.
Lørdag startede vi med at holde stander indendørs, dog uden stander.
Mor Karen forklarede let og enkelt, hvordan programmet for dagen så ud, så det var ligetil. Allerførst var der indbetaling og derefter skulle træet pyntes og der skulle laves dekorationer - det blev både til et flot pyntet juletræ og nogle flotte dekorationer.
Kl. 14.00 var der så juletræsfest med gløgg og æbleskiver - Julemanden kom da også forbi og delte lidt gaver ud til de artige børn - jeg tror også, de andre børn fik gaver. Så var til tid til lidt trylleri - det var Frank, der stod for denne del af seancen - godt gået! - Der var et par tryllerier, vi må se igen på et senere tidspunkt.
Nå, men selv de hyggeligste stunder får jo en ende - og nu var det lige pludselig tid til at tænde grillen og sætte stegen over, for vi skulle spise kl. 18.00.
Jeg tror, at alle nåede det til tiden - og så var det tid til lidt voksen hygge med god mad og god musik fra vores orkester.
Inden man får set sig om så er sådan en weekend hurtig ovre og det er søndag. Alt skal igen pakkes ned - lokaler skal rengøres - og det er tid til hjemkørsel.

Tak til arrangørerne Hanne og Tom, Karen, Signe og Asger og hjælpere - og ikke at forglemme dem, der ikke kunne komme, Randi og Jørgen.

Det var et rigtigt godt arrangement, i nisser havde fået stablet på benene.
 

08. november 2010

 
Fredag ankomst. Natten bød på regn, men lørdag morgen: sol der luner. Lørdag formiddag samledes vi foran vognene og bød et par nye medlemmer velkommen.
Så endnu engang velkommen til Annelise og Edmund. Herefter var der travetur på stranden og besøg på et æblepresseri og tur rundt i byen, som er i gå afstand med alle nødvendigheder og et kig på den nyrenoverede stationsbygning.
Resten af dagen snakkede alle sammen på pladsen, enkelte fik styr på antenne der var defekt med hjælp fra andre.
Så blev det tid til hygge i opholdsstuen. Lisbeth og Marianne havde lavet æblekage og bagt kage. Mums og tak for det. Vi var i alt 13 vogne til dette stævne. Søndag var der almindelig opbrud, og kl. 14 var alle kørt. Enden på en hyggelig og dejlig weekend endte med en ny samarbejdsplads. 

Venlig campinghilsen Marianne og Kenny
 

05. november 2010
 

I weekenden den 29. - 31. oktober var den samlede bestyrelse på arbejdsweekend.
Vi havde lejet os ind på Søværnets Våbenskole på Sjællands Odde. Meningen med denne arbejdsweekend er jo at få et program op og stå for 2011, samt at få snakket de ting igennem, der rører sig i vores klub. De normale bestyrelsesmøder afholdes jo i forbindelse med klubbens andre arrangementer, og afholdes fredag aften - så det er jo rart med lidt mere tid til at få gennemarbejdet tingene.
Bestyrelsens arbejde har da også udmøntet sig i en fin kalender for 2011, med plads til at medlemmerne kan komme med yderligere ideer til weekender - bestyrelsen er klar til at hjælpe!
Det blev også besluttet, at klubben skulle have et FORUM op og stå, således at medlemmerne imellem kan komme med deres ideer, meninger og holdninger - det kan selvfølgelig også indeholde nogle hint til bestyrelsen om, hvad der rører sig i klubben.
 

20. oktober 2010

 

En eventyrlig smuk, indholdsrig og veltilrettelagt efterårsferie er forbi, og tilbage i hverdagen kan vi nu begynde at fordøje alle indtrykkene. Det vil dog tage en rum tid, før alt har bundfældet sig, for vi blev bombarderet med så mange oplevelser, at der havde været nok til en meget længere ferie.
Vores meget omhyggelige turledere havde strikket et program sammen til hele ugen, så alt var lige til at gå til.
Vi startede hjemmefra fredag eftermiddag, og vi overnattede i Göteborg på en forudbestilt plads.
Lørdag morgen gik turen videre til Norge, og om eftermiddagen nåede vi Sandviken Camping ved Tinnsøen. Det sidste stykke vej før pladsen kørte vi ned fra fjeldet, hvorfra vi havde den mest fantastiske udsigt over søen og campingpladsen.
Vel ankommet blev vi modtaget af turlederne, og vi fik de første informationer.
Om søndagen kørte vi en flot tur på fjeldet i strålende solskin. Landskabet var meget varieret og spændende.
Mandag stod vi op til lige så flot vejr, og kørte op til Gaustatoppen. Den tur var et af turens højdepunkter, da vi skulle fragtes op til toppen igennem bjerget. Først kørte vi op til et plateau, og derfra blev vi kørt 850 m horisontalt ind i bjerget på en batteridrevet vogn. Derefter kørte vi 1040 m næsten lodret op igennem bjerget i en vogn på skinner. Oppe på toppen var der en betagende udsigt. Banen blev bygget i 1950 og blev egentlig brugt til militære formål.
Hvor heldig kan man være: Tirsdag - endnu en dag med strålende sol. Den dag skulle vi besøge tungtvandsfabrikken Vermork. Her blev vi modtaget af en sød guide, der havde boet et par år i Danmark, så hun talte et fint dansk. Hun fortalte om fabrikkens historie, og senere kunne vi gå rundt i fabrikken på egen hånd. Sidst så vi en film, der omhandlede kampen om det tunge vand fra 2. verdenskrig.
Inden vi kørte tilbage til pladsen var vi en tur oppe i Krossobanen - en svævebane, der oprindelig var blevet bygget til indbyggerne i Rjukan, for at de kunne komme op i solen i de mørke måneder, da byen ligger klemt inde imellem tætte bjerge.
Behøver jeg skrive det: Onsdag - endnu en dag med fint vejr. Dog ikke så megen sol, men tørvejr. Den dag skulle vi ud på en ca. 200 km lang tur til Rauland og Møsvatn - Telemarkens største indsø. Også denne tur bød på mange flotte naturoplevelser og igen landskaber af mange forskellige slags - lige fra slugter, søer, tundra og områder med meget små forkrøblede birketræer.
Torsdag: Smukt vejr fra morgenstunden og denne dag var viet til et besøg ved Heddal Stavkirke - Norges største stavkirke. Den var et betagende syn, som den lå der med sine ca. 800 år på bagen. Desværre var den lukket, så vi ikke kunne se den indenfor - det ville nok ellers have været en oplevelse.
Bagefter kørte vi til Kongsberg for at se en kirke med nogle store sølvlysestager, men denne kirke var også lukket.
Vi fik dog besøgt kongernes bjerg lidt uden for byen. På dette bjerg er der malet skjolde tilhørende mange forskellige, tidligere konger.
Torsdag nåede vi også at besøge Ammonia, søsterskib til dampskibet Hydro, der blev sprængt af norske sabotører for at undgå at tønder med tungt vand blev transporteret til Tyskland af nazisterne.
Fredag morgen var det tid til at tage afsked med Norge, og der var blevet reserveret pladser til os i Ullared.
Om lørdagen skulle vi nemlig ned og shoppe i Skandinaviens største varehus Gekås. Det blev en oplevelse af de lidt mere specielle. Det viste sig nemlig, at der var så mange, der havde fået den samme glimrende idé, at folk stod i flere hundrede meters kø bare for at komme ind. Det opgav vi så i første omgang, men sidst på eftermiddagen klingede køen af, og vi vovede forsøget. Vi kom ind, men der var stadig så mange mennesker, at det var næsten umuligt at navigere mellem rækkerne, så efter at have stået i kø ved kasserne i ca. 1 time kom vi ud med meget begrænsede indkøb. Men det var endnu en oplevelse.
Søndag formiddag var det så tid til at vende næsen hjem, og vi måtte tage afsked med alle på turen. 

Endnu en gang vil vi sige tusind tak til Connie og Karsten og Yvonne og Dennis for denne indholdsrige tur, som vi vil huske meget længe.
Ole og Elin

19. september 2010
 

Weekendens fugleskydning blev afholdt på Rosenholm ved Hundested. Der var stort fremmøde til dette arrangement, til stor glæde for arrangørerne.
Efter fredagens lidt triste vejr var lørdag noget bedre - det blæste en del, men det holdt til gengæld det dårlige vejr væk.
Lørdagen startede tidligt for Randt og Jørgen, da der allerede kl. 08.30 blev startet med at opsætte skydetelt og baner - de var dog ikke alene om arbejdet.
Efter standerhejsning var det direkte i gang med skydningen - børn og unge startede dagens skydninger, først en prøverunde, og så til det alvorlige: selve fugleskydningen.

Derefter var det så de voksnes tur at skyde fugleskydning - venstre vinge tog noget tid - højre vinge tog endnu længere tid - vi var bange for, at vingen blev skudt af før mærket blev ramt - men til sidst lykkedes det. Derefter blev banen kortet noget af - så gik det stærkt: hale, bryst og krone faldt hurtigt efter hinanden, og dagens fuglekonge, som egentlig er en kvinde, blev fundet.

Så var det tid til præmieskydningen - der var herreskydning med gevær, og så var der dameskydning med pistol - begge konkurrencer trak ud, mest dog herreskydningen som blev afgjort med omskydning, da begge havde opnået samme point.
Om aftenen var der fællesspisning i samlingslokalet, hvor der også blev uddelt præmier til alle vindere.

Her er så resultaterne af skydningen:

Børnene
Fugleskydning
3. pladsen: Nichlas
2. pladsen: Trine
Fuglekonge: Maria
 

Pointskydning:
3. pladsen: Maria
2. pladsen: Nichlas
1. pladsen: Trine

Voksen fugleskydning
  48 venstre vinge: Annette
215 højre vinge: Tom
223 hale: Børge
229 bryst: Gert
250 fuglekonge: Annette

Pistolskydning damer
Randi

Præmieskydning herrer
Dennis

 

Vi siger tak til arrangørerne Randi og Jørgen samt hjælpere for en god og hyggelig weekend, samt tak til Rosenholm for at huse os.

 

12. september 2010
 

Hillerød Kræmmermarked blev afholdt i det bedst tænkelige vejr, næsten sommerlige temperaturer.
Alle ankom fredag eftermiddag - nogle var endda ankommet allerede torsdag, og vi havde da også besøg af medlemmer fra det Sønderjyske.

Lørdag var der et par bevingede ord fra vores stævneledere, Conny og Karsten, som også bød nogle helt nye medlemmer velkommen her på deres første tur med AC.
Bagefter var det så af sted til kræmmermarked - og det gode vejr havde trukket mange mennesker til, men der blev alligevel gjort nogle gode handler ind imellem.

Bemærk lige billedet ovenover - denne vandhane er det sidste nye til campister: uendeligt med vand, og så fylder den ikke noget.

Lørdag aften var der langbord og hygge - søndag var der nogen der tog en cykeltur i skoven og nød det gode vejr.

Tak for en god weekend til vores værter Conny og Karsten, og tak for husly til Annette og Hillerød Camping
 

05. september 2010

 

I weekenden 3.-5. september 2010 kørte vi af sted fredag til Køge Festuge.
Da vi ankom til Køge Sydstrand camping var vi spændt på, hvor mange der kom. 11 familier havde fundet vej herned og programmet var jo tilrettelagt af Køge, så det var bare at vælge, hvilken musik man ville gå op og høre. Efter aftensmaden gik turen så op til Køge Torv, hvor vi fik set De glade sømænd og Infernal, som sluttede af lidt over midnat. Vi fik lige et par regnbyger i løbet af aftenen, men stemningen på torvet var helt på toppen alligevel. Rigtig god musik og underholdning.
Lørdag var folk af sted for at høre musik igen og da vejret var rigtig fint var der plads til at gå rundt i byen mellem de gamle huse og de små gårde, hvor der også var forskellig musik. Lidt god mad, en kold øl/sodavand eller kaffe blev det også til for de fleste.
Lørdag kl. 19 blev der lavet langbord i det gode vejr. Her fik folk snakket en hel del om, hvad de havde oplevet i Køge lørdag. Efter aftensmaden var der en del der gik op i byen igen for at høre den sidste musik og se fyrværkeriet ved afslutningen af Festugen.

Tak til vores stævneværter for denne oplevelse.

AC 008 - Annette og Birger

 

04. juli 2010

 

I weekenden 18-20. juni var vi samlet 12 vogne til ”kreativ weekend med stegt flæsk og persillesovs”
Allerede fredag aften satte vi et af de store telte op, det var et af dem vi ikke har haft oppe så tit, så der var lidt usikkerhed om hvilke stænger der skulle hvor, men da Kurt fandt vejledningen frem gik det faktisk helt godt.
Lørdag formiddag mødtes vi 11 damer og en enkelt herre i teltet, og så blev der ellers flettet armbånd, lavet minialbum og gaveæsker de fleste var så optaget at de næsten glemte at spise frokost.
Hen under aftenen blev flæsket fordelt, og så blev der ellers stegt og braset over hele pladsen, og ca en halv time forsinket i forhold til programmet kunne vi bænke os alle i teltet, og 13 kg. flæsk og 7 liter persillesovs senere var alle godt mætte.

Søndag blev det rigtig flot vejr, teltet blev pillet ned, og nogle fortsatte med at være kreative denne gang ude midt i solen.

 

30. maj 2010

 

Aktive Campister på kanotur - sikken en oplevelse!
Der var ankomst på vores overnatningssted om fredagen efter kl. 17.00 - og der var kanoer alle vegne, så var man jo ligesom i den rette stemning. Der var frit valg, hvor man ville sætte sin vogn, men det gjorde det bare sværere - så sent som lørdag formiddag var den nogen, der lige skulle rokere om på vognen - "bedre udsigt, måske"?
Fredag aften kl. 21.00 var der standerhejsning - "og tag kaffen med," sagde vores værter, "vi har købt noget brød til kaffen" - der var flødeskumskager og wienerbrødsstænger i lange baner, det var bare at gribe an - men uheldigvis så kom regnen også - men det forstyrrede hverken kagespisningen eller standerhejsningen.
Lørdag vågnede vi til en pragtfuld morgen med sol - hurra. Det tegnede godt for dagens sejlads på 17 km ned af Suså til Næstved. Morgenen gik med forberedelser: Putte sit grej i plastposer; binde det sammen og skulle der komme en forkert sø, så blev det ikke vådt. Der blev også sagt, at vi skulle tage ekstra snor med, således at vi kunne binde vores ejendele fast til kanoen, så mistede man ikke sine ting ved en ufrivillig vandgang - men det var der jo ikke nogen der regnede med - "hvem bader med tøj på på denne årstid?"
Nu løber jeg jo ikke med sladder, men i vores klub der har vi en Dronning, en Konge og en Prinsesse af Susåen - så siger jeg ikke mere. Vil I vide mere, så må I spørge jer frem næste gang vi ses!
Da vi alle var vel ankommet til Næstved, blev vi igen samlet op af vores flinke buschauffør Jørgen, medlem af AC, som kørte os retur til pladsen, hvor der så ellers blev fortalt og genfortalt om turen på åen, til alle der gad høre historien én gang mere, eller bare havde fået placeret sig forkert til aftenens langbord, og igen måtte lægge øre til dagens begivenheder.
Søndagen startede i regnvejr, men med friske franskbrød til alle deltagere bødede det lidt for det dårlige vejr!
Det var et kæmpe godt arrangement - flot sted af campere, flot tur på åen, og så en lille historie: vores værter "gik" foran hele vejen ned af åen, på nær når de sad i kanoen!

En KANO(N) weekend - STOR TAK til vores værter Karen og Asger samt Joan og Johnny, og tak til vores buschauffør Jørgen samt Broby kano.

 

24. maj 2010

 

Pinsen blev i år afholdt på Stevns - vi håbede og satsede på godt vejr, og det lykkedes næsten.
Allerede lørdag morgen afholdt vi langbord som overgik i selve pinsefrokosten, og hvor vi afsluttede dagen med at lege - hyggelig dag!
Søndag var afsat til en cykeltur - som gik til Rødvig Havn, hvor vi holdt pause med en lille forfriskning inden turen igen gik hjem mod pladsen. Turen forløb dog ikke uden uheld. Yvonne og Dennis var begge nede og røre ved asfalten, dog uden større skade på hverken materiel eller andet - end måske lige stoltheden. Om eftermiddagen hjalp de unge mennesker til med at rydde op i haven, så der blev væltet træer og kørt væk, så alle fik de rigtigt brugt kræfterne. Om aftenen mødtes vi til langbord bag ved laden - der var nemlig læ.
Pinse mandag startede dagen med regn - men også det klarede op inden vi igen trak campingvognen hjem.

Tak til vores værter for at lægge plads og hus til en hyggelig pinse!
 

17. maj 2010

 

Årets første slotstræf var nær druknet i regn - selv om vejret ikke var med os, blev det en hyggelig Kr. himmelfarts ferie.
Allerede tidlig torsdag startede programmet med loppemarked i Alsønderup - alene det at komme ind og parkere var en oplevelse - der var så pløret, at det ikke er til at beskrive. Samme aften var der så bankospil i samme hal. Det var et professionelt bankospil, men alle klagede, det gik for hurtigt - så Conny, som var primus motor, havde nok at se til. Det skal så også lige siges, at der blev da også vundet noget - tillykke!
Fredag var der rundvisning på slottet, det var en oplevelse. Vores guide var en fantastisk rundviser og fortæller - så han holdt folk tryllebundet i 2 timer, imens vi vandrede igennem slottet.
Lørdag var fridag - til gengæld regnede det i spande - så det skulle være noget indendørs man skulle foretage sig. Om aftenen var det lykkedes at låne fælleslokalet til spisning, det var hyggeligt.
Søndag var det så hjemkørsel efter standernedtagningen.

Tak til Annette fra Hillerød og til Conny og Karsten for et godt arrangement.

 

03. maj 2010

 

Dette stævne blev sat i søen for bare 2 uger siden. Der var åbent hus på Flådestationen I Korsør så der blev hurtigt taget kontakt til Storebælt Camping for at høre om de kunne huse os denne St. Bededags ferie og om vi kunne vente med at køre fra pladsen til åbent hus arrangementet på Flådestationen var vel overstået. Ingen problemer alt var OK kom bare.Så hurtigt kan et stævne aftales, og stævnet blev hurtigt annonceret på AC hjemmeside.

Trods den korte frist havde 9 vogne valgt at deltage, endda medlemmer fra Jylland, og lørdag fik vi besøg af endnu et medlem fra Jylland, godt gået i gæve Jyder.
Så denne weekend skulle AC på Flåde besøg på Flådestationen i Korsør som fylder 50 år.

De fleste vogne ankom torsdag aften i nærmest sommeragtige temperaturer og traditionen tro stod den på varme hveder som det jo er kutyme at spise aftenen før St. bededag. Om fredagen var der lagt op til at vi skulle have lidt konkurrencer, men da vejret ikke viste sig fra den bedste side blev det vist mest til hygge inde i vognene. Lørdagen (1. maj) stod på shoppe turer i Korsør og omegn, 1. maj møder og lidt fiskeri, nogen var endda heldige at fange frisk fisk til en gang aftensmad. Kl. 18:30 stod den på fællesspisning i samlingsstuen som venligst var stillet til rådighed af campingpladsen. Søndag var der samling på pladsen inden afgang til Flådestationen, hvor de sidste detaljer blev givet, og sikken et dejligt vejr hvor var vi heldige, solen skinnede nærmest fra en skyfri himmel. Der var fra Søværnets side lagt op til et storslået arrangement, også med åbent hus for offentligheden som fik adgang til både at komme ombord på diverse skibe samt besøge værksteder, og der var endda mulighed for at komme ud at sejle. Som stævnevært havde jeg været i kontakt med HDMS Esbern Snare om mulighed for en særlig rundvisning, så der var lagt op til noget helt særligt for deltagerne. Vi blev modtaget på kajen af skibets Våben og Elektronik Officer som gav en helt speciel rundvisning ombord på skibet, steder som ellers ikke var muligt at se under normale åbent hus arrangementer, så dette var specielt for AC medlemmer.
Vi siger tak til Skibet samt campingpladsen for denne uforglemmelige weekend.

Venlig hilsen, og på vegne af stævne værterne ved dette stævne.
AC 036 Kurt Hansen.

25. april

 

Klubbens generalforsamling blev afholdt på Nord Stevns Camping, som venligst lagde plads og lokale til dette arrangement - tak for det!
Der var stor tilmelding og fremmøde til både weekenden og generalforsamlingen, det var da også en glæde at se så mange nye ansigter i vores klub, så det kunne ikke være meget bedre.
Det var lidt svært at sætte sig indendørs om Lørdagen kl. 14.00 og afholde generalforsamling, når nu vejret var så godt udenfor.
Dirigenten Karen Christensen sørgede for at generalforsamlingen forløb i god ro og orden, det var ikke indkommet nogen forslag, ej heller ønske om kontingent stigning.
Følgende blev valgt til bestyrelsen for 2 år: Jørgen Heldt-Hansen, Kenny Laybourn, Søren Bringgaard, Kurt Hansen og Ole Melkjær.
Følgende blev valgt som suppleanter for 1 år: Joan Christensen, Asger Christensen, Karsten T. Houdam, Annette Jessen, Anni Meyer
Tillykke med valgene!
Efter generalforsamlingen blev der fortalt og vist billeder fra en campingtur til det sydlige Italien, blandt andet med besøg i Pompei, Vesuv og Napoli.
Lørdag aften var der fællesspisning med egen medbragt med i huset, så det var en hyggelig afslutning på dagens generalforsamling.
Da der ikke var noget tidspunkt vi skulle forlade pladsen om søndagen, ja så var det bare at nyde det gode vejr.

 

18. april,

 

Skælskør camping var et dejligt gensyn, og det var længe siden vi sidst var her. Pladsen ligger jo fantastisk ned til vandet, og Skælskør by er jo en meget hyggelig by med en hyggelig havn. Besøget i Skælskør var også et besøg hos den lokale kunstner, som laver træskulpturer - både store og små, så det var en spændende time i hans selskab, mens han viste og forklarede om sine ting. Vejret var med os hele weekenden, så da vi senere om lørdagen skulle indvie en ny campingvogn var vejret så godt, at indvielsen trak ud til sidst på eftermiddagen - det var svært at få rejst sig.
Søndag formiddag var der så gåtur i skoven og langs med vandet, der blev også ledt lidt efter geocaches med stor iver, men uden held, "de ville ikke frem i dagens lys".

Vi siger tak til arrangørerne for en dejlig weekend :-)

 

11. april

Hygge på Rosenholm

 

06. april

 
Der var 1, der var 2 og til sidst var vi 11 vogne på Rosenholm til en hyggelig påske, i blandet vejr.
Vi havde taget et af de store telte med, så vi kunne sidde sammen og spise.
Den ene dag besluttede vi os for noget fællesspisning, så menuen stod på stegt lever eller flæskesteg.
Om lørdagen holdt vi som sædvanlig påskefrokost - og bagefter havde vi traditionen tro æggekastning, og traditionen tro var det Mon der vandt :o)

 

05. april

 

Berlin-tur Påsken 2010
Der var ikke stor tilmelding til denne tur, så derfor måtte vi sætte udsolgt på før tid - vi kunne ikke holde reservationerne på campingpladserne længere.
Det blev til 6 vogne i alt, hvoraf 2 vogne først stødte til i Berlin.
Turen startede i Peenemünde, hvor vi var ude og se museet; vi lå på en god campingplads, der lige var åbnet for sæsonen, så vi havde næsten pladsen for os selv. Mandag kørte vi til Berlin i samlet flok, dog var der én, der fik taget et blitz-billede undervejs - og det hørte vi så om i mange dage. Dagene gik med sightseeing i Berlin, muren, Check Point Charlie, Brandenburger Tor osv. - se billederne, de siger meget mere om, hvad vi fik set. Fredag blev det til en samlet tur under jorden i Berlins Unterwelt, meget spændende. Det blev da også til et besøg på Das Klo - det er dog et meget specielt sted, hvor man sidder på toiletter i stedet for stole, og øl drikkes af potten.
Vejret var med os alle dage, ingen regn om dagen og temperaturer imellem 13 og 17 grader - pragtfulde dage!

Pladsen i Berlin kan anbefales, da det er meget nemt at komme fra pladsen til Berlin med de offentlige transportmidler.
Tak for en god og spændende tur!
 

14. marts

 

AC har ikke længere samarbejde med Rødby Lystskov camping!

Der var 8 vogne, der trodsede vejret og vinden, samt de mange kilometer, som tog med på denne weekend for at hilse på vores nye samarbejdsplads Rødby Lystskov.
Vel ankommet til pladsen fik vi stillet vognene op på de tørre pletter, der var ved skoven - vi kunne også bare have holdt på gruset, så havde vi også undgået al det jord og mudder inde i vognene, nå det var jo ens eget valg. Weekenden var jo uden program, bare hygge, så det blev til en tur i byen i det gode vejr - og jeg må sige, Rødby er større end jeg troede.
Der var ikke plads i huset til fællesspisning lørdag aften, så vi mødtes i tv-stuen med kaffen - det var rigtigt hyggeligt!

Søndag var det tid til hjemkørsel og afregning - og der var det, at vores aftalte pris ikke holdt - vi var ikke blevet gjort opmærksom på, at der blev lagt kr. 35,00 på i miljøgebyr pr. døgn på den aftalte pris, så da det ikke var en del af aftalen, er vores aftale hermed ophørt.

 

22. februar
 

Brunkål på Fakse Ladeplads var et tilløbsstykke uden lige - brunkål var åbenbart lige det der skulle til på denne årstid.
Campingpladsen er ikke særlig stor, det samme gælder samlingsstuen, men alligevel lykkedes det at samle 22 vogne denne weekend, og alle fremmødte kunne være i huset.
De første ankom allerede om torsdagen, og mange tidligt fredag, men da der var faldet meget sne på pladsen, var det noget besværligt at komme på plads med campingvognene - men med lidt fælles hjælp så gik det.
Lørdag efter stander og indbetaling var det tid til at forberede aftenens menu - da der var mange der hjalp, var kålen hurtigt snittet - så skulle det bare tilberedes. Så allerede kl. 18.00 var der spisning - og der var rigeligt til alle, samt mere til - der blev simpelthen ikke spist op!
Efter en god middag og hyggelig snak gik folk hurtigt til ro - det var måske det megen friske luft.
Søndag var der gåtur i det flotte, men meget friske vejr. Vi kom forbi en vognvægt, så vi kan fortælle, at der var 2020 kg Aktive-Campister med på gåturen.
Vel hjemkommet blev det så tid til hjemkørsel - også her måtte vi hjælpe hinanden med at komme ud af pladsen - men det er bare sådan noget man husker.

Tak til vores værter, Lise og Ole samt Jytte og Ole med tak for god mad og et godt arrangement - samt til pladsen for at huse os.

 

15. februar

 

Fastelavnsstævne på Rosenholm Camping 2010.
Dette år var vi 11 vogne der havde sat hinanden stævne til afholdelse af Fastelavn, på ”vores egen plads” på Rosenholm Camping.
Da vi ankom blev vi modtaget at moder natur, når hun er smukkest ved vintertid, vi var nødsaget til at skovle os ind på pladserne og føret var hele weekenden nærmest ufremkommeligt, men hvor der er en vilje er der en vej, som det bekendt hedder.
Fredag aften mødtes vi i huset til en hyggesludder og en kop kaffe.
Lørdag startede med standerhejsning hvorefter vi havde nogle timer inden vi skulle i gang med Fastelavns halløjet.
Efter nogle hårdtslående slag på tønderne lykkedes det da også at finde frem til en Kattekonge og Kattedronning både for børn og voksne.
Hos børnene blev det Niklas der blev Kattekonge, Idamarie blev Kattedronning og Line blev valgt til den bedst udklædte af børnene.
Da det blev de voksernes tur blev det Lisbeth der blev Kattekonge, Heidi der blev Kattedronning og Nina blev valgt til den bedst udklædte blandt de voksne.
Lørdagen blev afslutte med fællesspisning i huset, hvor der blev varmet op i den store gryde og der blev serverede Bøf Stroganoff til alle, resten af aften var bare hygge til sidste mand lukkede.
Søndag startede med at vise sig fra sin bedste side, solen viste sig på himlen og vi kunne være ude og varme os ved den stråler og der blev sluttet af med at få de enkelte hjulpet ud af snekaoset og vi endte med at vinke farvel til Jørn og Josephine, som tog en ekstra velfortjent dag.

Vi siger tak til alle deltager for at være med til at gøre dette til et godt stævne, også en tak til vores hjælpere som fik det til at fungere
og til sidst tak til Rosenholm Camping, for at huse os.

 

01. februar

 

Denne weekend stod i sneens tegn - og der var et godt fremmøde trods vejret.
Der var ikke noget særligt program for denne weekend, men er var mulighed for at besøge udstillingen i Bella, eller tage på udflugt til København - der var frit valg.
Der var kommet godt med sne i løbet af fredag nat - men det var jo intet i mod det sne der kom lørdag nat, så der var en del nerver på, for dem der havde langt hjem om søndagen.

De fleste brød tidligt op, fejede sneen af taget og bilen, og så var kursen sat - alle kom godt hjem.

Tak til vores værter Jytte og Ole, samt tak til Herlev stilladser for at huse os.

 

10. januar

 

Weekend på Vemmetofte. For første gang i mange år var der sne på Vemmetofte, ikke meget, men dog sne. Der var et pænt fremmøde trods denne kolde januar weekend, og så lige oven på Jul og Nytår. Vemmetofte havde tilbud på denne weekend, kr. 110,00 pr. døgn for 2 personer inkl. strøm, og pladsens beliggenhed kan der jo ikke klages over. Fredag aften mødtes de fleste i huset, da Conny fejrede fødselsdag med lagkage, det var rigtigt hyggeligt. Lørdag kl. 11.00 var der så gåtur, ud og lufte sig lidt, og så få noget frisk luft - og det var der masser af. Lørdag eftermiddag gik for det meste med indendørsaktiviteter, der var dog nogle enkelte der var ude for at sludre. Om aftenen var der fællesspisning i huset for dem der havde lyst. Søndag var der så hjemkørsel. Havde lige hørt i radioen at vejene på Lolland var begyndt at fyge til, så vi var lidt spændte på, hvordan det så ud, uden for skoven - men det var ikke noget problem.
Tak til Jytte og Ole for et godt arrangement - og tak til Vemmetofte for at huse os.

 

03. januar 2010
 

Godt Nytår!
Aktive Campister afholdt nytårstræf på Top Camp Feddet i rigtigt dejligt vintervejr – og dette nytår var der jo mulighed for at afholde nogle flere dage fri, end kun lige nytåret, og det var der mange, der benyttede sig af.
Nytårsaften blev afholdt i Pejsestuen ved fjorden - det var et dejligt lokale, men vi skulle jo også betale leje for lån af dette.
Lokalet var flot pyntet - det havde deltagerne selv sørget for, og nytårsmenuen kunne der heller ikke klages over, for den skulle man selv medbringe.
Vejret var klart, da rådhusklokkerne ringede nytåret ind, så man kunne se raketter alle vegne – rigtigt flot syn.
Første nytårsdag (efter endt oprydning) samledes vi til et fælles nytårstaffel - ganske hyggeligt lige at få snakket den foregående aften igennem.
Som alle andre ferier, så går dagene hurtigt, og så var det søndag - og vi skulle hjem.
Tak til arrangørerne for et godt stævne - tak til Feddet for at huse os, selv om vi skulle betale leje af lokalet!

 

06. december 2009

 

Efterår og vinter er jo lige tiden til gode gamle danske madretter - så her i weekenden afholdt Aktive Campister et arrangement på Top Camp Feddet, hvor Majbritt og Finn's gule ærter var hovedattraktionen.
Der var ankomst fredag, og da det jo allerede er mørkt sidst på eftermiddagen, så føltes det sent at ankomme til pladsen kl. 16.30 - der er utroligt hvad lyset betyder. Da informationen lukker tidligt her på denne årstid, så havde vi fået udleveret ekstra adgangskort til dem der måtte komme senere end kl. 19.00 - men det var ikke nødvendigt, alle var ankommet længe inden.
Lørdag kl. 10.00 var der information og derefter indbetaling - og så skulle vi i gang med at få forberedt de gule ærter: den store gryde var sat over - alle hjalp til med at ordne grøntsagerne - så det skred planmæssigt fremad. Eftermiddagen var til egen disposition, for der passede de gule ærter sig selv.
Kl. 18.30 var der så spisning i pejsestuen - og alle var sultne, og selv om alle gjorde hvad de kunne - så kunne vi ikke få spist op.
Det blev ikke så sent efter maden inden de sidste var gået hjem - alle trængte til at komme hjem og få slået mave.
Søndag var vejret ikke det bedste - men kl. 11.00 var der en fælles gåtur i området, der sluttede af med oprydning i vores lånte lokale - og derefter var det tid til lidt frokost, pakke campingvogn og så hjemover.

Vi siger tak til arrangørerne for de gode gule ærter og tak til Top Camp for en hyggelig weekend.

 

22. november 2009

 

Aktive Campisters julestævne, som i weekenden blev afholdt ved Sorø, var resultatet af juleudvalget store arbejde - dette udvalg bestod af familierne Heldt-Hansen, Henriksen og Christensen.
Der skal i den forbindelse også lyde en tak til sponsorerne, som er:
Vestsjællands Campingcenter, Københavns Camping Centrum, Multiline, CC & Company, K.V. Service og handlende i Sorø med tak for de flotte gaver til lotteriet.
Der var ankomst fredag efter kl. 16.00, og allerede på slaget var de første vogne der - nu skulle de så bare på plads, til dette var bestyrelsen mødt op for at hjælpe.
Fredag aften var der mulighed for at komme op med kaffen og hygge sig i de flotte lokaler vi havde lejet, så det blev en rigtig hyggelig aften.
Lørdag startede med information kl. 10.00 - indendørs, og det var selv om det var et dejligt vejr uden for. Der blev ved den lejlighed fortalt lidt om weekendens program, som allerede startede umiddelbart efter informationsmødet, der skulle nemlig laves juledekorationer, og allerede kl. 14.00 var det på den igen, med juletræ for børnene, og hvor der så også blev serveret glögg og sodavand samt æbleskiver.
Det lykkedes da også børnene af fremkalde julemanden, som meget hurtigt havde gang i både børn og voksne - så der blev sunget og danset omkring træet - og så ikke at forglemme gaverne og godteposerne, dem havde julemanden nemlig også med, der var til både store og små - det var noget der kunne bruges uanset alder. Desværre så forsvinder sådan en hyggelig eftermiddag meget hurtigt.
Om aftenen var der så juletræ for de voksne og børn, med en god traditionel julemiddag lavet af familien Christensen og familie - der var sågar mandelgaver, og som noget nyt var der så også amerikansk lotteri med meget flotte præmier, men i alt lotteri er der nogen der er heldigere end andre, så det blev en rigtig hyggelig aften med god stemning og musik, mange var da også på gulvet til en svingom eller flere.
Søndag var vejret lidt mere i det våde hjørne, ikke så meget jul over det, så nu var det bare at få pakket sammen og ryddet op, måske hjem og aflevere børnebørnene med tak for lån, og så måske tid til et par timer i fred og ro uden al for megen fart på inden det igen blev mandag.

Tak til arrangørerne for et rigtigt godt stævne - og tak for lån af hus og område til vores julestævne.

 

10. november 2009
 

Aktive Campisters bestyrelse med deres ægtefæller har igen holdt den årlige bestyrelsesweekend på Odden.
Det er jo denne weekend, hvor der er tid til at snakke tingene igennem; det er lidt sværere at nå det hele, når bestyrelsesmøderne afholdes om aftenen.
Mødet var sat til lørdag kl. 10.00, og vi kørte igennem til den sene eftermiddag, kun afbrudt af frokosten, som blev indtaget i vognene.
På mødet fik bestyrelsen snakket det forgangne år igennem, om hvad der var godt og hvad der var skidt. Bestyrelsen fik også taget hul på 2010 - først med ideer til stævner, og så selve stævnekalenderen.
Jeg tror jeg igen kan sige, at der igen kommer nogle nye og spændende ting på programmet for næste år.
Situationen omkring samarbejdspladser blev også taget op, og vi vil igen i år tage kontakt til vores samarbejdspladser, og så hurtigt som muligt på aftalerne på plads for 2010.

Vi siger tak til Søværnets Våbenkursus for at huse os denne weekend.
 

26. oktober 2009

 

Hygge på Rosenholm blev en succes, må man sige - vi havde regnet med, der kom et par vogne til lidt hygge, og lige pludselig var vi oppe på 18 tilmeldte vogne; desværre kom der også et par afbud, men rigtigt godt fremmøde - hvad det så end skyldes?
Der var også flere af de fremmødte, der aldrig havde været på pladsen før, så der var lige lidt med at finde rundt til "vores plads", men det lykkedes.
Weekenden stod så bare på en rigtig god gåtur ved stranden og et besøg i Torup Landsby. Derudover var der så tid til lidt hygge og en god snak uden for vognene.
Lørdag aften mødtes vi til fælles spisning af vores medbragte mad. Søndag regnede det fra morgenstunden, så det blev tidlig hjemkørsel for de fleste.

Tak til Rosenholm for at huse os - og til tak for hjælp med strøm til de som var trængende.

 

12. oktober 2009

 

Efterårsferie i det sønderjyske, helt nøjagtigt på Kristianshaab Camping i Bylderup Bov.
De fleste ankom i løbet af fredagen i et ordentligt gang blæsevejr. Heldigvis stod vinden lige i vest, så Storebæltsbroen var åben, men det kostede en del mere brændstof at køre i den hårde vind.
Lørdag var der jo stadig vogne der ankom, så dagen var til egen disposition. Søndag var der stander og information - dog uden stander, det blæste for meget.
Mandag kørte vi til Slesvig for at se Hedeby og Dannevirke - det er jo Danmarkshistorie, der her blev genopfrisket.
Tirsdag var det så tid til sort sol - vi blev hentet af bussen på pladsen kl. 16.45, og skulle på vejen hente vores guide fra "sort sol safari". Han var på plads på grænsen, og så gik det derefter ud til en "kog" i det tyske marskland og på privat mark. Det var en oplevelse at se over 600.000 stære forsøge at finde plads i sivene og samtidig passe på alle rovfuglene i området - det var en aften med succes!
Onsdag var det tid til en tur på hærvejen - vi kørte denne tur i egne biler fra Rødekro til Kruså på det der endnu var tilbage at hærvejen - det meste på grusveje og med passende ophold undervejs til at kigge lidt på seværdigheder.
Torsdag var til egen disposition, for om aftenen skulle vores hyggeaften afholdes. Alle havde bestilt stedets middag: Kylling og rullesteg med kartofler og sovs og dertil salat - og så ikke at forglemme lidt god og hyggelig tyrolerstemning.
Fredag var pakkedag og sidste handledag for mange, da ferien var ved at være overstået for denne gang.

Vi vil hermed sige tak til Kristianshaab Camping for at huse os - og tak til Elin og Ole for at finde på og arrangere turen!

 

21. september 2009

 

Stevns i september var en pragtfuld oplevelse, vejret var som en god sommerdag. Fredag var der ankomst efter kl. 17.00, dette blev overholdt meget nøjagtigt - tak for det!
Græsset var nyslået, så marken så ud som en fin græsplæne, men det var først, da man begyndte at køre henover den, at man kunne mærke at det var en mark. Plads var der jo masser af, så det at ligge vogne på plads var jo nemt.
Lørdag var der stander kl. 10.00 - og programmet var til at overse: lørdag til egen disposition; dog var der eftermiddagskaffe og kage i anledning af Annes fødselsdag - tillykke! Om aftenen var der fællesspisning i teltet og gildesalen.
Søndag var der allerede afgang til Stevnsfort kl. 10.30 - rundvisningen startede kl. 11.00. Det var en rigtig god rundvisning, med en rigtig dygtig guide - jeg tror også man af billederne kan se, at det var spændende - de 2 timer forsvandt i hvert fald hurtigt. Efter rundvisningen mødtes vi alle hjemme på pladsen til lidt hygge i det gode vejr, inden vognene skulle pakkes ned og det igen var tid til hjemkørsel.
Vi siger tak til Ditte og Lasse samt Majbritt og Finn for et godt arrangement - håber I vil se os igen en anden god gang!

PS. - nogle af billederne er meget flotte, især dem med morgensolen - hvis det ønskes kan de sendes i stort format til brug til skrivebordsbaggrund!

 

15. september 2009

billedet er ikke fra i år!

Hygge og slappe weekend på Feddet foreslået af familien Henriksen var en succes - fremmødet var tilpas, så man kunne snakke med alle, og samtidig kunne finde tid til gåture både lørdag og søndag. Der var dog også til til hygge i vognene - og når man ikke er flere og alle fremmødte hedder Henriksen til efternavn, er det let for alle at samles i en vogn til kaffe eller aftensmad. Vejret var jo fint hele weekenden, så det blev nydt i fulde drag.

Hilsen de 2 vogne Henriksen på Feddet!

 

06. september 2009

 

Årets grisefest blev afholdt i Ruds Vedby - men vejret var ikke det bedste. Allerede om fredagen måtte de fleste kæmpe sig ud ad landevejen i stiv modvind, så forsigtig kørsel var tilrådeligt. Vel ankommet til pladsen blev vognene stillet op, så alle havde vinden på fronten, så var blæsten mindre generende. Ikke nok med det: til tider regnede det vandret i den kraftige blæst.
Pyt nu med alt det, Kira og Keld havde inviteret til stævne og vi kunne alle være inde i den nye hal, godt og lunt og væk fra elementernes racen uden for.
Om lørdagen blev der fortalt om weekendens program, noget med hygge og snobrød, senere kaffe og kage for til sidst at slutte af med helstegt gris - sikke en dag. Og ikke nok med det, så skulle Kira og Kelds nye vogn også indvies - tillykke med den nye vogn!
Søndag var der gåtur i skoven og derefter var der rester fra grisen til frokost - en rigtig hyggelig måde at slutte weekenden af på.
Vi siger alle tak for en hyggelig weekend til Kira og Keld samt Joan og Johnny og medhjælpere.
 

30. august 2009

 

Hillerød kræmmermarked var som noget helt nyt på programmet i år. Vi camperede på Hillerød Camping hos Annette. Vejret var jo ikke lovet som "det bedste", men det var faktisk godt hele weekenden, på nær et par få regnbyger. Lørdag formiddag var der afgang til kræmmermarkedet, som kun ligger nogle få kilometer fra campingpladsen. Nogle kørte i bil, andre på cykel og nogen til fods. Efter et par ture rundt på markedet mødtes vi til en forfriskning og lidt god musik i et af musikteltene. Lørdag kl. 16.00 skulle vi være tilbage på pladsen, for dér holdt Karen og Asger indvielse af deres nye campingvogn - Tillykke! Om aftenen mødtes vi i huset til fællesspisning af vores medbragte mad og derefter hygge. Søndag var der tid til en tur i slotshaven, for dem der havde lyst til det.
Vi siger tak til arrangørerne Conny og Karsten Tittemann Houdam og tak til Hillerød Camping og Annette for at huse os!
 

12. juli 2009

 

Sommeren er over os og vi har i den forbindelse besøgt vores samarbejdsplads Rosenholm. Det var en dejlig og hyggelig weekend og der var masser af plads i vores område. Så skulle I ikke lige vide, hvor vores område er på pladsen, så spørg i butikken, når i anmelder jeres ankomst og fremviser jeres medlemskort fra AC, så vil Merete fortælle jer hvor og hvordan.
Jeg kan da også lige fortælle, at hele området står i sommerens tegn med loppemarkeder alle vegne og massevis af glade feriegæster. Der er et liv og et leben i både Frederiksværk og Hundested, og især i Liseleje, hvor de gode isvafler kan købes. Så læg vejen forbi vores samarbejdsplads i Hundested.
 

06. juli 2009

Aktive Campister har afholdt midsommer på Bjerge Sydstrand, og har i den forbindelse også fornyet vores samarbejdsaftale med pladsen - vi ser frem til et godt samarbejde til glæde for begge parter.

 

08. juni 2009

 

Vi Aktive Campister har indgået en samarbejdsaftale med Kongeå Camping startende fra dags dato - jeg vil derfor gerne byde velkommen og håber at denne aftale vil være til glæde for begge parter.

 

07. juni 2009

 

Køng Museum og støtteforening havde igen i år inviteret AC til en hyggelig weekend med sommermarked. Da grundlovsdagen havde sneget sig ind i denne weekend, så var der allerede ankomst om torsdagen, dermed var der jo en ekstra fridag, da sommermarkedet først startede om lørdagen - så denne dag blev brugt til lidt ture i området og lidt klargøring af vognene - ferien nærmer sig jo!
Lørdag var der den officielle åbning af sommermarkedet, og så var der ellers åbent alle steder. Årets tema var håndværk, kunst og natur, så der var nok at kigge på i boderne. Samme eftermiddag var der rundvisning på museum og tilhørende bygninger med museumsinspektør Berit Christensen - og historien kan læses på deres hjemmeside. Jeg må nok indrømme, at jeg blev noget overrasket over denne driftige mand Niels Ryberg, som her midt på Sjælland får opbygget en fabrik, hvor forarbejdningen af hør og fremstillingen af linned og duge til kongehuset gør, at Danmarks første hulkortmaskine bliver opsat - og dette lang tid før der er overhovedet er tænkt på EDB. Lørdag aften var der hyggeligt samvær med mad i teltet, sammen med de forskellige udstillere samt alle de gæve mennesker fra støtteforeningen, som havde stået for dette pragtfulde arrangement med mad og kaffe og lagkage.
Søndagen bød jo på noget koldere vejr, men en tur på markedet blev da det dog til for de fleste, inden teltene blev pakket ned og vognene sat bag på bilen og næsen vendt hjemover.

Vi fra Aktive Campister siger mange tak til Køng museum og støtteforeningen, for en lærerig og hyggelig weekend med god mad og hyggeligt samvær.

 

01. juni 2009

 

Pinse på Reersø Camping var en succes for Aktive Campister - vejret var med os lige fra start, så det tegnede til alle tiders weekend.
Aftalen med pladsen var kommet i stand allerede i februar måned, og det var godt, for eftersom månederne gik blev der større og større kamp om pladserne - alle ville åbenbart til Reersø i Pinsen.

Fredag var der hygge mellem vognene, og allerede lørdag morgen var der langbord, som overgik i frokostbordet, som så overgik i en masse lege, blandt andet blev hønsefodbold prøvet af - ja, hønsefodbold hvor man spiller fodbold med plasticbægre for øjnene. Hold da op, hvor var det morsomt.

Søndag morgen var der gratis rundstykke til alle - dette var en erkendtlighed fra vores campingværter - og det siger vi tak for.
Om formiddag gik turen så på cykel rundt på Reersø. Det var da også en spændende tur, da mange at stierne var meget tæt ved kanten, så det var med at holde tungen lige i munden. Det skal dog siges, at Lisbeths mini-crosser klarede opgaven og kom med hele vejen rundt - dette var ene og alene på grund af en god chauffør!
Efter frokost var der så byvandring med besøg på museet og i kirken. Det var en hyggelig tur med gode historier om det gamle Reersø.
Søndag aften var der langbord, og Beriht og Arne demonstrerede deres nye gourmetchef-grill, og det var også med smagsprøver. Det var så tilfredsstillende, at der blev solgt op til flere stykker.

Mandag var der hjemkørsel - men det var svært at komme af sted fra pladsen, når vejret var så godt - og så skulle vi ikke være ude til nogen bestemt tid.

Vi vil hermed gerne sige til Reersø Camping for at huse os i denne Pinse - og tak til alle deltagerne, der stod for underholdningen om eftermiddagen efter frokosten!

 

24. maj 2009

 

Aktive Campister var i Kr. Himmelfartsdagene taget til det sydvestligste hjørne af Lolland, nærmere sagt var vi på Albuen, og dette var på initiativ fra Conny og Karsten der syntes, at når vi nu havde nogle sammenhængende fridage, så var dette stedet. Der var da også stort fremmøde af vogne - først var det lidt trægt med tilmeldingen, men så tog det til.
Torsdag var der cykeltur til Langø havn. Dette var en tur på godt og vel 12 km i alt. Vel ankommet hjem fra cykeltur tog vejret en drejning, og det trak sammen og begyndte at regne, tordne og lyne, og lige med et var pladsen tom for mennesker - på nær nogle standhaftige campister, der sad i forteltet som om intet var hændt. Med et klarede det dog op igen, og en flot regnbue kunne nu ses.
Fredag var der så tur langs stranden med naturvejleder - det var spændende. Før vi gik viste Klaus os lidt om alt det han havde fundet langs stranden - det var spændende sager: fra flotte sten fra det nordlige Sverige til nogle flotte store stykker rav. Så var det ellers af sted langs stranden. Alle var enige om, at sådan noget måtte vi ned og finde, men det var kun få beskåret at finde forstenede søpindsvin eller rav - men det blev dog fundet på turen - så det kan lykkedes!
Lørdag var til fri disposition indtil kl. 14.00, hvor vi skulle samles på græsset bag ved vognene. Vi skulle medbringe egen kaffe, så havde Conny bagt kagen - Hmm, det var lækkert! Nå, men der var så lige en opgave der skulle løses. Det var noget med hold og teamwork, en pind med snore og så et glas vand - og så på tid. Vinderne blev fundet og flotte præmier fra Gosch Cosmetics var der til vinderne - så de duftede godt efter alle tingene var pakket ud og testet. Om aftenen var der langbord i det gode vejr, og der blev snakket om, hvor sommerens ture skulle gå hen.
Søndag var det tid til hjemkørsel - og da der fra Albuen til København var 170 km at køre, så blev det tidlig afgang fra pladsen og hjemover.

Der skal lyde en stor tak til arrangørerne Conny og Karsten Houdam og Jytte og Ole Melkjær, samt tak til Gosch Cosmetics for præmierne og tak til pladsen for at huse os!

 

11. maj 2009

 

Aktive Campister var på aktiv weekend nord for København. Der var mange Aktive Campister der havde sat hinanden stævne her på Nærum Camping, der ligger tæt ved Mølleå og Dyrehaven.
Da det jo også var Bededagsferie kom de første allerede om torsdagen. Fredag var der stander og velkomst kl. 14.00, hvor der var en forfriskning til alle samt en sammenplantning med tomat og jordbær, man selv skulle plante - dette var en gave fra Aard og Rie i Holland, som lige har været på besøg i Danmark. Resten af fredagen var til hygge og oplevelser i nærområdet.

Lørdag kl. 10.00 var der afgang til Dyrehaven på cykel - første stop var ved Rådvad - næste stop var ved det nordlige vildthus, men der var ingen dyr at se - efter en kort pause fortsatte turen til Tårbæk havn, hvor isboden havde åbent. Derefter var det kun en lille tur til bakken, hvor frokosten skulle indtages. Der blev aftalt et samlingstidspunkt, så alle kunne nå én eller flere ture rundt på bakken. De fleste var der til tiden, så det blev hjemkørsel i samlet flok. Da dagen var omme var det alligevel blevet til en del kilometer, så der var nogen der var ømme, der hvor sadlen havde siddet. Om aftenen var der fællesspisning ved langbord i det dejlige vejr - det var en god afslutning på en aktiv dag!

Tak til Jytte og Ole som fandt på!

 

05. maj 2009

 

Pil og Natur var der meget af på weekendens træf. Vi lå med campingvognene det mest pragtfulde sted med udsigt over sø og land, og alt var fred og idyl. Her havde der ikke behøvet at være andet på programmet end bare at nyde det. Nå men her er lidt om hvad der skete; allerede fredag aften var der fælles spisning - der var nemlig lavet spareribs til alle, man skulle bare selv grille dem. Derefter var der en rundvisning på matriklen sammen vores værter Nancy og Peder. Det var en rigtig hyggelig aftentur med lidt forklaringer på hvad og hvorfor. Lørdag lige efter stander var der så undervisning i fletning på jern. Der var så mange der gerne ville deltage, så kurset blev delt i 2 hold. Om eftermiddagen var der så den store tur rundt i området, en gåtur på 90 minutter. Søndag var der igen flet for dem der havde lysten - eller man bare kunne nyde stedet inden man igen skulle sætte næsen hjemover.

Vi siger tak til vores værter for at huse os og tak til Helen og Brian samt Jytte og Ole for dette dejlige arrangement!

 

26. april 2009

 

Aktive Campisters generalforsamling, som i weekenden blev afholdt på Storebælt Camping, var en succes - der var stort fremmøde til selve weekenden og til generalforsamlingen.
Det var dejligt at se, at der var så mange der synes det var en god idé at afholde generalforsamlingen i en weekend - dette giver da også mulighed for bagefter at kunne uddybe de ting, der her været oppe på generalforsamlingen.

Lørdag kl. 09.30 var der stander og velkomst; allerede kl. 10.00 var der afgang på en rundtur omkring broen. Dette var med campingchefen som vejviser og fortæller. Det var nogle spændende timer, hvor vi fortalt en hel masse om broen og selv byggeriet.

Efter turen var Lone og Christen samt Yvonne og Dennis værter ved en lille forfriskning i anledning af nye campingvogne.

Kl. 14.00 var der generalforsamling i fælleshuset. Det eneste vi ikke lige havde taget højde for var, at taget på huset var så nyt, at solen skinnede igennem så man ikke kunne se projektoren - man måtte næsten gætte sig til, hvad der blev vist af billeder - det var lidt ærgerligt.
Vi havde ellers på bedste Storm P-metode forsøgt at dække af for solen med de forhånden værende tings principper.

På generalforsamlingen sagde vi farvel og tak for hjælpen til Brian og Preben efter 7 år i bestyrelsen. Dette gav så nogle ledige pladser der skulle besættes, og det blev de med Tom og Søren som indtrådte i bestyrelsen, samt Karsten, der tiltrådte som suppleant. På info-siden kan man se, hvem der efter denne generalforsamling sidder i bestyrelsen.

Efter en vellykket generalforsamling, som blev ledet af dirigenten (Karen Christensen), kunne vi efter en kort pause sige velkommen til rejsejournalisten Anne-Vibeke Isakson fra http://www.campingdanmark.dk/, som var kommet for at fortælle om en tur Italien rundt - der var dog lige det problem, at vi ingenting kunne se på skærmen, så for at kunne se rykkede vi alle ind i ungdomsafdelingen, dog kun med stolene, og så med lidt godt humør lykkedes det for alle at komme med inden for, hvor vi nu både kunne se og høre om turen.
Det er jo altid rart med noget rejseinspiration - jeg kan da også lige fortælle, at efter sidste gang hvor Anne-Vibeke fortalte om turen Østersøen rundt, var der allerede 2 vogne der kørte turen om sommeren. Nu må vi så se, om der er nogen der binder an med turen til "støvlen".

Om aftenen var der hygge i lokalet med medbragt mad - men efter denne lange dag var der mange der trak sig tidligt tilbage for at hygge lidt i vognene.

Søndag var til hyggelig snakken rundt omkring på pladsen, der blev slikket solskin, snakket campingvogn og ferie, og inden man fik set sig om var standeren taget ned og det var tid til hjemkørsel.

Vi vil gerne sige tak til Storebælt Camping for at huse os og stille lokale til rådighed, og ikke at forglemme en dejlig tur i området!

Tak til Karen og Asger som har været primus motor på dette arrangement.

 

13. april 2009

 

Aktiv og attraktiv tur til Prag i påsken, som allerede blev udsolgt efter kort tid på nettet. Vi mødtes alle på Camping Drusus, nogle kilometer vest for Prag. Alle deltagere fandt vejen dertil, men ingen var kørt igennem uden at have oplevet noget - der var omkørsler, der var dem der havnede midt i Prag by med CV på slæb, der var dem der kørte hele vejen rundt på ringvejen og alligevel fik en dårlig tur på grund af alle hullerne i vejen, og dem der skød en genvej, som blev en omvej. Der var ganske få, der kørte igennem til pladsen uden at have oplevet noget!
Vel ankommet til pladsen var der velkomst og en flot stævnemappe blev udleveret til alle deltagerne - i mappen var der oplysninger man kunne få brug for samt ideer til ture i området. Der var fra arrangørernes side planlagt ture til glas- og krystalværk samt et grottebesøg, og der var tur til en sølvmine med tilhørende museum - og så var der jo Prag by lige ved siden af, som jo også skulle nås.
Det var nemt at komme fra pladsen til Prag - bussen havde endestation få hundrede meter fra pladsen, og den kørte til metroen, som så kørte til Prag - det kunne bare ikke være nemmere!
Pladsen er velholdt og med gode faciliteter, og priserne er jo til at betale.
For stævnegebyret var turene og indgange betalt, samt velkomstdrink og andre forfriskninger samt en gang aftensmad - så alle fik meget for deres penge!
Jeg mangler dog at fortælle, at vejret i alle dagene bare blev varmere og varmere - det var simpelthen pragtfuldt, næsten som sommer!

Der skal hermed lyde en stor tak til arrangørerne Heldt-Hansen, Laybourn og Heldt for denne dejlige og gode påsketur.
Der kan læses dagbog fra turen
HER

 

23. marts 2009

 

Denne weekend var Aktive Campister på besøg hos Holbæk Caravan Center og Tip Top syn. Her var der virkelig lagt op til en spændende weekend. Der var arrangeret mulighed for at få sin CV 100 km godkendt, og der kunne købes miljømærker hos Tip Top syn - eller man kunne handle hos Holbæk Caravan Center - så der var masser af gode tilbud.
Denne weekend var vi jo også samlet for at hygge og spille noget bowling - så alle så frem til dette.

Lørdag aften samledes vi til afgang kl. 17.45, vi skulle spise kl. 18.00 i Bowlingcenteret, og da der kun er 50 meter fra det ene center til det andet, kunne det vel ikke være nemmere eller kortere!

Igen var det jo en kanon billig pris for en weekend med mad og bowling.

Ovenpå lørdagens bowling var der flere, der var lidt ømme i ben og b..... af alle disse uvante bowlingbevægelser!

Jeg må lige kommentere det ene billede ovenfor - her kan man se, at Storm P ikke har levet forgæves - her er generatoren startet for at give strøm til den elektriske røremaskine, da der lige skulle laves lidt flødeskum! - "Man skal da ikke mangle noget bare fordi man er på camping?"

Jeg vil hermed gerne sige tak til arrangørerne Lisbeth og Kurt for en rigtig god weekend, og ikke at forglemme vores værter Holbæk Caravan og Tip Top Syn.
 

15. marts 2009

 

Christiansborg var målet for denne weekend med Aktive Campister. Vi camperede hos Inter Press i Brøndby, og der var rigtig mange tilmeldte vogne til dette arrangement, da det også var interessant at komme en tur på Christiansborg.

Vi ankom fredag eftermiddag og efter en sludder og lidt aftensmad var der hygge og kaffe i frokoststuen.

Lørdag var der indbetaling kr. 125 pr. vogn for deltagelse i weekenden inkl. overnatning, aftensmad lørdag med dessert samt kaffe (dette kan ikke gøres billigere!)
Nå men tilbage til selve formålet med turen - nemlig besøg på Christiansborg. Af sted i god tid fra Brøndby, nogen med bil, andre med de offentlige transportmidler. Vi skulle alle mødes foran indgangen kl. 14.00, så dem der var tidligt af sted nåede en smuttur på Strøget og andre nåede hyggelige gader inden vi skulle mødes.
Alle der til tiden, så det var bare at gå indenfor og mødes med vores værter for dagen - Louise Schack Elholm og og Torsten Schack Pedersen - begge medlemmer af Venstres folketingsgruppe.
Vi blev delt op i 2 hold til rundvisningen, da vi var mange Aktive, der var med på turen. Det var en meget spændende rundtur, hvor vi for det første fik den historiske del om Christiansborg og dernæst noget baggrundsviden i landets demokratiske opbygning - lidt om enevælden og så et rigtigt godt indblik i en MF's dagligdag på Borgen - det lød til, at for at klare dette, så skulle man virkelig brænde for sagen, for det kunne være lange arbejdsdage. Og netop på grund af dette så var Christiansborg en by i byen med egne restauranter, frisører og posthus.
Så efter 2 timers rundvisning på Borgen, godt ømme i benene af de mange trapper, var det lige pludselig slut, og vi kunne derefter sætte næsen hjem mod Brøndby og aftensmaden.

Søndag var der fælles tur til Københavns Camping Centrum, Aktive Campisters nye samarbejdspartner - og selv om man ikke skulle have noget - men bare kigge - så kom der alligevel noget ned i kurven.
Da vi kom hjem var det ved at være frokosttid - resterne fra aftensmaden var varmet så alle der havde lyst kunne lige nå frokosten inden det var tid til hjemkørsel.

Vi vil gerne sige en stor tak til familien Christensen for dette store arbejde, der var lagt i denne pragtfulde weekend. Også en tak til Randi og Jørgen samt Inter Press for at lægge lokaler til rådighed - og så ikke at forglemme Louise og Torsten, som viste rundt på Borgen.

 

22. februar 2009

 

Fastelavn på Fakse Ladeplads Camping var en succes - masser af Aktive Campister deltog i fastelavnsløjerne med tøndeslagning - og mange var rigtigt godt udklædte. Der var tænkt mange tanker på hvad man nu skulle klædes ud som?
Det var meget svært for dommerne at vælge de bedst udklædte, men til sidst blev der fundet en vinder (se billederne). Tøndeslagningen foregik under hujen og tilråb fra tilskuerne: slå hårdere, slå i bunden osv., og til sidst lykkedes det da også at få slået hul på tønderne og til sidst at få slået dem helt ned af snoren. Tillykke til både kattedronninger og konger med sejren!
Efter tøndeslagningen var der hygge i samlingsstuen med medbragt kaffe og til det serverede arrangørerne de lækreste lagkager - det var noget alle kunne bruge.
Efter en hyggelig eftermiddag skulle der lige lægges lidt kræfter i at sikre aftensmaden, som denne gang var brunkål. Maden var allerede tidligere på dagen sat over ilden, og nu kunne man over hele pladsen begynde at dufte, hvad det var vi skulle have at spise om aftenen. Det var godt og veltillavet, og mange fik spist en portion for meget, men det var jo deres eget problem senere.

Vi vil gerne sige til arrangørerne Hanne og Tom samt deres hjælpere Jytte og Ole for et godt stævne og noget god mad - og så ikke at forglemme tak til Fakse Ladeplads Camping for at huse os!

 

18. januar 2009

 

"Camping i Bella 09" med Aktive-Campister var igen et rigtigt godt træf. Vi mødtes fredag aften hos Interpress i Brøndby, som også skulle huse os hele weekenden. Allerede fredag aften var der hygge i kantinen.
Lørdag kl. 10.00 var der stander, information og indbetaling af stævnegebyr (kr. 100,00 pr. vogn), dette var inklusive middag lørdag aften - så kan det ikke fås billigere! Derefter var det så afsted til Bella Centret. Igen i år var det en god udstilling med mange nyheder og gode tilbud fra de mange campingpladser rundt om i landet. Efter at have brugt nær 6 timer vendte vi næsen hjemad igen - mente vi have set det hele - men nej, for under middagen om aftenen kunne vi jo høre, at selv om vi alle havde været samme sted så havde vi også oplevet forskellige ting, og ikke nødvendigvis de samme ting.
Søndag var der under Jørgens ledelse rundvisning på Interpress for interesserede, derefter var det tid til at vende næsen hjemover igen.
Vi siger tak for Randi og Jørgen for et godt arrangement samt en god middag med dessert og tak til Interpress for igen at huse os.

 

12. januar 2009

 

Da der til nytår blev gjort reklame for træffet på Vemmetofte, var der kun 4 vogne tilmeldt - det ændrede sig noget i løbet af ugen, og det endte med at vi blev et godt stykke over 20 vogne - det er da meget godt den første weekend i januar.
Det var en hyggelig weekend, men jorden var lidt blød da vi ankom - nå men alle kom på plads uden de store problemer. Lørdag kl. 11.00 var der gåtur i skoven - det var et heldigt valg at gøre dette netop denne dag, for søndag var skoven lukket på grund af jagt. Nå tilbage til skovturen. Den blev noget længere en vanligt, da nogen skulle forsøge med genvej der gjorde, at de kom 20 minutter senere hjem end alle andre. Lørdag aften var der hygge i huset. Der var plads til alle - vi måtte bare sidde lidt tæt - men hvor der er hjerterum osv. Dette gav da også lige chancen for at vise klubbens nye musikanlæg. Det kunne spille, og det fortsatte det så med til lagt ud på aftenen/natten - det blev en rigtig hyggelig aften.
Søndag var det slået om til frost, så der var et par trappetrin, der havde sat sig fast i mudderet fra dagen før, så de måtte tøs op med varmt vand for at få dem fri.

Tak til arrangørerne Jytte og Ole for en hyggelig weekend - og tak til Vemmetofte Camping for at huse os!

 

04. januar 2009

 

Der skal hermed lyde et rigtigt Godt Nytår til alle.
Vores klub har i det forgangne år haft en stor tilgang af nye medlemmer - det er vi glade for - og ønsker dem alle velkommen og vi glæder os til at hilse på jer alle sammen!
For at få noget ud af sit medlemskab kræver det jo, at man deltager i vores arrangementer og vi ved, at vores program for 2009 allerede nu tilbyder mange spændende ting. Vi ved også, at der kommer mange flere ting på programmet i løbet af året, så vi glæder os til at se jer alle sammen - nye som gamle medlemmer - til de kommende arrangementer i 2009.

Aktive Campister har lige holdt Nytår på Top Camp Feddet, hvor der også var nye medlemmer med, som for allerførste gang deltog i et AC-arrangement; det var jo hyggeligt. Det er jo altid en fornøjelse at møde nye mennesker.
Nytåret på Feddet var for mange af de deltagende jo en hel lille ferie, da jul og nytår faldt belejligt for et par ekstra fridage, som så kunne bruges i denne forbindelse.

Som sædvanligt skulle vi jo hjælpes med at pynte lokalet op - og det lykkedes selvfølgelig at få pyntet op til en hyggelig nytårsaften. Nytårsmiddagen stod restaurant Feddet for, så det var veltillavet og ingen gik sultne fra bordet. Første nytårsdag var der oprydning kl. 12.30 og derefter spiste vi en fælles frokost og hyggede os sammen nogle timer, hvorefter der var dømt fødderne oppe men nede i vore egne vogne.

Der skal lyde en tak til arrangørerne og til Topcamp Feddet for igen at huse os!

 

07. december

 

Gule ærter på Feddet i december er en god tradition, som også i år blev holdt i hævd. Efter ankomsten fredag var vi alle samlet i huset til hygge - og tænk jer engang Yvonne havde helt tilfældigvis fødselsdag, som så blev fejret med maner.
Lørdag morgen efter stander var det tid til indbetaling for maden, kr. 40,00 pr. næse - det er jo en pris så alle kan deltage. Derefter var det bare at komme igang med at forberede de gule ærter, der skulle skrælles og pilles grøntsager, og som sædvanlig var det Majbritt og Finn, der stod for at lave de gule ærter. Om eftermiddagen var der traktortur rundt på Feddet for dem der havde lyst, det var en dejlig og hyggelig tur, hvor der undervejs blev serveret en kop varm kaffe eller chokolade. Om aftenen til spisningen skulle vi være i den nye pejsestue. Det var et dejligt og hyggeligt lokale med god plads og god akustik. De gule ærter smagte godt, så godt at det blev til flere portioner for de fleste - jeg tror alle blev mætte. Maden lagde sig tungt og efter nogle timer var stuen tom, alle var gået hjem for at slå mave.
Søndag var der gåtur kl. 11.00, ud forbi en lille butik med trolde og nisser samt mange andre spændende ting. Derefter lagde vi vejen forbi Fed Havn og så tilbage langs stien langs vandet tilbage til pejsestuen, hvor vi skulle have stillet borde og sætte på plads efter gårdsdagens hygge. Men som billederne viser så blev stien mere og mere våd (og vådere), så crosseren måtte hjælpes igennem disse små søer - men det lykkedes igen alle at komme igennem.
Tak til arrangørerne for noget god mad og til Top Camp Feddet for at huse os.

 

01. december

 

AC's Julestævne blev i år afholdt på Stevns og på grund af det store fremmøde var det rart at vi kunne være i den store sal i forsamlingshuset - så kunne vores juletræ rigtigt folde sig ud, og der var plads til at lege på.
Vi mødtes alle sammen i huset kl. 10 lørdag formiddag til stander, der i dagens anledning blev holdt inden døre - "det var godt der var højt til loftet for så kunne standeren have stået der i sin fulde højde".
Randi fortalte om weekendens arrangement og planer - det lød alt sammen meget spændende.

Så blev det endelig tid til at lave juledekorationer og pynte juletræet - det blev et rigtigt flot træ der kom af det.

Kl. 14 var der dømt julehygge med slik, sodavand, gløgg og æbleskiver til alle - mums - Julemanden kom tilfældigvis forbi og havde da også tid til at lege lidt med alle børnene, og et par ture omkring juletræet blev det da også til.
Så kom øjeblikket endelig, hvor julemanden åbnede sin gavesæk - man kunne se på børnene, at det var noget de kunne bruge - en gave og en slikpose, så var det med at finde et sted og sidde, så man kunne tage alle herlighederne i øjesyn.
Da der var smagt på godterne og gaverne var tjekket af - så var det tid til at lege - og der er vel ikke noget som en scene der trækker - nå men alting får en ende, det var lige pludselig tid til at gå hjem og gøre klar til aftensmaden, få noget andet tøj på og så af sted igen.

Det blev en hyggelig aften med god musik og dans, og det blev da også til en god snak om camping sommer som vinter.

Alt for hurtigt blev det søndag og det var tid at pakke sammen og rydde op, og så sætte vognen på trækket igen.

Tak til Randi og Jørgen samt Hanne og Tom samt deres hjælpere for et godt og hyggeligt julestævne - og en STOR TAK for lån af forsamlingshuset, det reddede weekenden.
 

18. november
  

På dette herlige sted og kursuscenter havde Aktive Campisters bestyrelse med familie sat hinanden stævne i den forgangne weekend.

Vi mødtes alle fredag aften på Odden efter noget af en tur i et ordentligt blæsevejr. Vi samledes alle sammen kl. 19.00 til fælles spisning i messen og derefter hygge. Og allerede her kom der mange ideer på bordet - det tegnede godt for vores møde om lørdagen.
Lørdag kl. 10.00 mødtes vi alle med ægtefæller til vores bestyrelsesmøde - det var nu vi skulle forsøge at analysere, hvad der var set og sket i det forgange år, hvilke stævner var der afholdt, hvor mange deltager osv.
Vi skulle jo også kigge fremad for 2009 - for det var jo en noget slap kalender, der er på nettet lige pt. - bestyrelsens mål er jo at få involveret så mange medlemmer som muligt i at hjælpe med at lave stævner og andre arrangementer - det giver en større alsidighed - det er jo vores fritid, så kan vi jo lige så godt få det bedste ud af den.

Det undrer bestyrelsen, at der er ikke er flere medlemmer der har lyst til at give en hånd med - man behøver jo ikke være med i bestyrelsen for det - det er bare at komme med en idé og lysten, så skal vi nok hjælpe med det praktiske.

Inden lørdagen og mødet var omme var det da også lykkedes at få "nogle nye" og "nogle af dem vi plejer" og så "nogle spændende stævner" på programmet. Så i løbet af kort tid vil I kunne se vores tiltag på kalenderen her på siden.

Bestyrelsen i AC

 

20. oktober

 

Fredag den 10. oktober 2008

Aktive-Campisters tur til Sverige er her fortalt af "kratluskerne" forklaring følger!
 

Årets efterårstur stod for døren og vi var nogle stykker der havde sat hinanden stævne i Priorparken i Brøndby så vi kunne følges til Sverige:
Tom, Hanne, Niclas og Trine
Gert og Nina
Birger og Annette
Dennis og Yvonne
Jørgen, Randi og Nikita

Efterhånden som alle var dukket op samledes vi i kantinen til fællesspisning, da ”Vild med dans” startede var der et par af damerne der luskede af. Vi andre hyggede videre indtil det var tid til at gå i seng

Inden vi skiltes uden for vognene spurgte Gert til hvad tid vi skulle køre næste morgen, og både han og Nina blev lidt overraskede at de konstaterede at vi faktisk havde tænkt os at køre kl. 7.
Lørdag
Afgang fra Priorparken kl. 07,00 Marianne holdt og ventede udenfor porten sammen med børnene, da hun var blevet udstyret med gps og en walkie blev kurset sat mod Sverige.
Vel over broen konstaterer Tom og Hanne er noget i galt i bilen, den trækker ikke særlig godt, men det er ikke værre end at vi kan fortsætte, bare vi sætter farten lidt ned og i øvrigt skubber lidt bagpå når vi skal op ad bakke.
Efter et par tisse-og tankpauser ankommer vi til pladsen midt ude i naturen omkring kl. 11,15. Hvilket kom lidt bag på arrangørerne, de troede først vi kom et par timer senere.
Alle fandt en plads og fik sat fortelte osv. op og så var det tid til lidt frokost.
Kl. 15,00 var den sidste vogn også ankommet og vi samledes uden for grotten til information om ugen, holdinddeling m.m. – puha og vi som troede vi havde ferie.
Pudsigt nok var de 5 vogne, der lå samlet på nederste niveau på samme hold, og vi ankom endda i tilfældig orden (nogle var kommet allerede fredag).
Holdenes opgave var i løbet af ugen at sørge for at der er brænde nok, og det er ikke ok bare at hugge fra naboen.
Hvert hold var blevet ”tildelt” et arrangørpar – de såkaldte UGLER som vi kunne rådføre os med hvis der var noget vi var i tvivl om.
Efter info var der blåbærsuppe med is og kanelsnegle til.
De fleste kom i grotten og spiste aftensmad, der var tændt op så der var dejlig lunt.
De fleste af børnene var i løbet af eftermiddagen uden og afprøve kanoerne, og nogen af dem kom temmelig våde hjem!
Søndag
De fleste var oppe ved 8,30 tiden – mange havde sovet i mere end 10 timer.
Kl. 10 var der afgang til en bilkirkegård, der har fået lov at ligge, og brede sig ude midt i skoven, det var lidt surrealistisk at se, og for at det ikke skal være løgn, er området nu fredet!
Holdene er nu ved at finde sammen og finde på et navn, vores hold hedder Kratluskerne.
Kl. 15 mødtes vi ved køkkenet hvor der blev snittet grøntsager til den fælles aftensmad, som vi dog indledte med en kort eftersøgning af Malika, det viste sig heldigvis at hun bare var gået ind for at lege med Oliver. – Alle grøntsager blev hurtigt snittet og båret ned i grotten, hvor der blev tændt op under den store grund, os så blev der ellers lavet en sammenkogt, der senere blev spist med de ris, vi hver især havde kogt.
Resten af aftenen gik med uddeling af point til holdene, og vi fik udleveret et par opgaver holdet skulle løse i fællesskab, og vi fortsatte med hygge og fællessang indtil ca. 22, hvor der var tyndet godt ud i grotten, alle var trætte.
Mandag
Kratluskerne havde brænde- og båltjans og vi mødtes kl. 10,00 oppe ved savbukken. Hvor nogle i biler kørte op til receptionen og slæbte nogle af de store kævler ned hvor vi kunne save det op. Imens fik pigerne savet den første trillebør brænde, og ødelagt en savklinge! Vi fortsatte til kl. 11, hvor alle skulle mødes nede foran grotten for orientering om dagens aktiviteter – på det tidspunkt havde Kurt allerede tændt op inde i grotten.
Vi havde i løbet af dagen mulighed for at lave forskellige aktiviteter med naturmaterialer som uglerne havde sørget for inspiration og materialer til – de allerfleste fik vist lavet en nisse af en lille træstub.
Kratluskerne fordelte sig således at de voksne fortsatte med at save brænde da det viste sig at der om eftermiddagen skulle være bål så børnene kunne lave popcorn og riste skumfiduser, og der senere i grotten skulle være så mange gløder at vi kunne bage brød i urtepotter. Børnene gik i gang med (og blev færdige) det trofæ hvert hold skal lave i løbet af ugen.
Kl. 15 var der tændt bål ude på øen og vi mødtes alle for at fejre at Hanne lige havde haft, og at Nina snart havde fødselsdag. Hygge med øl, vand og chips, og ungerne lavede popcorn og ristede skumfiduser. Samtidig sørgede vi for at alle urtepotterne blev vædet godt med olie.
KL. 17 var der fuld gang i glødebålet, så meget at det jernstativ der var inde i midten blev rødglødende og blødt som smør!
Urtepotterne blev fyld med franskbrødsdej og sat i gløderne, samtidig blev der igen tændt op under den store gryde, denne gang for at vi kunne få tomatsuppe.
Det blev hurtigt klart at bålet var for varmt til at bage brød – men vi kunne jo ikke rigtig skrue ned!
Brødet blev brændt i bunden, og lettere ubagt i toppen!, det brændte blev skåret væk, og så var der brød til alle, og så selvfølgelig lækker tomatsuppe.
Igen i aften blev der delt point ud dels for opgaven fra i går aftes  - dels for aktiviteterne i løbet af dagen, det havde været en lang dag og for nogen også hård og var,. Så allerede ved 21-tiden var de fleste gået ned – men der var stadig bål og stadig brænde tilbage.
I morgen er det fridag, dog ikke for det hold der skal sørge for brænde, godt det ikke er os.
Tirsdag
I dag var det fridag, så det var lidt forskelligt hvad man fik dagen til at gå med:
Sightseeing, indkøb, geocaching og alm. afslapning.
Om aftenen mødtes vi i grotten til spisning – og i dag skulle vi selv medbringe mad.
Onsdag
Vildmarksdag
Kratluskerne havde igen båltjans – og da det ville blive en lang dag mødtes mænnerne allerede kl. 8 for at få klaret brændet, denne gang var det ingen sag, for Per havde medbragt en motorsav - så det var kun et spørgsmål om at læsse brændet ind i en bil og så køre det ned til grotten.
Kl. 9 var der fælles morgenmad, og heldigvis var vejret så godt (8 grader) at vi kunne sidde ude i morgensolen, vi skulle selv medbringe brød og kaffe, men ellers var der sørget for bacon, æg, pølser, skinke og ost.
Kl. 11 skulle vi alle samles til ”opvarmning” hvilket vist sig at være nogle forskellige lege, hvor holdene dystede indbyrdes. Det var så i den forbindelse man kunne opleve det uforglemmelige øjeblik at 25 voksne AC’ere stod og råbte på ”VAND” det er aldrig sket før.
Derefter var der orientering omkring den skovtur, med indlagte poster der var arrangeret, og Jytte pointerede at det var en god idé at tage noget at drikke med og smøre et par klemmer.
Det blev gentaget at det var en god idé at tage nogen klemmer med.
Dette tog Trine og Hanne meget bogstaveligt, og spurgte lidt bekymret os andre da vi mødtes om vi havde nogle klemmer, for de havde altså ikke nogen i vognen!!
Nåh af sted det gik, vi skulle følge nogle rød/hvide bånd og undervejs holde øje med ting der ikke hørte til i naturen, såsom solbriller, cykelklemmer, div. øl- og sodvandsdåser, julepynt og et par sorte dametrusser! Undervejs sad uglerne poster med forskellige opgaver vi skulle løse – det klarede vi vist meget godt.

Da vi kom hjem var der varmet blåbærsuppe og der blev bagt pandekager.
Kl. 17,30 mødtes vi i grotten igen og gjorde klar til fællesspisning, denne gang var det lækre grillpølser, der var lavet fars så vi kunne lave farsbrød enten á la snobrød, som hakkebøffer eller som farsbrød i folieform. – og der var dej så børn og barnlige sjæle kunne lave snobrød.
Luften og regnen må have gjort sit for allerede kl. 19,30 var folk begyndt at sive hjem, dog ikke de unge, der have hentet brænde og tændt bål på øen.
Torsdag
Var der dømt almindelig afslapning og indkøbsture.
Vi samledes alle i grotten kl. 18,30 vor der var lavet lækker kødsauce, vi havde hver især kogt spaghetti.
Men igen – tyndede det hurtigt ud ved bordene, vi nåede dog at løse nogle opgaver, denne gang nogle engelske undersættelser af danske bynavne – meget morsomt.
Fredag
Startede vi fra pladsen kl. 10, og kørte mod Kosta hvor vi skulle besøge glasværket KostaBoda. Vi var først inde på museet hvor en guide fortalte om at lave glas, dengang og så nu, ikke at der er den store forskel – det er egentlig mest måden at varme ovnene op på der har ændret sig.
Efter et besøg i Kosta Boda butikken, og i det nærliggende OutLet Center satte vi kursen mod en Grönåsens Älgpark der lå tæt på – og efter vi var blevet talt 4-5 gange gik vi ind på en gruppebillet (til stor morskab om aftenen viste det sig at hver person havde sparet 2 kr.!)
Men vi fik set elge, vi fik fotograferet elge, og vi fik klappet elge. Der var også et lille museum hvor man havde lavet nogle opstillinger der viste elgens fjender.
Der var en sti rundt om det indhegnede område, hvor man, hvis man kiggede godt efter kunne se elgene inde mellem træerne.
Efter behørigt besøg i souvenirbutikken hvor de havde alt fra spegepølse af elgkød til hatte med gevir gik turen hjemad.
Om aftenen mødtes vi igen i grotten, denne gang havde vi selv lavet mad.
Til aften blev alle trofæer fremvist, og behørig bedømt og der blev uddelt de sidste point til alle hold, tilfældigvis endte alle holdene med at have samme antal point. Børnene fik godteposer, og der var gevinster til alle vogne (køleskabsmagnet formet som elg).
Annie og Annette havde sørget for indsamling blandt alle vogne, og de havde købt en sød keramikfyrfads lygte formet som en paddehat til hver af ugleparrene.
Bagefter hentede Nina sin harmonika og vi sang alle de sange der stod i sanghæftet vi fik i lørdags, og da de mindste var gået i seng, sang vi også nogen der ikke stod i hæftet.
Lørdag
Dem der først skal hjem søndag valgte at køre en tur i det smukke område, og dem der skulle hjem lørdag begyndte stille og roligt og pakke og kl. 13 lørdag middag var det farvel og tak for denne gang.

 

28. september

 

Kræmmermarkedet i Mørkøv er en klubtradition, som vi afholder på "vores" mark, og selve markedet er i gåafstand fra pladsen. Igen i år var der godt fremmøde. Allerede fredag blev der sat telte op på pladsen, gasovnene blev fundet frem, så ingen skulle sidde og fryse. Lørdag efter stander var der afgang til markedet, vi skulle alle mødes ved købmanden inden indgangen til selve markedet - der var lige en forfriskning efter gåturen.
Markedet var som sædvanligt hyggeligt, masser af mennesker, masser af boder og gode handler kunne indgås - hvis man da lige stod om manglede noget af det de solgte. Der var fællesspisning i teltet kl. 18.00, så der var nok at se til efter hjemkomsten fra markedet. Om aftenen var der bål udenfor, så der blev "bålet" skumfiduser og meget andet godt.
Søndag var lidt blæsende så teltene var hurtigt tørre i den gode vind, så allerede tidligt var der pakket ned i traileren igen - og i løbet af eftermiddagen var pladsen tom, som om vi aldrig havde været der.

Tak til arrangørerne for endnu et godt stævne.

 

22. september

 

Fugleskydning - Her er de glade vindere af henholdsvis de voksnes fugleskydning og børnefugleskydningen - og der skal lyde et STORT TILLYKKE til vinderne.
Årets skydning blev i år afholdt på Rosenholm, og som vanligt var der masser af børn unge og mennesker med, og det er dejligt. Af de voksne, var det rart at se dem der skulle forsvare deres titler fra sidste år.
Vejret var med os, og det blev en dejlig dag med skydning lige til kl. 17.00 - det tog noget tid at få fundet en fuglekonge hos de voksne, fuglen var noget sej at få skudt ned af pinden - der skal lige lyde et specielt TILLYKKE til Børge, der som den eneste mand kan bevise at han ramte fuglen.

Teltet var sat op så vi havde et sted at sidde om aftenen - efter maden var der præmieoverrækkelse - og der var meget flotte præmier til alle vinderne.

Der skal lyde en stor tak til arrangørerne for dette flotte stævne, samt en tak til Rosenholm for at huse os denne weekend.
 

Her er så vinderne af skydningen - Fugleskydning børn:
22 point Nikita
16 point Morten
14 point Frederik

Fugleskydning voksne:

V/vinge Børge Pedersen
H/vinge Marianne Laybourn
Hale Marianne Jespersen
Bryst Marianne Jespersen
Fuglekonge Yvonne Michelle Laybourn

Bueskydning

24 point Morten
23 point Niklas
20 point Frederik

Pistol Damer

26 point Marianne Jespersen

Gevær Herre

24 point Dennis Koreska

 

 

Hygge på Feddet og uden noget program for weekenden - men alligevel blev det da til en fælles udflugt. Lørdag efter stander blev der fælles tur til Kludeegen. Den nærmere historie om egen er noget om, at man ved at hænge et stykke tøj på egen og tage et stykke bark med retur, kan man holde sygdom og andre dårligdomme fra døren. En anden historie er, at hvis pigerne vil tiltrække sig lidt mere opmærksomhed fra det andet køn, skal de ved fuldmåne kravle over den store gren på egen - men uden tøj på! Om det virker det ved vi mænd jo ikke?
Lørdag aften var der langbord, vi var jo noget spændte på, om vejret holdt - men det gjorde det, og det blev en hyggelig, men kølig aften.

Søndag var almindelig afslapning og derefter hjemkørsel.
Randi efterlyste deltagere til vores fugleskydning, som er næste weekend.

Vi siger tak til Feddet Camping for at huse os denne weekend.

 

08. september

 

Grisefest
Vi må igen tage hatten af for Joan og Johnny for igen at lægge hus og have til dette dejlige arrangement. Vejret var med os, det regnede kun når det var mørkt, så det var ikke noget der generede nogen. Der var som noget nyt, arrangeret teltlejr da der var en meget stort tilmelding og fremmøde af børn og unge mennesker - men alt det var der også plads til. Keld stod for stegning af grisen og det blev igen klaret til ug med kryds og slange. Om eftermiddagen havde Joan lavet kaffe og Kia havde bagt kage - og der var pandekager til de unge som de selv skulle lave over åben ild - hold da op en hyggelig eftermiddag.

Grisen var færdig til tiden - vi spiste til tiden - og som noget specielt var der smagsprøver at Zappo's  ungarske hvidvine - det var det rene smovs!
Søndag var det igen godt vej og der var lidt oprydning der skulle foretages, telte der skulle pakkes sammen osv. Til frokost blev der serveret rester af gris og pølser samt kartoffelsalat.
Jeg vil da heller ikke andet end lige fortælle - at et par af vores nye medlemmer kom helt fra Århus for at deltage i denne hyggelige weekend - flot gjort.

Der skal lyde en stor tak til Joan og Johnny samt Kia og Keld for denne dejlige weekend.

 

24. august

 

Spejder 2008 - var på ingen måde som nogen af de andre spejderstævner, vi har deltaget i. Aldrig har det regnet så meget - mindst 20 timer i træk. Nå hvad gør det, det kan vel kun være påklædningen der er forkert.
Da vi blev budt velkommen fredag aften ved bålet sagde Signe, hun ville "sole" med at vi fik en god weekend. Der blev i den forbindelse også fortalt lidt om faciliteterne på pladsen - blandt andet om badet og hvordan det virkede - brugte man det, så var man selv ude om det, for så lugtede man meget anderledes end alle andre.
Signe havde igen gjort et stort stykke arbejde med at få lavet mange sjove og spændende aktiviteter for både børn og voksne - og alle aktiviteterne løb af stablen selv om det regnede. Lørdag blev der inviteret på kaffe og lagkage, hvor flødeskummet var pisket i en pose med 2 sten - det blev der nogle flotte lagkager ud af. Om aftenen/natten var der fuldt hus i shelteren. Alle de unge mennesker ville selvfølgelig sove der foran bålet - og Signe var der til at holde styr på tropperne.
Tak for en dejlig og hyggelig weekend.

 

18. august

 
Efter en lang og god sommerferie var vi 2 vogne, der besøgte vores samarbejdsplads FDM Bjerge Sydstrand den første weekend efter vores sommerferie - og vejret var med os hele weekenden. Denne plads er ikke én af de største på Sjælland, men den ligger pragtfuldt ned til en god strand. Der er gode muligheder for traveture eller en køretur til Kalundborg eller Slagelse. Dette er en anbefaling til at besøge denne dejlige plads.
Venlig hilsen Kurt og Lisbeth - Kenny og Marianne

 

04. august
 

Nyt fra Rosenholm, en af vores samarbejdspladser

For nogle er sommerferien jo allerede ovre, og så kan det jo være svært at finde på et sted at tage hen i weekenden. Vi kan da anbefale vores samarbejdsplads Rosenholm - vores område er der stadig. Der er blevet beskåret en del træer på pladsen, så der er nu igen kommet udsigt til gården og søen fra vores plads. Der er jo også nogle gode gå- og cykelmuligheder i området, så det er bare at tage afsted. Vi var så heldige, at vi over flere weekender mødte mange andre AC'er, der havde tænkt samme tanke, nemlig at tage til Rosenholm, så det var hyggeligt.

Hilsen Yvonne og Dennis

 

29. juni 2008

 

Vi ankom til Køng Museum fredag den 6. juni om eftermiddagen, hvor museet havde en stor eng i baghaven, hvor der var rigelig plads til de 10 vogne, der var mødt op. Fredag aften blev brugt til almindelig hygge.
Lørdag formiddag kom Eva, som er formand for museets støtteforening, og fortalte om, hvordan man i Køng havde fået startet museet op samt havde fået renoveret de bygninger, som hørte til museet.
Kl. 11.00 var vi på guidet tur i museet, hvor vores guide var museumsinspektør Berit Christensen selv. Berit fortalte indlevende om, hvordan Køng og omegn blev til og var en meget vigtig del af Danmark i tidligere tider, ja helt op til starten af forrige århundrede. Det viste sig, at Køng var Kongelig Hofleverandør af linnede, fremstillet af hør. Vi fik fortalt Køngs historie - fra et fattigt landområde til et område med en storindustri, som beskæftigede det meste af områdets indbyggere. Derefter gik turen ud i byen, for byens historie selvfølgelig var meget mere end museet. Her fik vi historien om ”Spinderskolen”, hvor piger fra 4-10 år kunne komme i skole, gratis, for at lære at læse, skrive og regne og selvfølgelig spinde. Derefter kom vi til ”Hospitalet” som ikke, som navnet siger, var et hospital, men en form for alderdomshjem for de gamle fra fabrikken, der ikke havde familie som kunne tage sig af dem. Her var 10 små boliger, hvor de ældre kunne bo, og ved at bo i dette hus var de også sikret en plads på byens kirkegård. Til sidst gik vi op til byens kirke, hvor Berit forklarede lidt om kirkens specielle kirketårn. Der var ikke et kirkespir på tårnet, men nærmere det øverste på et fyrtårn. Derefter gik vi tilbage til museet, hvor der var udstilling af brugskunst fra omegnens kunstnere i museets have. Her var der rigeligt at se på - og for nogle også rigeligt at købe - for andre var det nok at søge skygge ved de opsætte bænke og borde, hvor vi kunne nyde en forfriskning. Lørdagen sluttede vi af med langbord.
Søndagen var fri, så der kunne vi gå på udstilling igen eller bare sidde og nyde det dejlige vejr.

Med AC hilsner
Anni & Ivan
 

13. maj 2008

 

Pinsen 2008 blev afholdt i Græsted i forbindelse med Græsted Veterantræf - sikken en god idé!

Lørdag morgen startede vi med fælles morgenbord og hvilken en flot morgen det var, og til og med en dejlig udsigt fra pladsen. Derefter gik dagen over i pinsefrokosten og lege for alle, også for voksne børn, og inden man havde set sig om, så var dagen ved at være forbi, alt for hurtigt.
Søndag morgen var det igen sol fra en skyfri himmel, så det var jo bare med at få spist morgenmaden og så ind og se på veterantræffet. Vi havde jo længe kunnet høre, at der foregik noget på den anden side af jernbanen - men det var noget af et syn, at se alle de damp- og kuldrevne køretøjer, og i baggrunden kunne man høre et markedsorgel for fuld damp - luften syede af aktivitet og kulstøv.
Der skete jo noget hele tiden - biler, lastbiler, dampdrevne biler og knallerter og karruseller - der var virkelig noget at kigge på - og så noget virkeligt smart: et kræmmermarked. Så kunne vi mænner lige få en time ekstra til at kigge på mere af det maskimekaniske.
Inden man fik set sig om, skulle vi til at småløbe tilbage på pladsen, for der skulle jo holde indvielse af Lisbeth og Kurts nye campingvogn, og samtidig havde Joan og Johnny købt ny bil - så det blev nogle hyggelige timer med at se på mere mekanik - Tillykke med de nye køretøjer!
Søndag aften grillede vi og havde fællesspisning, det var helt rart at man ikke skulle hjem på en søndag.
Mandag stadig det gode vejr - nogen benyttede chancen til en ekstra tur på veterantræffet, andre nød bare dagen og lidt hyggesnak om solceller og effekten af disse.
Tusinde tak til vores værter og dem der fandt på dette spændende arrangement, nemlig Merete og Kurt Simonsen samt Helen og Brian Glybeck, og så ikke at forglemme en stor tak til Græsted Veterantræf for at huse os!
 

04. maj 2008

     

Kr. Himmelfartsferien på Maribo Camping blev til nogle dejlige og begivenhedsrige dage med Aktive Campister.
Stævnet var arrangeret af Pia og Henrik med hjælp fra Hanne og Tom.

Der var så mange ting på programmet, at det næsten er svært her bagefter at huske alt det vi oplevede på de 4 dage ved Maribo, men det er da godt vi har lidt billeder til hjælp.

Få dage før dette arrangement løb af stablen blev vi alle kontaktet af Henrik, der fortalte, at stedet vi skulle overnatte på var blevet rykket til selve Maribo Camping - men det blev arrangementet ikke dyrere af - prisen holdt stadig!
For at vi nu ikke skulle sidde ude om aftenen var der blevet sponseret nogle 5x8 meter telte til AC - så der blev straks sat telt op, så vi alle kunne sidde inde om aftenen til lidt fælles hygge.
Torsdag var til egen disposition. Nogle benyttede sig af den korte distance til Rødby og dermed Tyskland. Andre hyggede sig med en gåtur og lidt sol, og nogle cyklede en tur rundt om Søndersø i det gode vejr.
Kl. 16.00 var der indvielse af ny campingvogn - tillykke til familien Møller med deres nye køretøj - jeg må så også lige fortælle, at det var nogle gode frikadeller og pølser der blev serveret - tak for en hyggelig eftermiddag og det gode traktement.
Fredag var der afgang fra pladsen allerede kl. 09.50 til Maribo Domkirke, hvorfra rundvisningen skulle starte kl. 10.00 - vi var der næsten til tiden!
Det  var en meget interessant tur og en rigtig god fortæller, vi havde som guide. Hvis vores historielærer i skolen havde være bare halvt så god, så havde vi alle nok hørt lidt bedre efter i timerne. Under rundvisningen inde i Domkirken bad Henrik så lige om ordet. Der var lige et øjebliks tumult, hvad var det der skete derhenne foran alteret? Henrik lagde sig på knæ for sin Pia, fiskede en ring op af lommen, og spurgte "Pia, vil du gifte dig med mig?" - "JA" var svaret - og der var næsten ikke et øje tørt. Endnu engang TILLYKKE!
Rundturen fortsatte så i Maribos smukke gader og købmandsgårde.
Efter en kort frokost hjemme på pladsen var vi på igen. Denne gang skulle vi besøge egns- og frilandsmuseet, som ligger lige bag ved campingpladsen. Det blev til en sjov eftermiddag, da der rundt på området var en del legetøj, som børn fornøjede sig med dengang, og som de voksne stadig kunne huske - men kunne de stadig holde balancen på stylterne? - bedøm selv på billederne!
Fredag var det op og afsted til egnsmuseet  - det var sjovt at se alle de ting, som havde været i de huse, vi så dagen før på frilandsmuseet.
Efter tur rundet på alle etagerne og efter at have kigget i montrene, var der lige tid til en kort tur igennem hovedgaden inden det var afgang til banegården, hvor vi skulle køre med damplokomotiv fra Maribo til Bandholm - der var lige noget for børn i alle aldre, også voksne børn. Da programmet havde været lidt stramt denne dag, så havde vores værtspar sørget for, at der ved ankomsten til Bandholm var en madpakke og en sodavand til alle. Se, det var en rigtig skovtur som i gamle dage - og imens vi sad der på perronen og spiste vores frokost blev der rangeret om på toget, så lokomotivet igen var forrest og klar til hjemkørsel.
Sikken en oplevelse - vi deltagere kan kun sige tusinde tak til arrangørerne for en helt fantastisk weekend med tilhørende oplevelser.

Tak til Pia og Henrik - Hanne og Tom og til alle dem, der har været med til at sponsore vores madpakker, togtur, indgang til museum, guidet tur, teltene osv.

 

27. april 2008

 

kOrt Løb 2008

Igen et kOrt Løb, som det nu skulle være: Mange oplevelser - særdeles hyggeligt og mange ting at snakke om!
Vi startede i år fra Sorø Camping med infomøde fredag aften - det første kort blev udleveret, så havde man da en idé om, hvor vi skulle hen næste dag.
Lørdag kl. 08.30 første start - og så derefter, med minutters mellemrum, næste bil og campingvogn af sted. Allerede på første etape var der flere omkørsler. Der var noget, man ikke lige fik noteret, så vendte man og kørte stykket igen - det var så en ommer! - så hvis man ikke var forvirret over spørgsmål, så blev man det af at møde campingvogne alle vegne og i alle retninger. Nå, men efter et stykke tid havde nervøsiteten lagt sig og alle fandt til Bisserup - puuha! Der var så kun en kort pause, inden vi igen var i gang med sugerør og m&m's. Næste kort blev udleveret og så var det ellers om at komme ind i bilen og studere turen nærmere, inden det var tid til at køre næste etape. Frokosten blev holdt i det gamle færgeleje i Korsør - og dagen endte på Reersø Camping.
Traditionen tro var der fælles madlavning - denne gang Kinesisk inspireret opskrift - rigtig god mad og alle var sultne.
Så blev det endelig tid til at afsløre dagens vindere - Hurra-Hurra og tillykke med dagens flotte resultater. Resultatlisterne blev lagt frem, og så var det med at få kigget på, hvor det i løbet af dagen var gået galt? Var det tæppehandleren, der ikke var der? eller var det huset med de blå skodder, kirken eller ..?
Der skal hermed lyde en stor tak til arrangørerne for en super weekend - og tak til både Sorø og Reersø Camping for at huse os.

 

20. april 2008

 

Bededagsferie på Møn

Det blev til nogle herlige dage på Møn, vejret var med os allerede fra start, og det gjorde det jo ikke dårligere. Ved informationsmødet og stander blev vi budt velkommen af lejrchefen, som forklarede lidt om områdets specielle natur samt forslag til gåture i området. Fredag aften var der fælles mad, som blev tilberedt i den store gryde udendørs - herligt.
Lørdag tog vi til det nye Geo-Center og fik en fantastisk rundvisning på centeret af direktøren selv - virkelig spændende tur - centeret giver en flot forklaring om Danmarks fødsel.

Der blev da også tid til en boccia turnering og til på egen hånd at se sig om i området, inden vi i samlet flok gik med lejrchefen op på Aborrebjerget for at se solnedgangen.

Tak til Jytte og Ole som fandt på - tak til Møn Camping for at huse os - og tak for en spændende rundvisning på Geo-Centret.

 

24. marts 2008

  

Påsketur til Billevænge Camping på Langeland

Det blev en rigtig god påsketur, som i år gik til Langeland. Vi var specielt heldige med vejret, vi fik kun en meget lille snert af det dårlige vejr, der huserede over resten af Danmark - vi havde faktisk solskin hver dag!
Der var lavet en tur til et økø-landbrug, hvor vi af ejeren fik en god forklaring på, hvad forskellen er på kød af de forskellige racer og måder at drive landbrug på - der blev da også handlet lidt kød til grillen, det måtte smages. Der var også en tur til vejlerne på Tåsinge, og er man på Tåsinge må man da også lige forbi Landet Kirke, hvor Elvira Madigan og Sixten Sparre ligger begravet. Det blev også en tur til Langelandsfortet, som nu er koldkrigsmuseum - også det var en spændende tur. Der var også dage til fri disposition - og når der er masser at kigge på i nærområdet, er det rart med sådan en fridag. Vores påskefrokost blev holdt lørdag med æggekast samt "find æggene" som påskeharen har gemt på pladsen. Vinderne af æggekast blev Nina, Per, Nikita.

Vi vil hermed gerne sige tak til Billevænge Camping for at huse os - samt en tak til vores arrangører Hanne og Tom samt Nina og Gert for et godt arrangement og nogle hyggelige dag på "Long Island".

 

12. marts 2008

Generalforsamling - Tåstrup
Bent Frederiksen blev valgt som dirigent - formanden fremlagde beretning med billeder fra året 2007 (det er jo lettere at huske et år tilbage med billeder som hjælp). Beretningen blev godkendt uden anmærkninger. Regnskabet blev fremlagt og godkendt. Jørgen Heldt-Hansen, Ole Melkjær, Preben F. Hansen og Kenny Laybourn blev genvalgt - Kurt Hansen blev indvalgt som nyt medlem af bestyrelsen. Tom G. Henriksen modtog genvalg som suppleant, og nyvalg som suppleanter blev Joan Christensen og Asger Christensen.

Vi vil hermed gerne sige tak for indsatsen til afgående bestyrelsesmedlemmer/suppleant Birger Jessen og Asger Brøndal, og velkommen til de to nye suppleanter.

Efter generalforsamlingen blev der gjort reklame for Pinsetræffet i billeder - det er noget der ser spændende ud, fra mekanik til kræmmermarked i Græsted.

 

17. februar 2008
  

AC til Brunkål på Fakse Ladeplads
Det er jo blevet en tradition at besøge Fakse Ladeplads Camping her i februar måned, hvor pladsen også fratrækker 40% på overnatningsprisen. Joan og Johnny samt Jytte og Ole havde planlagt, at vi denne weekend skulle samles over én af de gode gamle danske retter, nemlig brunkål og flæsk.
Lørdagen startede i et vældigt flot vejr og programmet var, at vi først skulle besøge værkstedet, hvor Fakse Ladeplads miniby holder til og bygger disse fantastiske miniværker. Det var vældig flot og fantastisk, og alle materialer, der skal bruges til at bygge med, bliver fremstillet i hånden - selv de små mursten. For vores skyld havde de ladet to allerede færdige bygninger bliver stående på værkstedet, så vi kunne se dem inden de blev kørt på plads i selve minibyen. I øjeblikket var holdet ved at mure en kopi af stationsbygningen. Det var en stor oplevelse at vi måtte komme og kigge på, så det siger vi tak for.
Om eftermiddagen gik vi så i gang med brunkål og flæsk - der skulle snittes en del kål, og for at få plads så måtte den store gryde i brug. Alt forløb planmæssigt, for vi spiste til tiden og alle blev mætte - ellers var det deres egen skyld!
Søndag formiddag var der den sædvanlige gåtur i området. Derefter blev det tid til at pakke sammen og igen sætte næsen hjemover.

Vi siger tak til arrangørerne og til campingpladsen.
 

13. februar 2008

  

Fastelavn på FDM Bjerge Strand Camping
Jeg vil gerne sige tak til deltagerne for at danne rammen til et, synes Hanne og jeg, rigtigt godt fastelavnsstævne. At vejret så også viste sig fra sin allerbedste side, gjorde jo heller ikke noget.
Det var også godt med et skulderklap fra lejrchefens ( Michael) side, men at det var den eneste klub, der mødte op, uden nogle sure miner allerede ved indskrivningen, det havde han ikke prøvet før! Men det plejer vi alle jo også at møde med - smilet altså.
Jeg vil også gerne sige tak til Michael for de to flasker rødvin han kom med til standerhejsningen, de blev lagt oveni præmierne til de voksne.
Jeg vil også gerne rette en stor tak til Vestsjællands Campingcenter for de fine gaver, vi fik til de tre voksenpræmier, det syntes vi var vældig pænt af dem.
Tak for en hyggelig weekend.
Hanne og Tom

 

20. januar 2008

  

Camping i Bella 2008 er næsten et must som campist, det er jo altid spændende at se de sidste nyheder af campingvogne på markedet. Det kan selvfølgelig også være, at man bare vil have bekræftet, at den vogn man allerede har, stadig er okay. Er der simpelt hen ikke noget på udstillingen, der frister - så er det jo en billig tur.
Trækplasteret på dette års udstilling var vel nok denne kæmpe Kabe i 2 etager eller den flotte autocamper med plads til bilen i bagagerummet.
I år camperede AC hos Interpress i Brøndby, og da området er lukket inde med bomme fik alle deltagere deres eget adgangskort, så man kunne komme og gå som man havde lyst.
Lørdag var der fælles spisning i kantinen, menuen bestod af forloren skildpadde varmet over åben ild. Søndag formiddag viste Jørgen rundt på Interpress' nye domicil, det var en spændende rundvisning, tak for det!

Vi siger tak til Randi og Jørgen for en hyggelig weekend, samt en tak til Interpress for lån af området og lokaler.

 

13. januar 2008

  

Vemmetofte i januar er allerede en tradition, det kan I godt fortsætte med, Jytte og Ole. Det var en hyggelig weekend og der var mange vogne tilmeldt.
Fredag aften var der hygge i samlingsstuen og lørdag var der gåtur kl. 11.00. Det blev til en 6 km tur igennem skoven - resten af dagen var til egen disposition. Om aftenen var der fællesspisning i samlingsstuen for alle der havde lyst. Søndag formiddag var der igen en gåtur inden frokost og hjemkørsel.
Vi siger tak til arrangørerne Jytte og Ole samt til Vemmetofte Camping for en hyggelig weekend.
 

02. januar 2008

  

Vi vil hermed ønske alle et Godt Nytår 2008
Alle de der deltog på klubbens nytårstræf på Feddet har fået sagt godt nytår til hinanden og op til flere gange i løbet af aftenen og dagen efter.
Dette arrangement startede allerede den 27. december, for dem der havde fri mellem jul og nytår - officielt først senere.
Om søndagen var der programsat en tur langs kysten til Gl. Dyrehave med Ivan
Reedtz-Thott - det var en spændende tur, hvor Ivan fortalte om området og dets drift, lidt om kysten, om skansen og lidt om de store ege i Gl. Dyrehave.
På vejen retur fik vi også noget at vide om det skotske højlandskvæg, som trives så godt i området.
Mandag eftermiddag var der først på eftermiddagen gjort klar så lokalet kunne pyntes op til nytår, og som vanligt blev det gjort flot.
1. nytårsdag efter oprydningen holdt vi traditionen tro Nytårstaffel bestående af resterne fra nytårsmiddagen samt hvad nu køleskabet indeholdt - og som vanligt blev det også en hyggelig eftermiddag.

Vi vil gerne sige en STOR tak til arrangørerne samt tak til Top Camp Feddet for lån af lokaler og skovtur.
 

17. december 2007

Synes du også, der er for få campingpladser at vælge imellem i din GPS enhed?

Hvis JA - så kig på Archies hjemmeside - her kan du finde de campingpladser, du mangler.

http://people.zeelandnet.nl/sdejonge/archiescampings/dan2/

 

10. december 2007

Har du et Dometic 2-dørs køleskab i din campingvogn, så læs denne pressemeddelelse!
Dometic foranlediger præventive sikkerhedsforanstaltninger med en forebyggende kontrolinspektion af 2-dørs køleskabs-/frostbokskombinationer.
 

02. december 2007

  

Gule ærter i december og på Feddet Camping er en AC-tradition. Så også i år var dette en succes, og som vanligt blev prisen til at betale - det er jo dejligt at gå der i køkkenet og hyggesnakke mens maden laves.
Vejret i år var meget blæsende, især lørdag eftermiddag, så alt imens der blev kokkereret i køkkenet og Adria-klubben var taget på traktortur tog vinden fat i et par af deres markiser,så der måtte løbes fra køkkenet for at redde dem.

Vi har efterfølgende modtaget en mail fra Adria Klubben - med tak stor for hjælpen til markiserne.

Vi vil endnu engang gerne sige tak til arrangørerne for et godt stævne og nogle gode gule ærter.
Der skal også lyde en tak til Feddet Camping som igen lagde lokaler og plads til rådighed.
 

25. november 2007

 

Årets julestævne blev i år afholdt på Stevns. Det var dejligt at se alle de børn der var kommet - mange med deres forældre, men også mange der var der med mormor eller farmor eller Bedste måske.
Lørdag morgen var forventningerne store, og dagen startede med at lave juledekorationer, som senere skulle bruges som bordpynt. Allerede kl. 14.00 var det så for alvor for børn: først julemanden og bagefter en tryllekunstner og så ikke at forglemme sodavand, æbleskiver og godteposer. De voksne fik gløgg i stedet for sodavand og derefter var det så fri leg mens de voksne nød det lidt. Lørdag aften blev der spillet op til dans med noget vældig god musik, men efterhånden som aftenen skred frem blev mange af børnene trætte og måtte give op og overgive sig til Ole Lukøje - men vi voksne fortsatte lige til den sidste dans.
Søndag var der efter oprydningen gåtur - det var ikke mange der havde lyst, så det blev en lille sluttet flok der gik tur.
Til middag var der inviteret til rester, lavet som biksemad, så ingen skulle gå sultne fra dette julestævne.

Vi siger alle sammen tak til vores værter for et rigtigt godt arrangement - og vi vil gætte på, at arrangørerne er godt brugte efter sådan et julestævne.
Der skal også lyde en tak til sponsorerne.
 

11. november 2007

  

Så har bestyrelsen en vel overstået arbejdsweekend bag sig - den blev i år holdt på Sjælland Odde. Fredag var der en del problemer med at nå frem til Odden på grund af stormvejr - nogle måtte tage en overnatning undervejs - andre ventede med at køre til lørdag, men alle nåede frem i god behold. Lørdag kl. 11.00 startede vi vores møde, og på disse arbejdsweekender er vores bedre halvdel med til møderne - det giver en anden slags møde med andre input. Det lykkedes at få pudset krystalkuglen igen og få kigget lidt ind i 2008.
Jeg vil hermed sige bestyrelsen tak for, at de havde lyst til at bruge en weekend på at tale og være kreativ for og om vores klub.
På hjemvejen fra Odden rendte vi ind i et værre haglvejr og senere snevejr - men alle kom godt hjem.
Tak til Lisbeth og Kurt, som denne weekend sørgede for lokaler til arrangementet.
(Billedet til venstre er taget af en kanonfotograf - haha)
 

05. november 2007

  

Hygge på FDM Holbæk blev lidt anderledes end andre stævner. Fredag aften faldt julesneen i fælleshuset - lørdag var til fri afbenyttelse, så mange tog turen til Holbæk. Om aftenen havde vi sat hinanden stævne til spisning i fælleshuset, og så ville pigerne lige pludselig i vandet - og de gjorde det s.. - når man ser på billedet ser det også ud som om de nød det! Søndag blev det til en dejlig gåtur i området i det pragtfulde efterårsvejr inden turen igen gik hjemad.
Tak til FDM Holbæk for at huse os.
 

28. oktober 2007

  

Her er lidt billeder fra vores AC-tur til Alsace i uge 40-41. Det blev ikke til så mange deltagere på turen, men det blev nogle gode og hyggelige dage med masser af oplevelser. Vejret kunne vi ikke klage over - det var imellem 20 og 28 grader - ligesom en god dansk sommer. I kan se på billederne, at det var til de korte bukser og korte ærmer. Vi så en masse byer i området og smagte også den pragtfulde Alsace Hvidvin - vi købte vist også en flaske eller to med hjem. På vores ture i området  besøgte vi blandt andet Haut Köenigsburg, som er en kæmpe borg, der ligger højt oppe i Vogeserne, og hvor der er en udsigt over det meste af området. Vi besøgte også Colmar og Strassbourg, som nok er områdets mest markante byer og absolut et besøg værd. Vi lagde også vejen forbi en vingård, hvor de talte en "lille dansk" - ja det stod der faktisk på et skilt på porten. Saint Odile klostret og en sommerfuglepark fik vi også besøgt. Fra campingpladsen nød vi at kunne cykle til de nærmeste byer. Da vejret nu var så godt blev det da også til langbord, og om aftenen kunne vi alle sammen være i Straussernes fortelt - alt i alt en vellykket tur til det nord-østlige Frankrig.

Med venlig hilsen Marianne og Kenny

 

22. oktober 2007

  

Sikken et flot efterårsvejr det var i weekenden, man skulle tro det var bestilt til vores minitræf på Rosenholm Camping. Det var godt vi var der tidligt om fredagen - for der kunne jo have været kamp om pladserne - men det var der ikke i denne omgang - der frit valg over det hele, men det gjorde ikke weekenden mindre hyggelig.
Vi fik da også solobesøg af Susanne og Palle som fortalte, at hvis de havde få deres campingvogn leveret nu, så ville de også være kommet, i stedet må de vente endnu i 14 dage på deres nye vogn.
Så hermed en lille efterårshilsen fra Rosenholm - Conny & Jørn samt Yvonne & Dennis
 

14. oktober 2007

  

Igen et vellykket træf med ”De aktive campister”. Der var lagt op til et spændende besøg på Reersø, og det levede arrangørerne til fulde op til. Allerede ved modtagelsen, blev vi mødt af et meget venligt lejrchef par, som gjorde os opmærksomme på, at man bare kunne bruge alle faciliteter.
Dernæst blev vi budt velkommen af arrangørerne, som uddelte forskelligt materiale om Reersø og omegn m.m..

Lørdag morgen var der nybagt morgenbrød til alle, og vi blev orienteret om dagens program.
Egnshistoriker Jon Mortensen startede byvandringen med en fortælling om Reersø’s tilblivelse. I mere end 2 timer, fortalte Jon Mortensen meget levende om Reersø’s meget specielle historie. Selv børnene lyttede meget intens. Der iblandt havde Margrethe den 1. gæstet Reersø i 3 dage, da hun engang var strandet på vestkysten af Reersø.
Vi så de gamle meget tæt sammenbyggede gårde, kirken, museet, brandstationen m.m. Vi så et par haleløse katte, som man er kendt for på Reersø. Alt i alt en meget spændende rundvisning i byen.
Derefter blev der spist frokost ved langborde i det dejlige efterårsvejr, fint solskin, 17o C og ingen blæst.
Lørdag aften spiste vi vores egen vel tilberedte mad i den hyggelige ”lo”. Derefter var der stor trængsel på dansegulvet.

Søndag var campingpladsen vært med morgenbrød og kaffe i ”loen” fra kl. 8.30. Ud på søndagen var det tid til at tage afsked for dette træf, som også var til stor glæde for de mange børn, som virkeligt fik leget og kørt i moon-cars, i det gode vejr. Der er virkelig mange legeredskaber på campingpladsen, som er til fri afbenyttelse.

På flere deltageres vegne – vil vi gerne sige tak for et spændende træf.
Mogens Madsen

1. oktober 2007

  

Årets sidste kræmmermarked i Mørkøv er en tradition for Aktive Campister - vi camperer på "vores mark", hvor vi sætter vores telte op og laver bålplads osv. Da vi camperer kun 1,5 km fra kræmmermarkedet, kan man gå fra pladsen til selve markedet. Vi mødes ved købmanden, før vi går på markedet, så kan alle lige få aftalt, hvor og hvornår vi mødes og i hvilket telt. Selve kræmmermarkedet var noget vådt i år - anbefalet fodtøj var gummistøvler med pigge - der var vand og mudder alle vegne.
Vel hjemme på pladsen igen hyggede vi os i teltene, hvor vi havde tændt for varmen og anlagt elektrisk lys i dagens anledning. Senere blev bålet tændt så børnene kunne lave popcorn og skumfiduser osv.

Søndag morgen var pladsen noget våd efter nattens regn - mange var tidligt ude af vognene for at kontrollere, om man nu også kunne komme fra pladsen ved egen kraft, hvis man ikke havde en 4x4. Nogen blev trukket ud, andre ønskede selv at køre, og måtte så hjælpes lidt - andre klarede det uden hjælp - det er en af de dage man husker. Alle kom som vanligt ud fra pladsen uden nogen større dramatik, men der var da lidt at snakke om, imens det stod på.

Tak til arrangørerne og til dem der stillede pladsen til rådighed - det var en dejlig weekend, vejret er jo som det er!

 

24. september 2007

  

AC holdt denne gang fugleskydning på Amager - det var en rigtigt hyggelig plads, arrangørerne havde fundet til dette.

Der var et pænt fremmøde til denne traditionsrige skydeturnering for både børn og voksne. Jørgen havde lånt telte fra anden side, da vores egne telte allerede er i Mørkøv og klar til Kræmmermarked.

Traditionen tro startede vi med børnene og de unge mennesker - det var hård kamp lige fra start. Der var selvfølgelig lige en prøverunde med et par skud så man kunne vænne sig lidt til geværet og sigtemidlerne - men så gik det ellers løs.

Senere gik det så løs med fugleskydning for de voksne - det tog sin tid, inden de havde vænnet sig til geværet og sigtemidlerne, med da det var sket, så kørte det som i olie! - og inden man fik set sig om så var der fundet en fuglekonge.

Bagefter var der så præmieskydning: konkurrence med bue og pil for de unge mennesker - pistolskydning for damerne - og for herrerne var der skydning med gevær. Men selvfølgelig var det da tilladt at prøve alle banerne.

Efter en hård skydning på alle baner hele eftermiddagen var det "klokken", der afsluttede dagen og ikke skydelysten. Tiden gik bare alt for hurtig.

Her er så resultaterne fra dagens skydning

Fugleskydning for børn:
Emil - med 26 point - blev Fuglekonge
Lærke - med 26 point - kom ind på 2. pladsen
Nikita - med  25 point - kom ind på 3. pladsen.

Fugleskydning for voksne:
Venstre vinge - Kurt Simonsen - 33 skud
Højre vinge - Kenny Laybourn - 118 skud
Halen - Kurt Simonsen - 203 skud
Bryst - Ole Vang Pedersen - 208 skud
Fuglekonge - Kurt Hansen - 235 skud.

Derefter var der præmieskydning, som gav følgende resultat:
Bueskydning for de unge:
1. plads: Mark - 60 point
2. plads: Laura - 22 point
3. plads: Nikita - 14 point

Pistolskydning, damer:
1. plads: Marianne J. - 23 point
2. plads: Randi - 22 point
3. plads: Elin/Yvonne - 20 point

Præmieskydning, herrer:
1. plads: Børge - 25 point
 

Vi vil hermed gerne sige tak til arrangørerne for en herlig weekend på Amager - og ikke mindst tak til familien, som lagde grund og græsplæne til.

 

16. september 2007

  

Aktive Campister afholdt i weekenden manøvrestævne i samarbejde med Slagelse Camping og Fritid.

Vi var rigtig heldig med vejret - det er jo lidt sjovere for kørerne og for instruktørerne, når solen skinner.
Der var rigtig mange der ønskede at køre på banerne - det var både vores egne medlemmer og kunder fra Slagelse Camping og Fritid.
Det var også dejligt at se pigerne var ude at køre, og mange havde aldrig kørt med campingvogn før, så heldigvis var der mange der syntes så godt om det - ja, der måtte endda flere ture til!
Som det også fremgår af billederne  var der stor aktivitet på banerne dagen lang.
Lørdag aften var der fællesspisning og hygge i de tilstødende selskabslokaler - menuen var orangemarineret kamsteg med gemyse og kartofler til en pris alle kunne være med på.

Vi siger hermed tak til manøvrefolkene og arrangørerne Helen og Brian samt Slagelse Camping og Fritid.
 

09. september 2007

  

Så har Aktive Campister været til grisefest i Ruds Vedby. Der blev camperet på den vel nok bedste Campingplads i byen.
Joan og Johnny og Kira og Kjeld samt alle børnene modtog os alle, da vi ankom fredag eftermiddag. Johnny sørgede for at alle vognene blev lagt på plads.
Lørdag var der efter indbetaling arrangeret en tur i skoven - sådan bare for at se området og så for at samle lidt appetit til vi skulle have helstegt gris. Mens vi nu om eftermiddagen gik og kiggede på "grisen", serverede vores campingværter eftermiddagskaffe med Kiras hjemmebagt kage - samt pandekager stegt af alle de unge mennesker.
Det blev en hyggelig aften med god mad og dans på terrassen.
Søndag efter teltet var taget ned, blev der tændt op i grillen igen - og så blev der serveret frokost af resterne af gris og pølser.
Vi vil hermed gerne sige tusinde tak til vores campingværter for en rigtig hyggelig weekend.
 

02. september 2007

  
Sommeren er ved at gå på hæld og det betyder, at der igen er ved at være plads på campingpladserne, og at det nu er muligt at bruge de campingcheque, der er i overskud fra sommerferien!
Vi har aflagt FDM Bjerge Sydstrand et besøg i weekenden og kan fortælle, at det er en god plads der er placeret helt ned til vandet. Fra pladsen er der gode vandremuligheder langs vandet - pladsen er åben hele vinteren og modtager campingcheque indtil den 4/4-2008. Se hjemmesiden!
Weekend hilsen fra Yvonne og Dennis - AC 001
 

26. august 2007

  

Tjikkerlikker-Tjikkerlikker-Tjav-Tjav-Tjav!
Så har AC været på spejdersjov - og som vores tropsfører Signe sagde ved velkomsten: "Her er det normalt, at man lugter af røg; det er dem, der bader hver dag, der lugter anderledes?" - så var stilen ligesom lagt til en god spejderweekend.
Som det tydeligt fremgår af billederne så var der aktiviteter for alle - og fordi man er spejder skal man da ikke lide afsavn, mangler man noget så laver man det selv. Der blev blandt andet fremstillet lækkerier af kartofler, rødbeder og gulerødder, som blev stegt i olie over åben ild - det smagte rigtig godt.
Lørdag aften var var det natløb for store og små - det var noget der kunne bruges. Efter præmieoverrækkelsen var der hygge og sang ved bålet.

Tak til tropsfører Signe og alle hendes hjælpere for en god og hyggelig weekend.

 

20. august 2007

  

Så blev AC 5 år - det blev fejret med en hyggelig fødselsdagsweekend.
Alle deltagere blev begavet allerede ved ankomsten med en fødselsdagslysestage med logo.
Fredag aften var der hygge i huset og på terrassen. Lørdag eftermiddag var der gang i konkurrencer for børn og voksne. Det blev en hård kamp over flere timer, men hvad gør det, når solen skinner. Der blev da også fundet nogle værdige vindere, som fik overrakt deres præmier under middagen om aftenen.
Kl. 18.00 skulle alle grillerne være i gang - og det lykkedes - så vi spiste faktisk samtidig selv om det var tag-selv-grill-bord. Senere var der så gang i dansen imens orkesteret 2U spillede op - det var faktisk så godt, at det slet ikke var til at få folk til at holde op med at danse, da aftenen var ved at rinde ud - så det blev til 25 minutters "ekstra nummer".

Bestyrelsen er glade for den store opbakning, der var omkring stævnet - det siger vi tak for - det gjorde vel heller ikke noget, at man kunne deltage i dette store arrangement inkl. overnatning og mad for et rimeligt beløb.
Vi håber at alle hyggede sig - og siger hermed tak til dem som gav en hånd med for at få dette stævne til at løbe at stabelen.

På billedet ovenover (th.) er det bestyrelsen der sidder og summer over den forgangne weekend - og forsøger at tage sig sammen til at køre hjem - "vejret var simpelthen bare for godt".

 

05. august 2007

  

AC kunne i denne weekend sætte deres campingvogne ved porten til "Himmerigets gård" - det var en meget fin plads.
Så lad mig starte med at sige tak til Thor-Leif, som denne weekend var vores vært ved Pil For Sjov, og til Tenja Skotte, som også tålmodigt tog sig af kursisterne.
Vejret viste sig fra sin bedste side hele weekenden, og det var pragtfuldt, for der var lagt op til en masse udendørsaktiviteter.
Lige efter info om lørdagen gik turen til Stege by for at se butikken, og så selvfølgelig et smut rundt i resten af byen. Tilbage på Himmeriggård kl. 14.00 var der så pileflet for dem der havde meldt sig til dette (se billede ovenover - det er alt det pigerne fik flettet).
Søndag gik turen til Nyord, hvor vi set på den gamle og helt specielle by med by-gårde. Og så var det ellers svært at komme hjem, når vejret var så godt.

Tak til arrangørerne for et godt arrangement.
 

03. juli 2007

  

Igen i år blev der holdt fiskestævne i den gamle grusgrav ved drive-in bio i Lynge. Vi var syv vogne, så vi kunne alle tale sammen ved langbordet.
Fredag: efter en regnfuld dag klarede det op, da vi ankom, og hen på eftermiddagen blev det rigtigt godt, så vi sad og hyggede os, medens børnene så film hos ”naboen” med medbragt transistorradio.
Lørdag: Startede med solskin, så alle sad ude og spiste morgenmad.  I det øjeblik vi satte powerbait på krogen, begyndte det igen at regne, men det var bare lidt hygge regn, og det blev hurtigt solskin igen og en rigtigt fin dag. Traditionen tro var det ikke fisk vi vadede i, vi fandt alligevel et par vindere.
Førstepræmien gik til Steen  (nr. 86) med en fisk på 10 cm,  nr. 2. blev Nikita med en på 1,5 CM derefter blev der trukket lod om resten af præmierne, og der blev en til alle vogne. Om aften hyggede vi os ved langbordet og havde et lille sankthansbål.
Søndag var bare rent afslapning.
 

28. maj 2007

 

AC's pinsetræf blev i år afholdt på Elverdam Camping på Røsnæs. Vejret var ikke rigtigt med os, men til gengæld var teltene med os. Så efter vores fælles pinsemorgenbord blev teltene fundet frem, og i stedet for at flytte langbordet, så blev teltene samlet og så båret på plads hen over bordene (vi havde jo lige været på Lindø og set hvordan man gjorde sådan noget). Vejret klarede dog op og der kom gang i bålet om aftenen - og en fin solnedgang blev det da også.
Solen kom dog ikke frem igen før pinsen var overstået. Det skal dog lige fortælles, at nogle at de helt friske var ude og bade op til flere gange (Brrr).

Tak til Elverdam Camping og tak til arrangørerne for en god pinseweekend.

 

21. maj 2007

 

Fyn er fin, hyggelig og absolut værd at besøge. Sikken et arrangement, Ebba og Hans Christian havde fået stablet på benene til os.
Vi boede på Lindø Værft Camping på Horne Næs. Pladsen ligger helt til vandet, men oppe på en klint, så der var en flot udsigt over det sydfynske øhav.
Der var arrangeret én til at fortælle lidt om kryddersnap (sikken en viden om urter man skal have) - spændende eftermiddag.
Vi var også en tur på Lindø Skibsværft, hvor vi på 4 timer fik set en hel del - der var spændende. Vi var rundt alle vegne, fra dér hvor stålet kom ind som plader til det færdige resultat: et af verdens største containerskibe. Vi var ved siden af skibet, vi var under skibet og til sidst var vi ombord på skibet, og helt oppe på broen - det var en oplevelse - tak til dem der gjorde det muligt!
Vi var også en tur rundt i Fåborg og i nærområdet. Det er et skønt landskab og vi kan varmt anbefale at man lægger vejen forbi og besøger campingpladsen - det kan man, når man er medlem af AC.

Tak til Ebba og Hans Christian samt alle deres hjælpere på værftet og med kryddersnapsen.

 

14. maj 2007

 

Hygge på Feddet var der, men der var også nogen der brugte tiden til at gøre vognene klar til sommeren. Man skulle ikke mere end lige åbne et motorrum eller tage et hjul af en vogn, så var der en hvis tiltrækning af mennesker, som det kan ses på billederne.
Der var også en del, der skulle have godkendt deres vogn til Tempo 100 - og mens vi ventede holdt vi langbord i teltet hos Lis og Poul. Vi var næsten færdig med spisningen inden synsmanden kom - så det blev sent, inden han var færdig.

Tak til arrangørerne for en hyggelig weekend og tak til Lis og Poul for en siddeplads i teltet!

 

7. maj 2007

 

Bededage blev i år afholdt omkring Selsø Slot (Skibby), hvor det blev til nogle utroligt gode og særdeles aktive dage.
Alle deltagere meldte sig ind i foreningen Selsø Slots Venner til støtte om dette flotte gamle slot. Det var en spændende rundvisning på et slot som er lidt anderledes end andre slotte, da dette ikke er ændret eller moderniseret, men blot renoveret.
Vejret kunne vi da heller ikke klage over - ej heller udsigten fra pladsen, som bare var pragtfuld.
Sidst fredag eftermiddag kom ballonskipperen fra BP på besøg. På grund af den lette vind og det gode vejr kunne ballonen ikke opsættes fra pladsen, hvor vi camperede, men der blev fundet et godt startsted inde i Skibby - det var en oplevelse for børn og voksne børn.
Vores vært Jesper fik æren og muligheden for en flyvetur - jeg tror alle var misundelige på ham.

Lørdag var vi på besøg i Selsø kirke - vi kom i god tid alle sammen - på nær den der skulle åbne kirken - der var noget med en tidsforskydelse på stedet. Senere samme dag var vi på besøg på Svanholm kollektivet.
Det blev til en utrolig masse oplevelser på de få dage.

Tak til arrangørerne Hilde og Kurt samt deres hjælpere og vores værter som lagde jord og plads til den pragtfulde oplevelse.
 

1. maj 2007

Så er løbet kørt - og her ses nogle af de glade vindere af de forskellige discipliner.

Der var mange forskellige præmier at vinde: først, bedst, eneste, ja der var muligheder nok - og så fik alle et diplom for at have gennemført dette års løb.

Og så lige kort - løbet startede i Skovlunde og turen gik så gennem det dejlige Nordsjælland med pause i Grønholt, hvor vi kiggede på biler. Derefter forbi en flok bisonokser, en telefonboks der ikke var der - og så frem til pause i Dronningmølle, hvor vi skulle spille en form for curling med frosne køleelementer - og så hente et bestemt antal gram sand i en pose på stranden - det var svært.

Alt i alt, en rigtig god weekend med slut i Hillerød, hvor vi spiste indianergryde, og hvor kokkene var udvalgt efter deres færdigheder i løbet (af dagen).

Tak til arrangørerne, Elektronik-Centret og alle de andre sponsorer for en rigtig god weekend.

 

15. april 2007

    

Efter en vel overstået påske, med ture til både ind- og udland, må man sige, at foråret nu er kommet.

Grete og Bent melder, at det var en hyggelig (men blæsende) påske på Rosenholm, så det var godt, teltene var med.

Dem der deltog i turen til Harzen var lidt heldigere med vejret.
De fleste ankom lørdag og søndag før påske. Der var lagt program allerede fra søndag med en rundtur i Goslar.
Mandag var der rundtur i Harzen i egen bil. Der var også en tur til VW Autostadt om onsdagen med rundvisning på fabrikken, og derefter rundgang på egen hånd. Der var også nogle der benyttede lejligheden til en tur rundt på terrænbanen i en VW 4x4 med instruktør.

Det var en interessant tur langs den gamle DDR-grænse, hvor der stadig er noget af den oprindelige mur og afspærring at se. Ved Hötensleben er der et stykke på 300 meter med mur, tårne osv. - og ved Marieborn står hele den store motorvejsstation, som den blev forladt i 1989 - se mere på:
www.grenzdenkmaeler.de/grenzdenkmal-hoetensleben.html

Der blev også tid til et par dage til egen disposition.
Påskefrokosten blev også holdt udendørs, idet vejret viste sig fra sin bedre side om fredagen.

AC vakte da også lidt opsigt på pladsen, da der i løbet af ugen var indvielse af: 2 nye campingvogne, 2 fødselsdage, 1 velkomst- og 1 standerafslutning, så der var ikke noget at sige til, at de andre campister undredes over vores sammenkomster med hygge og socialt samvær om eftermiddagene.

Som værter vil Anne & Knud samt Yvonne & Dennis hermed endnu engang sige tak for de fine gaver, vi fik ved standernedtagningen.

 

28. marts 2007

Ovenpå en god generalforsamling, hvor vi fik gjort status for 2006, fik vi også husket på alt, hvad der var sket i vores klub - året blev husket lidt nemmere ved hjælp af en del billeder fra de forskellige arrangementer i 2006.

Der blev også kigget fremad - vi i AC vil gerne have, at flere medlemmer er med til at lave nogle hyggestævner eller andet - har I ideen, men ikke ved hvordan, så kontakt bestyrelsen - vi hjælper gerne!

Vi er også blevet en del flere medlemmer i vores klub - det er dejligt, og vi vil hermed ønske dem alle velkommen - vi glæder os til at se jer med vognen på et af vores mange arrangementer.

På generalforsamlingen måtte vi også sige farvel og TAK til Karin og Per Nielsen for det store arbejde, der er ydet som kasserer. Karin og Per har været med i bestyrelsen lige fra starten.

Vi vil da også hermed gerne byde velkommen til klubbens nye kasserer Kenny Laybourn (og Marianne), vi ser frem til et godt samarbejde - og om Marianne og Kenny er aktive campister må man vist sige ja til!
Grunden til, at Marianne og Kenny ikke var tilstede på generalforsamlingen, er at de er afsted med campingvognen.

Vi vil også gerne sige tak til alle der har ydet en indsats for vores klub i året der er gået. Vi vil også gerne sige tak til Hans Duggen for at komme og vise billeder fra nogle af de spændende ture han har kørt.

 

04. marts 2007

  

Vinfestival er en tilbagevendende begivenhed her i AC. Helt som vanligt camperede vi i Sorø, og kørte med bus til vinfestivalen i Slagelse. Der var dog ved at brede sig lidt panik lige inden afgang (bussen ikke ville starte), men med lidt snilde lykkedes det for busselskabet at fremskaffe en anden bus.
Efter et par hyggelige timer med smagning gik det igen hjemefter til pladsen, hvor Annalise og Ole Hansen holdt indvielse af deres nye campingvogn - endnu en gang tillykke.
Søndag kl. 11.00 gik vi en tur til Sorø langs med søen og ved roklubben blev vi overrasket af Signe, Karen og Asger der havde lavet te med lidt krudt i - det smagte godt og var meget hyggeligt - tak for den gode overraskelse.
 

18. februar 2007 Filmklip fra Fastelavn

  

Fastelavn med AC blev i år afholdt på Fakse Ladeplads Camping på Stevns.
Lørdag morgen efter stander og indbetaling havde alle nu lidt tid til sig selv inden tøndeslagning kl. 14.00.
Da det endelig blev tid til tøndeslagning var alle klædt rigtigt flot ud - sikken et syn!
Der var hård kamp om at blive kattekonge - mange ville slå på tønden på en lidt anden måde, men dette blev styret af Ivan, der var ikke noget med urent trav. Endelig blev både kattekonge og dronning fundet hos både børn og voksne.

Efter tøndeslagningen samledes vi alle i huset til kaffe og "fastelagkage" og præmier blev givet til dronninger og konger samt bedst udklædte i begge aldersgrupper.

Søndag var der traditionen tro gåtur i det pragtfulde vejr - det var næsten helt forårsagtigt.

Tak til Anni og Ivan samt deres hjælpere for en god weekend.
 

11. februar 2007

  

Vi har de sidste weekender været på besøg på vores samarbejdspladser i et meget omskifteligt februar vejr - det ses jo tydeligt på billederne - lige fra den ene yderlighed til den anden.
Rosenholm camping med sne og frost - der var ingen problem med at komme til eller fra pladsen (også uden 4x4).
Feddet camping i strålende sol. Så det blev en køretur i området - blandt andet en tur ud til klude egen, hvor der er en spændende historie om ting, der foregår ved fuldmåne - vi skal tage jer med derud næste gang vi er på Feddet.

Hilsen Yvonne og Dennis
 

21. januar 2007

Campingudstilling i Bella Centret er en tilbagevendende begivenhed. Denne gang var det lykkedes arrangørerne at finde en plads vi kunne campere på i Islev - det var et godt sted - prisen var rigtig og det samme var maden lørdag aften. Fra pladsen var det muligt at komme til Bella Centret med hhv. bus og metro på 45 min., så det kunne ikke være bedre eller nemmere.

Selv om man ikke skal handle vogn på udstillingen er det jo altid sjovt at gå og samle inspiration og gode ideer - om der var nogen der handlede ny vogn?, ja det får vi at se på stævnerne her i foråret.

Tak for et godt stævne!

 

07. januar 2007

Vel ankommet hjem fra en weekend på Vemmetofte, hvor overskriften var:
Kom og slid noget af julesulet af - man var lidt betænkelig inden man tog af sted - hvad er egentlig planen med denne weekend? - men I kan være ganske rolige, alle overlevede de 3 gåture.
Lørdag lige efter morgenkaffen tog vi af sted til Vemmetofte kloster - det var en dejlig tur på flere kilometer rundt om klosteret. Derefter hjem og lidt frokost, så af sted igen kl. 14.00. Denne gang var det Poul Sten Hansen, der gav en introduktion til GeoCaching - det var spændende - det kunne godt blive et hit, når man som campist kommer rundt i det ganske land.
Søndag sluttede vi som vanligt af med endnu en gåtur, inden vi alle satte næsen hjemefter.
Tak til Jytte og Ole som fandt på - samt tak til Vemmetofte som stillede plads og lokale til rådighed - samt ikke at forglemme de meget fornuftige overnatningspriser.

 

03. januar 2007

   

AC ønsker alle et godt nytår samt tak for nogle gode og hyggelige dage på Feddet Camping.

Man kan ikke holde et så stort et arrangement uden hjælp - så tak til alle - både da der skulle pyntes op og dækkes borde, ikke mindst nytårsmorgen, da det hele skulle pilles ned igen.

Det var et forfærdeligt vejr den første dag i det nye år - det blæste helt hen i vejret, så det var ikke nogen spændende tur hjem med vognen for dem der skulle det.

For dem der blev tilbage var dagen jo noget anderledes. Vi tilbageværende samledes til frokost kl. 14.00 og hyggede os et par timer med frokosten og lidt rester fra nytårsaften - det var en hyggelig måde at starte det nye år.

En stor tak til Peter Lützen og Feddet Camping for igen at have stillet plads og lokaler til vores rådighed.

 

27. december 2006

  

 

 

 

 

 

Vi ønsker jer alle et rigtigt godt nytår, med tak for mange gode ture og arrangementer i det år der nu går på hæld.

AC fejrer igen i år nytåret på TopCamp Feddet - så vi glæder os til nogle hyggelige dage i venners lag - og til jer der ikke kan deltage - Jer ønsker vi endnu engang et rigtigt godt nytår med tak for det gamle.

Vi ses til et af de mange arrangementer i løbet af 2007.

På bestyrelsens vegne
Dennis Koreska
Formand

 

03. december 2006

Feddet Camping limousine service - hvad siger I så?
Lørdag eftermiddag blev vi alle afhentet af campingchefen i dette flotte køretøj - og det var starten på en flot tur rundt på Feddet, og ikke nok med det - der var skam også servering af varme drikke halvvejs på rundturen - det var noget af en oplevelse - så tak til Feddet Camping og lejrchef Peter Lützen for denne oplevelse.
Det var en hyggelig weekend på Feddet, hvor Majbritt og Finn samt hjælpere serverede en god gang gule ærter - lige så man var ved at revne - og da man bagefter var ude at trække lidt frisk luft, lød det som der var nogen, der revnede.

 

27. november 2006

   

AC holdt i år "Jul på landet" - Helen og Brian havde fundet et godt og hyggeligt sted i nærheden af Slagelse.
Forsamlingshuset var til vores disposition hele weekenden. Det var et godt hus med gode faciliteter, så børnene havde en stor sal og en scene at tumle sig på - jeg tror nok, at scenen var den mest spændende.

Pladsen til at holde på blev udnyttet til det yderste, og dem i biler med træk på flere hjul holdt på marken.

Om eftermiddagen var der julehygge med sodavand, gløgg og æbleskiver, og vil I tro det? - julemanden kom også på besøg, og endda med gaver - var vi ikke heldige?

Nå, men hvor om alting er, så slutter selv en hyggelig juleweekend efter en gåtur og en god fælles frokost.

Der skal lyde en stor "TAK" for hjælpen til alle som gav en hånd med - og måske så lige en ekstra stor tak til Søren Olsen for at stille sin mark til rådighed.

 

19. november 2006

Så har AC's bestyrelse igen været på en "kanon" god arbejdsweekend!

Bestyrelsen har i den forgangne weekend forsøgt at få pudset krystalkuglen lidt af, således at der måske var en chance for at kigge lidt ind i fremtiden - Hvad vej skal AC?

Bestyrelsen havde sat hinanden stævne en hel weekend på Sjælland Odde, og allerede fra lørdag formiddag var vi i gang. Det som er spændende ved at bruge en weekend er jo, at man har tiden til at bygge videre på de ideer, der kommer frem og så det, at bestyrelsen i disse weekender er dobbelt så stor som vanligt - for vores "den bedre halvdel" deltager jo også.

Efter denne weekend er bestyrelsen igen opladet og klar til at tage fat!

 

05. november 2006

Hvad får 18 vogne fra AC til at tage på fricamp i november måned andet end for at besøge Otto og hans afrikanske geder - ja det undrede også arrangørerne.

Men mon ikke det var det, at pladsen kun lå et stenkast fra vandet, og så det at vi jo godt kan lide at bruge vores vogne fuldt ud - vi er ikke afhængige af store flotte toiletbygninger og badeland.

Det er jo noget fascinerende at kigge ud over vandet, man kan slet ikke lade være - det samme var det med Ottos naboer, de havde aldrig set så mange campingvogne på én gang, så vi blev flittigt fotograferet.

Nu var det hele jo ikke kun lutter lagkage og god udsigt, vi fik skam også lagt Ottos brænde i stak!

Søndag morgen blæste der en kold vind ude fra vest - uhh-ha-da-da, så der var lidt nerver på, om vi nu kom over Farø-broen, men der var nu ingen problemer.

Tak til Otto og arrangørerne for en hyggelig weekend på Falster.

 

18. oktober 2006


      Ulla og Bertil

      Bente og Lennart 

     Knuds fisk
     (billedet snyder - fisken var meget større!)


Det var en herlig efterårstur til CC Camp Hökensäs i Sverige.
Der var ankomst til pladsen kl. 14.00 om lørdagen, og inden for de næste par timer var alle kommet.
Der var selvfølgelig reserveret plads til alle - det var ganske nemt at komme på plads: "Kør frem til det hvide mærke med næsehjulet - og du holder nu rigtigt".

Vores svenske arrangører, Ulla og Bertil Brink, havde gjort et flot forarbejde med at tilrettelægge, hvad man kunne foretage sig i området, og til fællesspisningen lørdag aften gennemgik Bertil, hvor man nu kunne finde det man skulle bruge: vand, bad og så videre.

Der var også et kvarterværtspar, Bente Andersen og Lennart Byström, som sørgede for, at klubhuset var åbent og at grillen var tændt og klar til brug kl. 18.30 - det siger vi tak for!

Vi gæster benyttede os jo så af chancen til at hygge os - vi fik gået ture, vi fik fisket - og Knud "Storfisker" fortalte og forklarede alle os andre, hvordan man skulle gebærde sig, hvis man ville fange fisk!

Det blev da også til nogle herlige ture i lokalområdet i naturreservatet Hökensäs - og på denne årstid er skoven naturlig flot i efterårets farver.

Jeg må lige indskyde, at vi på hjemvejen kørte til "badesøen" for at fricampere - se billederne; det er bare en perle af en plads!

Nu vil vi sige mange tak til arrangørerne Lone og Christian Nielsen for en dejlig tur til det svenske!
 

 

02. oktober 2006


I weekenden afholdt Aktive-Campister manøvrekørsel for kunderne fra Slagelse Caravan og Fritid samt Aktive-Campisters egne medlemmer.
Det var en succes uden lige - der var inden weekenden sendt pressemeddelelser til de store campingportaler samt til hele den lokale presse - så allerede lørdag morgen var instruktører og biler med campingvogne klar på banerne.

Pressen var mødt tidligt op for at få lidt flere detaljer omkring Aktive-Campister og kørsel og manøvrering med campingvogn.
Banerne var besat lørdag og søndag både med kunder og AC-medlemmer, så jeg tror succesen var hjemme.
Lørdag aften var der fællesspisning med god mad og en god snak over bordet omkring dagens oplevelser.
Der skal lyde en stor tak til Randi og Torben for en god weekend hos Slagelse Caravan og Fritid.

Efter aftale vender vi tilbage og gør succesen om i 2007.

 

25. september 2006

Igen i år holdt vi kræmmermarked i Mørkøv med høj solskin og godt humør, selv om det til at starte med mere så ud som om vi skulle holde "hundestævne" end "campingstævne".

Vi fik sat teltene op i samlet flok, og klokken ca. 20.00 var vi færdige, og så var det spisetid og bagefter hyggede man sig i teltet.

Lørdag gik turen så til kræmmermarkedet - nogle valgte at gå, mens andre valgte at cykle.
Traditionen tro var AC igen vært ved en forfriskning, inden vi tog ind kræmmermarkedet for at bruge vores sidste penge!
Vi tror, at alle fik gjort nogle gode køb.

Lørdag aften var der fællesspisning i teltene, helt som det plejede, og bagefter lavede vi pandekager ved bålet. Vi sad længe dér sammen med de unge mennesker og hyggede os.

Det var som altid en hyggelig og afslappet weekend, og vejret viste sig fra sin gode side - se så er der noget ved at være på fricamping på "vores mark", så gør det ikke noget, at der er langt til den nærmeste vandhane.

Med AC hilsen
Hanne og Tom - Vicki og Asger

17. september 2006

AC har afholdt grisefest på Sjælland - havde der stået Mallorca, havde det måske været mere forståeligt - men den er god nok. Joan og Johnny samt alle deres hjælpere havde fået stablet et ordentligt arrangement på benene.

Helstegt gris hjemme i haven. Hvordan klarer man nu lige det? - jo man pakker bare alle campingvognene godt sammen (så der er plads til alle) og så sætter man et par telte op. Derefter finder man en gris - og så er man i gang.

Nå - men det med campering i haven lykkedes uden problemer - det var der selvfølgelig et par stykker, der måtte lide under - først ind, sidst ud - men det havde alle fået besked på forinden.

Der var opsat telte på terrassen, så der var god plads til, at alle kunne være indendørs under spisningen om aftenen.

Imens vi nu alle stod spændt og ventede på at grisen blev færdig, var der sørget for pandekagebagning over åben ild for alle de unge mennesker (imens blev der serveret eftermiddagskaffe med pandekager til de voksne - uha det var godt!)

Jeg kan på det varmeste anbefale denne lille perle af en campingplads - når og hvis de igen holder åbent!

Tak fordi at I - Joan og Johnny samt Pernille og Kristian -  åbnede jeres hjem for alle os Aktive Campister.

 

12. september 2006

          

        

Ole og Ole bruger en aften på at dekorere vores trailer.

Den er nu ikke til at tage fejl af - og første stævne den skal med på er vores Kræmmermarked i Mørkøv.

 

Sidst på måneden holder vi igen manøvrestævne, denne gang i Slagelse i samarbejde med Slagelse Camping og Fritid.

Det er første gang at et Manøvrestævne afholdes hos en Campingforhandler, så vi ser frem til at der kommer rigtigt mange og kører, eller måske bare kommer for at kigge på og så for hyggens skyld.

 

04. september 2006

AC har i weekenden været på Lolland, nærmere sagt i Søllested, hvor vores fugleskydning blev afholdt.
Fugleskydning var igen i år godt besøgt, selv om vejrguderne jo ikke lovede det bedste vej for weekenden, men der var ingen grund til bekymring. Lørdag morgen var det det dejligste sommervejr, man kan tænke sig.

Fugleskydning for de unge løb af stablen umiddelbart efter stander og information, og efter hård kamp blev vinderen endelig fundet.
KL. 11.00 startede de voksnes fugleskydning - samtidig var der mulighed for at skyde med pistol og bue.

Det blev en lang, sej kamp for at få skudt fuglen ned. Der blev givet undskyldninger over "geværet", "vinden", "fuglen", men det hele var blot et dække over ikke at kunne ramme.

Til sidst lykkedes det dog at finde en fuglekonge, og så gik herrernes præmieskydning i gang. Det blev ligesom hos pigerne en hård kamp - alle måtte hele tiden op og forsvare de point, de havde opnået.

Lige pludselig var klokken blevet 16.00 og al skydning blev indstillet - det var tid til at tænde grill osv.

Efter maden og imellem regnbygerne blev der overrakt præmier - og et stort tillykke - til alle vinderne:

Fugleskydning for de unge mennesker:
1. plads: Mia, 39 p.
2. plads: Pernille L., 33 p.
3. plads: Trine, 28 p.

Bueskydning:
1. plads: Mia
2. plads: Pernille L.
3. plads: Christian

Fugleskydning for dem der er ældre end de unge mennesker:
Venstre vinge: 68 skud - Gert Vigholt
Højre vinge: 201 skud - Birger Jessen
Hale: 258 skud - Stig Normann
Bryst: 264 skud - Dennis Koreska
Krone: 274 skud - Marianne Laybourn - og dermed årets fugledronning.

Præmieskydning, damer:
Vinder 29 p.: Yvonne Koreska

Præmieskydning, herrer:
Vinder 28 p.: Stig Normann.

Stor tak til Hanna og Henrik for igen at stille haven til rådighed for klubben - og en tak til arrangørerne for en god weekend på Lolland.

 

14. august 2006

Så er der allerede mange, der er kommet hjem fra sommerens ture i ind- og udland - det bliver spændende at høre lidt om, hvor, hvordan og hvad sommeren er gået med, når vi nu igen snart ses til de kommende arrangementer.

Badestævnet har lige været afholdt på Urhøjgård; det var et rigtigt slappe-af-stævne - det var sådan, at man slet ikke behøvede at gå til vandet for at blive våd, næh, man kunne til tider bare sidde i sin stol foran campingvognen og så bliver vandafkølet på den måde!
Der var nu også tider, hvor solen skinnede så man ligefrem havde lyst til at gå i vandet?

Vores langbord lørdag blev da holdt i tørvejr - med en pragtfuld udsigt over Storebælt og en flot solnedgang.

Søndagen blev en rigtig våd oplevelse, for da det blev tid til at pakke sammen begyndte det at regne, så alle blev mere eller mindre våde.

Tak for en hyggelig weekend - trods det våde!

 

3. juli 2006

Bolchestævnet (Sankt Hans) på Rosenholm havde vi snakket en hel del om, vi havde satset på 8 – 10 vogne da det jo næsten var sommerferie. Da vi nåede ugen før stævnet - var vi 18 vogne ( 39 voksne og 25 børn ).
Fredag aften var næsten alle ankommet og dem der havde lyst var oppe ved Sankt Hans bålet, derefter var der hygge rundt omkring ved vognene.
Lørdag kl. 10 hejste vi vores flag - Kl. 14 startede vores bolchekogning, så det var nogle fornøjelige timer med noget der lykkedes og noget der mislykkedes men alle så ud til at hygge sig og der blev da også bolsjer til alle børn.
Herefter mødtes alle til fællesspisning i vores telte.
Senere lørdag var der snobrød, sodavand og skumfiduser til børn og barnlige sjæle.
Søndag var det tak for denne gang og en god sommer.

En stor tak fra arrangørerne for den store opbakning og det gode humør.
Sommer hilsen fra Annette og Birger, Anni og Ivan

 

6. juni 2006

Pinsen, som i år blev afholdt i Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk, var en oplevelse.
Det var et godt område vi havde fået til at campere på; toilet og vand var nær ved, så det kunne der ikke klages på.

Så er der lige det med Andelslandsbyen - hvis man ikke har været der før, så er det på tide - det er fascinerende at gå rundt der - det kunne være fra købmanden til mejeriet og så videre til husmandsstedet, hvor vi fik kaffen serveret - ja dem der var lidt ældre end de unge kunne huske mange af tingene fra dengang det var før.

Nå men tilbage til Pinsen - den blev på helt vanlig vis holdt i hævd med morgenbord, frokost og så lidt underholdning, hvor vi deltagere selv var aktørerne.

Tak til arrangørerne og til Andelslandsbyen Nyvang for nogle dejlige Pinsedage.

 

29. maj 2006

AC har igen været på farten med arrangementer både på Rosenholm og Kruså Camping i Kr. Himmelfartsdagene.

Det var et godt besøgt træf i Kruså. Desværre var der ikke så mange af vores medlemmer med fast bopæl vest for bæltet - det kunne ellers have været hyggeligt at mødes!

Dagene gik jo som vanligt hurtigt i godt selskab, og når det hele så er krydret med nogle spændende ture i området, ja, så inden man ser sig om, så er de dage gået.

Søndag var sidste dag og alle var tidligt på færde da det havde blæst godt fra den tidlige morgen - der var lidt spænding på, om broen til Sjælland var åben - det var den!

Så det blev en blæsende tur op til Kolding, hvor vi så fik vinden i ryggen - derefter var det så bare at følge vejen øst på til Sjælland.

Vi siger tak for nogle gode dage i det Jyske - og tak til arrangørerne for et godt stævne.

 


 


AC vil hermed gerne byde Kruså Camping velkommen som samarbejdsplads.

Vi ser frem til et godt samarbejde og siger samtidig tak for nogle gode og hyggelige dage i Kr. Himmelfartsdagene 2006.

22. maj 2006

AC's første kOrt-Løb er nu kørt og alle fandt vej igennem punkterne og fik løst opgaverne.
Da det var første gang, var der en del nerver på - hvordan gør man? - hvordan finder vi næste punkt?
Men efter lidt instruktion fredag aften var alle mere eller mindre med på, hvordan det skulle foregå.
Lørdag morgen gik så starten fra Glostrup til en planlagt tur rundt på Sjælland. Allerede ved første pause i Hedeland var kørerne blevet en del mere erfarne, og næste del af løbet var nu noget nemmere at overse.
De indlagte opgaver blev løst med stor omhu og til tider stor moro fra de tilstedeværende.
Efter en lang dag bag rattet og vel ankommet til mål var det tid til at få snakket dagens opgaver igennem med de andre - fik I løst den eller den og så I den og den, osv.
Dem der skulle lave vores mad blev fundet  - de valgte næsten sig selv. Om aftenen blev der uddelt præmier, som alle var sponseret af firmaet KETNER. Vinderne blev:

1. plads: Merete og Kurt Simonsen

2. plads: Anne og Karsten Brandt-Svanekier

3. plads: Berit og Bjarne Dam

Tillykke til vinderne!

 

15. maj 2006

Bededagsferien på Roskilde camping var nogle herlige dage - vejret var med os fra den første dag, så det kunne vi ikke klage over.

Turen til vikingeskibsmuseet var en pragtfuld oplevelse, især når det var første gang man var der. Det var spændende at se og læse, hvad de gæve gutter havde bedrevet for over 1000 år siden.
Da vi kom hjem igen blev der da også lige tid til at indvie Lisbeth og Kurts nye vogn.

Lørdag gik med en tur til Roskilde, hvor vi blev vist rundt af vores egen AC-guide Jytte Melkjær - temaet var "kilder" i Roskilde (I ved, dem med vand i). Det var også en spændende tur - og hvor har de mange kilder i Roskilde - man blev helt tørstig.

Søndag var vi på guidet tur til Boserup skovene og en køretur i området. Det var utroligt flot med forårsfarverne, men inden man fik set sig om, så var Bededagsferien gået - men sådan er det jo i godt selskab.

Tak til arrangørerne for nogle gode dage.

 

 

08. maj 2006

Fiskestævne i Farum var noget nyt og spændende, og det var første gang der var overnattende campingvogne på pladsen - og selve pladsen var først lavet for nylig, men alt fungerede ok.
Selve fiskekonkurrencen løb af stablen lørdag kl. 11,00 og frem til kl. 15.00 - så det var bare at komme i gang.
Men når først man har prøvet alt det forskellige grej, man har med i fiskekassen - helt uden held - ja så bliver man noget frustreret og overvejer at smide fiskekassen ud i vandet, så kan fisken selv vælge (som Finn siger)?
Men der var nogen der fangede noget, så vinderen af  fiskekonkurrencen fangede 2 ørreder - 2. pladsen blev vundet ved lodtrækning af Ole, der samtidig havde den mindste fisk! (se billede ovenfor - fisken er stadig på krogen!)

Tak til arrangørerne for en dejlig weekend i Farum med kanon godt vejr!

 

30. april 2006

Bestyrelsen har nu konstitueret sig selv ifølge vedtægterne - og fordelingen af posterne ser nu således ud efter bestyrelsesmødet den 26. april:

Formand: Dennis Koreska
Næstformand: Jørgen Heldt-Hansen
Kasserer: Per Nielsen
Sekretær: Preben Falch Hansen
Bestyrelsesmedlemmer uden portefølje:
Ole Melkjær, Birger Jessen, Brian Glybeck
Suppleanter:
Kurt Hansen, Asger B. Nielsen, Tom G. Henriksen.

Nyt på stævnekalenderen er bl.a. kOrt-Løb og Bolchekogning, og vi satser på at der også kommer en bytur med guide.

Følg selv med på medlemssiden - og kom med forslag til arrangementer - det er ikke så svært!

 

18. april 2006

AC medlemmer har været på tur til Tyskland i påsken og med sig havde de også en opgave, der skulle udføres.

Sidste efterår fik vi lavet en aftale med pladsen om, at AC nu fremover har deres eget "stammtisch" i bjørnehulen.

Så kære AC'er: Nu vil I ikke mere være fremmede, når I besøger vores gode plads i det sydtyske.
Tak til de AC'er, som lavede det flotte skilt og som også overbragte det!

 

17. april 2006

Så er påsken vel overstået - vi håber at alle har haft nogle gode dage.

Dem der var med på AC-turen til Holland har haft nogle travle dage. Der var noget på programmet hver eneste dag - så man måtte selv vælge til eller fra til de ture, man havde lyst til at deltage i.
Men jeg tror at alle deltagere har fået en på opleveren som lovet.
- Der er blevet set på diger, sluser, væksthuse, kystsikring og malerier, og så ikke at forglemme blomsterne.
Der skal lyde en stor tak til vores hollandske familie Ria og Aad for deres store hjælp til at få denne tur til at lykkedes.


Hello Ria and Aad - Many thanks for some lovely days in Holland.
Best regards from all of us!

 

02. april 2006

Ålegildet på Holbæk Camping er nu overstået, og rygterne vil vide at alt gik godt, der var endda ål tilbage. Om søndagen blev der spist rester, hvorefter alle gik en dejlig tur til havnen i det gode vejr!

Påsken står nu for døren med alt hvad der hører sig til - det kan være hygge og traditioner med familien eller camping og hygge med vennerne i AC.

For nogen er det en tur til en god plads i Danmark, og for andre er det den lange påsketur til Holland som er valgt.

AC ønsker alle en god påske - kør forsigtigt og pas på jer selv og jeres medtrafikanter.

 

29. marts 2006

Så er vores generalforsamling overstået for denne gang. Det var positivt at se så mange fremmødte medlemmer til denne aften - og så gjorde det vel heller ikke noget, at Anne-Vibeke fra Camping Danmark var og fortælle om turen Østersøen rundt.

Hvis du kunne tænke dig at læse mere om turen Østersøen rundt, så kan du på dette link læse og se mere om turen.

Foråret er i luften, og det er snart tid til at få støvet borde og stole af og da der allerede er mange træf på kalenderen, så er det bare at få sat et kryds i denne og så melde sig til et eller flere af de spændende arrangementer, der allerede findes der!

 

14. marts 2006

Så er vores generalforsamling nært forestående. Husk at det i år er kl. 18.30 og ikke kl. 19.00 som ellers. Grunden hertil er jo at rejsejournalisten Vibeke Isaksen kommer umiddelbart efter vores generalforsamling er overstået og fortæller om sin tur Østersøen rundt.
Vi håber at I har tid og lyst til at deltage, det er jo altid rart at høre hvad der måtte røre sig af ideer i og omkring klubben.
Der vil være salg af forfriskninger før og efter generalforsamlingen - det tilladt selv at medbringe kaffe, da dette kun ellers kan købes i cafeteriaet. Hvis I er helt sikre på at i kommer, så giv os en mail med antal på til info@aktive-campister.dk så er vi sikre på at have siddepladser til alle.

 

05. marts 2006

Hyggeweekend i Sorø var hygge; vejret fredag var ikke det bedste, næsten al trafik stod stille omkring København - men med tålmodighed kom alle alligevel frem.

Igen en rigtig god vinsmagning i Slagelse - det var ingen sag at køre med de offentlige tur-retur til Slagelse fra Sorø.

Det var til gengæld lidt svært at finde stedet, hvor vinsmagningen foregik - men også det lykkedes.

Søndag var vi en tur omkring søen i det dejlige vintervejr, og så var den weekend desværre forbi.

 

28. februar 2006

Ja – så blev det atter fastelavn og 13 vogne mødtes til hyggeweekend og tøndeslagning på TopCamp Feddet.
Fredag ankom vognene løbende. Nogle familier mødtes til fællesspisning i opholdsstuen og andre kom lidt senere med aftenkaffe.
Lørdag morgen gav Marianne og Kenny morgenmad i anledning af deres fødselsdag. En god start på en dejlig dag.
Endelig blev kl. 13.30 og vi skulle ”slå katten af tønden”. Hvor mange mon havde klædt sig ud?? Det var en fornøjelse at se at det ikke kun var børnene der var udklædte. Næ - de voksne kunne skam også.
Der var repræsentanter fra vandet, jorden og himlen. Intet var glemt.
Der var bisser, bumser, gangster, vagabonder, havfruer, prinsesser, sommerfugle, troldmænd, politi, julemand, babyer, fine damer, indianer og papegøjer.
Efter at have grinet lidt af hinanden startede tøndeslagning.

Dansk Telt Import v/John og Ina Damgård
havde sponseret de to fine tønder til vores tøndeslagning.
Én til børnene og én til de voksne.
Efter et par runder blev kattekongerne og kattedronningerne fundet.
Hos børnene blev:
  Morten – kattedronning
  Trine – kattekonge
Hos de voksne blev:
  Kenny – kattedronning
  Asger – kattekonge

Da tønderne var ”slået ned” og karamellerne samlet op var det tid til en fælles kaffekop.
Benthe og Alf havde pyntet og dækket op i fællesstuen med AC dækkeservietter og serpentiner.
Der var også tænk på ”den søde tand ”til kaffen. Benthe og Alf havde sørget for hjemmelavede lagkager – vi skulle blot medbringe tallerkener og vores kaffe.
Mens vi drak kaffe blev præmierne og godteposerne til børnene uddelt.

Watermark havde sponseret 2 stk. Brio spil
til børnepræmier og Superbest Centervænget i Hillerød havde sponseret slik til de fine godteposer.
Til kattedroningen hos de voksne var der klosetvæske og kattekongen fik ”ren fritid” sponseret af

Dansk Telt Import
.
Der var også diplomer til børnene samt en præmie til ”den dummeste udklædning” af de voksne. Børnene blev hurtigt enige om at Birger (Troldmanden) skulle have præmien.

Lørdag aften var der fællesspisning med egen mad og alm. råhygge.
Søndag morgen vågnede vi til dejlig solskinsvejr og blå himmel – lige vejret til fælles folkevandring. Turen gik til Fiskerhuset. Derfra igennem skoven og langs stranden tilbage til campingpladsen.

Stort tak til arrangørerne (Benthe og Alf) og deres hjælpere (Conny og Karsten) for et dejligt stævne.
Hilsen Annette og Birger.

26. februar 2006

Når man kigger billederne igennem fra Fastelavn på Feddet, ja så synes jeg bare det ser rigtigt hyggeligt ud, og jeg tror vi alle ser frem til en nærmere historie omkring dette stævne. Vi ser da også frem til en forklaring på, hvordan det lykkedes at få klædt så mange mennesker ud på en gang - ikke bare de små mennesker, nej alle sammen.


19. februar 2006

Hej Aktive Campist
Vi har desværre modtaget besked om, at det ikke er alle, der har modtaget deres indmeldelsesbrev, som vi har sendt ud i slutningen af januar måned.
Hvis du er en af dem, der stadig ikke har modtaget dette brev – så lad os venligst lige høre fra dig – så vil vi sende dig et nyt velkomstbrev!
Vi undskylder for ulejligheden, og Post Danmark undskylder for at have mistet dit brev.
Hilsen Dennis Koreska


14. februar 2006

Hyggeweekend Frederiksværk

Vel ankommen til Frederiksværks Camping, som den første for en gangs skyld, så vi med lidt bekymring at den hårde frosts islag, med de varmegrader der var fredag eftermiddag, ikke er så bæredygtig som håbet, der hvor bilen havde kørt stod der klart vand. Så forberedt på at der måske skulle være en enkelt der skulle have hjælp med at komme på plads, ventede vi så på at der skulle komme nogle af vennerne, når nu man endnu engang havde hidkaldt til hyggeweekend på Frederiksværk. Ventetiden blev heldigvis kort for efter et kvarters tid ankom de næste og med forskelligt interval var der til sidst ankommet 10 vogne. Ved aftenstid var vi blevet enige om at gå op i samlingsstuen og få aftenkaffen sammen men til vores overraskelse var den ellers så store samlingsstue nu lavet om til et lille TV værelse, hvor der eller hyggeligt nok var placeret sofaarrangement ved tv’et og op mod en væg stod der to borde. Det var fint nok til aftenkaffen men hvad nu med morgendagens fællesspisning, vi havde jo forventet at der ville være rigeligt med pladser så alle kunne komme op og sidde ved et bord lørdag aften, god råd var dyre men intet kunne gøres før næste dag, når der igen var personale på pladsen. Lidt sammenstuvet fik vi en hyggelig aften i venners lag.

Lørdag morgen, frosten er kommet igen, sneen kan bære, da den før let tøet sne nu er en isskorpe og hvor der før stod vand er der nu den fineste is så alt er en stor glidebane.
Vi samles op ad formiddagen for samlet at gå en tur til byen, vores sædvanlige tur op og ned af gågaden. Som sædvane er, må mænnerne trække pigerne, først op ad gaden for efter at have nået enden af gaden igen må trække dem ned af gaden igen.

Havde en af modsat køn formuleret dette ville der sikkert stå:
”Så vi plejer, måtte vi holde igen på hankønsvæsnerne så vi ikke skulle ”løbe” op og ned ad gaden så vi kunne nå at se på de flot udsmykket vinduer.”

Nå, men vi kom op og ned ad gaden, i et ”roligt” tempo, og endnu engang afsluttede vi med samling hos generalen, derefter lidt indkøb i det lokale supermarked og hjem til vognene.

I mellemtiden havde der være kontakt til personalet på pladsen som venligst havde sørget for at der var borde og stole til alle til aftenens fællesspisning. Pladsen var så som så da vi stadigvæk skulle være i det ”lille” lokale men vi fandt ud af det. Lige som vi plejer.

Det blev igen en hyggelig aften hvor erfaringer og turforslag strøg i en lind strøm gennem luften. Endnu et hyggeligt indslag var at vi fik besøg af flere venner som bor i nærheden så vi måtte ”lige” finde plads til et par stykker mere, men igen som vi plejer, fandt vi også ud af det.

Søndag, frosten ligger stadig over landet og underlaget er ”stift”.

Vi havde planlagt en lille travetur til Arresø så vi samledes igen om formiddagen, påmonteret travestøvler klar til turen langs åen til Arresø, men, endnu engang ville det vise sig hvor fleksible Aktive Campister er, for da vi stod ude foran pladsens port, forberedt på traveturen til Arresø, fik en af vores mere erfarne venner den gode idé, at frem for at gå til Arresø langs åen, hvor stien sikkert ville være ufremkommelig og meget usikker at færdes på, kunne vi gå til havnen i stedet, i øvrigt ville turen til Arresø blive kold at gå da det meste af turen ville være i skyggen. Så det blev en tur til havnen, som på grund af vejret blev, i det dejligste solskin hvor stier og veje alle var pænt ryddet og fremkommelige. På denne herlige tur rundt om Frederiksværk havn så vi, ud over de obligatoriske ænder, blishøns og andre småfugle, også et større antal hejre stå i solsiden og varme sig.

Tilbage til pladsen til hyggesludder og almindelig opbrydning.

På vejen hjem, opsummering af weekenden, er glad for at der kom fem gange så mange venner denne gang end som sidst.
Hilsen familien Møller

 

29. januar 2006

På grund af den forestående vinterferie vil siderne ikke blive opdateret så tit i denne periode!

For mange står vinterferien nu for døren, og mange er allerede taget af sted med campingvognen. Andre går i disse dage og pakker og glæder sig til det bliver deres tur til at skulle af sted - så forbered jer ordentligt på turen, kør forsigtigt - og pas på jer selv og jeres medtrafikanter.

Der er allerede kommet nye træf på kalenderen, og flere er i støbeskeen - så det er skønt med nogle nye kræfter og medlemmer der har nogle gode ideer - og ligeså spændende for andre at deltage i.

Så hold jer ikke tilbage, der er stadig plads i kalenderen.

 

29. januar 2006

På grund af den forestående vinterferie vil siderne ikke blive opdateret så tit i denne periode!

For mange står vinterferien nu for døren, og mange er allerede taget af sted med campingvognen. Andre går i disse dage og pakker og glæder sig til det bliver deres tur til at skulle af sted - så forbered jer ordentligt på turen, kør forsigtigt - og pas på jer selv og jeres medtrafikanter.

Der er allerede kommet nye træf på kalenderen, og flere er i støbeskeen - så det er skønt med nogle nye kræfter og medlemmer der har nogle gode ideer - og ligeså spændende for andre at deltage i.

Så hold jer ikke tilbage, der er stadig plads i kalenderen.

 

22. januar 2006

Weekend ved Bella Centret for vintercampister, der trodsede vejrguderne - det var vel overskriften på weekendens arrangement.
En god og spændende weekend, krydret med campingnyheder i Bella Centret - for så at slutte dagen af med en god og meget stor Wienerschnitzel, derefter kaffe. Og så gik snakken ellers om de ting man havde set på udstillingen.
Der skal lyde en stor tak til Randi og Jørgen samt alle deres hjælpere, der fik dette store arrangement til at køre som det var i olie.
Der blev skillinget sammen af alle deltagerne til en gave til Randi og Jørgen, da det var sidste gang, vi kunne være her på området og så tæt på Bella Centrer.
Desværre var butikkerne lukkede, så når gaven er købt, vil vi her på siden fortælle, hvad der blev indkøbt til dem.


 

2. januar 2006

Starten på AC's nytårsarrangement på Top Camp Feddet var lidt besværlig på grund af den megen sne der var kommet - men med fælles hjælp kom alle vogne på plads.

Tak til arrangørerne af nytårsstævnet, det var vist en af de helt store succeser med over 100 tilmeldte personer. Festudvalget havde haft travlt med at sørge for rammerne til festen - så det eneste deltagerne skulle var at fylde rammerne ud.
Det var også et hit, at børnene havde hele det indendørs legeland at boltre sig i hele aftenen.

Der skal også lyde en stor tak til dilletanterne, der under middagen fremførte "Kongen og Prinsessen" under stor jubel fra folket.

Endnu engang godt nytår til alle, samt tak til Top Camp Feddet for igen at ville huse os.

 

29. december 2005
Der er ingen ændringer i Nytårsarrangementet på Top Camping Feddet - alt forløber som planlagt!
 

20. december 2005

Sæt allerede nu kryds i kalenderen til vores generalforsamling den 28. marts 2006, for bestyrelsen har besluttet, at når vi denne gang skal holde generalforsamling, skal vi ikke trække generalforsamlingen ud, bare for at få tiden til at gå - nej, denne gang vil vi bruge generalforsamlingen til noget andet "end bare en generalforsamling". 

Det er nemlig lykkedes os at få en aftale med rejsejournalisten Anne-Vibeke Isaksen fra Camping Danmark, som efter generalforsamlingen kommer og fortæller om turen "Østersøen rundt" med billeder og video - det skal nok blive spændende!

Dette er en del af den sidste nyhedsmail der er udsendt - hvis du ikke har modtaget den, kan det være fordi at vi ikke har den rigtige mailadresse.

Så hvis du ikke har modtaget denne mail, kan du læse den her!

 

06. december 2005

Gule ærter på Top Camp Feddet - en rigtig god, tilbagevendende begivenhed.

Det er hyggeligt at være med i køkkenet, enten som aktiv deltager med klargøring af grøntsager, eller som køkkenskriver.
Det er de mest utrolige emner, der bliver vendt, eller sjove feriehistorier der bliver fortalt imens man sådan der går og laver mad.

Man skal jo heller ikke glemme de pragtfulde omgivelser på Top Camping Feddet, så ovenpå lørdagens gule ærter var det godt med en tur i skoven om søndagen - det var rart med noget luft, både den ene og den anden vej.

Nå, men det er jo den mørke tid, så alle fortrak hjemover tidligt - der er jo mange gøremål, når
(h)julen står for døren.

Til arrangørerne og Top Camp Feddet skal lyde en tak for denne gang - det var igen godt!

 

28. november 2005 

Det var igen et rigtigt vellykket julestævne - det sneede lidt under indkørslen om fredagen, så det var hyggeligt at blive modtaget af de "friske nisser" med et "Velkommen", et program og lidt pebernødder.
Fredag aften var der hygge i aulaen for dem der havde lyst.

Lørdag var jo den helt store dag - alle børnene glædede sig - og der var mange børn - så det blev en
en rigtig hyggelig eftermiddag med julemand, tryllekunstner, sodavand, æbleskiver, gløgg til de voksne og godteposer til børnene.

Om aftenen kunne børnene vælge mellem at se tegnefilm eller Melodi Grandprix - så kunne de jo selv vælge, hvad de synes der var sjovest.

For de voksne sørgede vores musiker for, at de rigtige dansetakter var der, så det var bare at tage fat i partneren og så ud på gulvet.

En stor tak til alle arrangørerne for det store arbejde med at få et godt julestævne til at fungere.

 

Nyt fra Bestyrelsen!

Vi arbejder stadig videre med de ideer og tanker der kom frem under vores workshopweekend. Vi arbejder på snarest at kunne præsentere nogle af vores  ideer og tanker for alle.

Nye medlemmer af vores klub vil ikke længere få udstedt medlemsbevis for 2005, men må bruge det brev, de modtager fra AC sammen med deres  indbetalingskvittering, som medlemsbevis, indtil de i starten 2006 vil modtage det nye medlemskort.

Bestyrelsen vil gerne sige velkommen til alle de nye medlemmer af vores klub - vi ser frem til at møde jer på vores stævner fremover!

 

07. november 2005 

      

Det var en kold og våd weekend på Hornbæk Camping, hvor vores rejestævne blev afholdt.

Men der var alligevel stort fremmøde til denne weekend, og rejerne var da også gode, da vi først fik dem pillet.

Det blev da også til et par gode gåture i skoven og langs med stranden.

Der skal så også lige lyde endnu et tillykke til Joan og Johnny med bryllupsdagen - og tak for det dejlige morgenbord søndag i anledningen af bryllupsdagen.

Tak til arrangøren for en hyggelig weekend - de kunne jo ikke gøre for det regnede ind imellem.

 

31. oktober 2005 

Hilsen fra familierne, der var i Stubaitall, Østrig:

"Vi kan stadig varmt anbefale at lægge jeres skiferie i uge 42. Det har igen været en uge med strålende sol og grønt græs på campingpladsen og den dejligste sne man kan tænke sig på pisterne. Man kan simpelthen ikke opleve noget bedre. Hvis I ikke vil have ferie i skolernes efterårsferie (der er meget få mennesker på pisterne i uge 42 og campingpladsen er slet ikke fuld). Vi var 8 vogne fra Danmark og der kunne sagtens være 8-10 vogne mere, og så begynder selve skisæsonen jo først uge 43. Men i uge 42 har vi nu for 2. år i træk oplevet at kunne prøve alt skiudstyr i hele weekenden. Det er alle tiders at kunne teste udstyret før man køber det og kan varmt anbefales.
Campingpladsen er super fin med dejlige toiletforhold, men med en lidt dyr sauna.

Byen ligger ovre på den anden side af gaden, så det er en tur for både skiløbere og "almindelige campister".

Hilsen team G"

 

23. oktober 2005 

Så har AC været en tur i Fakse Ladeplads. Tak til arrangørerne for en rigtig god weekend, og ikke at forglemme den gode Ungarske gullasch, der blev varmet i den store gryde udenfor.
Vi måtte selvfølgelig først dække lidt interimistisk til med noget plastic og brædder, men det lykkedes at få plads til alle "mænnerne", der nu skulle røre i gryden, imens pigerne bagte pandekager til dessert.

Vi var også en tur i Fakse Ladeplads miniby, hvor der i målestok 1:10 bliver bygget en kopi af Fakse Ladeplads anno 1900. Alle mursten og andet, der skal bruges, bliver fremstillet i hånden; det største projekt der er i gang pt. er modellen af kirken.
Der var flere der støttede projektet ved at at købe en nummereret mursten til indmuring i kopien af kirken.

Der skal endnu engang lyde en velkomst til de familier, der var med for første gang.

En tak til campingpladsen for husly og lån af samlingsstuen.

 

16. oktober 2005 



Hermed en hilsen fra de 5 familier, som var en tur i Tyskland i uge 41.
Vejret var perfekt, solen skinnede fra en skyfri himmel alle dage - maden i den lokale bjørnehule var som vanlig rigtig god.
Det var godt, der blev gået ture om dagen for ellers havde der ikke været plads til de store portioner mad, der bliver serveret om aftenen.
Tak til alle for det gode kammeratskab på turen.

 

2. oktober 2005

AC's bestyrelse har været på workshopweekend.

Denne arbejdsweekend blev afholdt på Topcamp Feddet. Programmet for bestyrelsen var at få pudset krystalkuglen, for at få et blik ind i fremtiden - Hvor er AC nu og hvordan kommer vi videre?
Hele bestyrelsen med deres ægtefæller deltog i denne spændende workshop.

En stor tak til TopCamp Feddet for at stille lokaler til vores rådighed.

 

 

04. oktober 2005 

Her er så resultaterne fra fugleskydningen:

Venstre vinge vundet af Birger Jessen
Højre vinge vundet af Birger Jessen
Halen vundet af Bjarne Reinhardt
Brystet vundet af Henrik Hansen
Kronen og dermed fuglekonge Henrik Hansen

Pistolskydning for damer blev vundet af Lise Nielsen, og herrernes blev vundet af Poul S Hansen.

Børnenes skydning:

1. plads: Fuglekonge Andreas
2. plads: Nikita
3. plads: Laura
Bueskydning:
1. plads: Mia
2. plads: Andreas
3. plads: Mads
Speciel præmie til Niclas for at ramme halen på de voksnes fugl !

 

26. september 2005 

Kræmmermarked på ”vores mark” er jo en fast bestanddel her i AC. Igen i år var vejret med os, og når man så samtidig camperer midt i naturen - med både køer og heste omkring sig - ja så kan det vel ikke blive meget bedre - men det kunne det. Vores flinke genbo satte sadel på én af hestene, så alle børnene fik sig en ridetur - det var lige noget der kunne bruges.

Kræmmermarkedet var, som kræmmermarkeder er: Det er snart ikke muligt at få lov til at ”prutte” om prisen, det er bare at betale hvad der står på skiltet, og det har jo ikke noget med kræmmer at gøre!

Igen en rigtig hyggelig weekend for både børn og voksne.

 

11. september 2005

Fugleskydningen er nu afgjort, ingen af de tidligere fuglekonger kunne holde stand, begge blev væltet af tronen, under hård kamp.

Tillykke til de nye fuglekonger, samt et stort tillykke til alle de andre vindere af de mange forskellige konkurrencer.

Der vil senere komme en oversigt over alle vinderne.

Et stor tak til arrangørerne og til vores værtsfolk, Hannah og Henrik som lagde have og grund til vores fugleskydning.

 

05. september 2005

Den var en rigtig hyggelig hyggeweekend på Rosenholm, vejret viste sin fra sin bedste side.
Der er kommet nye effekter, de vil være at se til fugleskydningen.
 

21. august 2005

Så er vores fiskestævne vel overstået. Det var et hyggeligt sted der var valgt til rammen om vores fiskestævne - også selv om man ikke fiskede. Vejret var godt, der var masser af fisk, der var mange der fiskede, men der var ingen der fangede noget under konkurrencen. Arrangørerne måtte ty til lodtrækning for at få uddelt præmierne. Da præmierne var fiskeudstyr kan vi vel forvente at vinderne møder op næste gang og viser, om deres nylig vundne udstyr kan fange fisk? Tak til arrangørerne for et godt stævne.
 

4. august 2005

Så er det igen tid til at være Aktiv Campist. Vi håber at I alle har haft en god og problemfri sommerferie, så nu glæder vi os til at høre om oplevelserne - når vi nu snart kan ses igen.

Den første mulighed bliver allerede her til vores fiskestævne - husk! at man kan godt deltage, selv om man ikke fisker, men bare har lyst til at nyde samværet.

 

5. juli 2005

Bemærk at der er ændret dato på vores fugleskydning - den er rettet til den 09. - 11. september.

Arrangementet weekenden den 16. - 18. september på Ledreborg Slot er desværre blevet aflyst.

 

6. juni 2005

Spejderliv var en god og hyggelig weekend, hvor både børn og voksne (børn) kunne lege sammen.

Det er jo nemt at tage på spejderlejr, når man slet ikke skal bekymre sig om vejret - bare man ikke skal sove i telt. Man er jo "luksus spejder", når man selv har medbragt "huset" - så er det jo til at klare hvad som helst, vejret måtte byde på.

Tak til arrangørerne for dette rigtige gode stævne.

 

30. maj 2005

AC var på weekend i Fredensborg, med guidet rundtur i Fredensborg slotspark. Det var en rigtig dejlig weekend, og man kan da heller ikke klage, når der samtidig var skruet op for varmen, ja solen skinnede fra en næsten skyfri himmel.
Tak til arrangørerne for en god weekend.

 

16. maj 2005

Pinsetræffet blev igen i år afholdt på Elverdam camping på Røsnæs. Der var næsten fuldt hus på pladsen, vejret var med os, så det blev til nogle dejlige dage. Pinsefrokost i det grønne blev det også til, og derefter der blev der spillet boccia og kongespil for både børn og voksne.
Der blev også tid til en god tur rundt på spidsen af Røsnæs i det dejlige vejr, og om aftenen blev der lavet bål, hvor børnene kunne lave popcorn i specielle net, der bare skulle holdes over gløderne.

 

8. maj 2005

Kr. Himmelfartsdagene i Sønderborg var en spændende oplevelse. Det blev til en tur i Sønderborg by, hvor vi også kom forbi Sønderborg Slot.
Vi var en tur rundt på Als i bil ad skovveje og igennem små byer, langs vandet og forbi fyrtårnet ved Helleved nær Fynshav. På turen kom vi forbi Danfoss' nye oplevelsescenter, som netop i disse dage var blevet indviet og derefter åbnet.
Vi var også på en tur til Dybbøl besøgscenter. Nogle kørte på cykel ad Gendarmstien til Dybbøl, andre tog bilen.
Det var nogle gode dage selv om vejret ikke var det bedste.

 

24. april 2005

Bededagsferien på Ore Strand ved Vordingborg blev et par herlige dage, ja selv vejret var med os, men temperaturen kunne godt have været lidt højere.
Gåtur på Knudshoved Odde blev en dejlig tur, men som sædvanlig er låger til områder med dyr ikke lige beregnet til barnevogne og kørestole - så vi måtte igen improvisere for at få alle med igennem - men det lykkedes også denne gang.
Vi fik også set lidt nærmere på Gåsetårnet i Vordingborg og da også på selve byen.
Tak til lejrchef Jan Svanefjord for at skaffe plads til alle.

 

17. april 2005

Endnu en rigtig god weekend med besøg på Holmen.

Vi camperede i København på vores gode plads, ja den hvor man ligger en hel weekend inkl. rundtur på Holmen og mad lørdag aften for kr. 100,00 pr. vogn.

Rundturen på Holmen var rigtig spændende, og det var da ikke mindre spændende, at der blev skudt salut fra Batteri Sixtus på Holmen i anledning af Dronningens fødselsdag.

Turen gik også forbi det nye operahus og et smut igennem Christiania - det var igen en spændende weekend med AC.

Tak til arrangørerne - både for indholdet og for det gode vejr.

 

14. april 2005

Grundet manglende tilmelding er turen til Stevns aflyst. Det er ikke muligt at afholde et så stort et arrangement uden et vist antal deltagere.

Vi må sige TAK til arrangørerne for det store arbejde, der er lagt i planlægningen, og så desværre til ingen nytte!

 

10. april 2005

Hyggelig hyggeweekend på Rosenholm, der var nemlig kun arrangørerne og en besøgende vogn. Så der var ingen der trådte skoene af hinanden.

Næste weekend når vi skal på Holmen, ja så tegner det sig helt anderledes, der er næsten fuldt booket på denne tur.


Der bliver i øjeblikket arbejdet på en tur til til den anden side af bæltet i Kr. himmelfartsdagene - mere herom senere.

 

5. april 2005

Så er alle igen hjemme efter påskens ture i både ind- og udland. Alle turene forløb uden problemer, og det er jo dejligt. På billedsiderne kan I se lidt af stemningen fra de forskellige ture.
Foran os er nu forhåbentligt foråret, samt en masse gode oplevelser og ture.
Der er nu allerede nye arrangementer på programmet, og der kommer flere til.

 

13. marts 2005

Fantastisk AC-tur med besøg på Københavns Rådhus.
Vi var rundt på Rådhuset, fra kælder til kvist, i ordets mest bogstaveligste forstand. Vi gik af brede trapper, vi er gået igennem hemmelige rum og op og ned af skjulte trapper. Vi har fået fortalt, vi har fået forklaret, vi har siddet, vi har kigget, vi har spurgt - ja, det var en fantastisk tur.
Tak til arrangørerne og vores vært på Rådhuset for nogle gode og spændende timer.

 

08. marts 2005:

Generalforsamlingen er nu vel overstået. Der var ingen indkomne forslag, men fra bestyrelsens side var der et ønske om lidt flere medlemmer, som aktivt giver en hånd med at finde nogle spændende steder, vi kan besøge.

De valgte bestyrelsesmedlemmer og suppleanter samt revisorer og suppleanter takker for valget.

 

06. marts 2005

Igen et godt vinstævne i Slagelse, denne gang var der ca. 400 vine til smagningen - så dermed et rigt udbud af vine. Det var svært at vælge, hvor man skulle starte.
Sorø Camping tog sig flot ud i sneen, det var ligesom at være på vinterferie. Frosten sneg sig da også ned på -12°

Følg med i dialogen med Storebælt, på Campingferies sider - www.campingferie.dk

 

02. marts 2005
Vinstævne på Sorø den kommende weekend:

På grund af den megen sne der er faldet, kan det godt være lidt svært at komme rundt på pladsen. Vi har derfor aftalt, at vi godt kan campere på gårdspladsen, eller parkeringspladsen i stedet for.

Mail fra Campingferie v/Per Neslein vedr. Storebælt, det er noget som godt kan ramme mange af os. 

 

28. februar 2005

Så er vores server oppe at køre igen, og det er igen muligt at bruge "Formmail" ved tilmelding til stævner.

Der er stadig mange medlemmer der har betalt, men endnu ikke modtaget deres medlemskort.
Medlemskortet kommer her i starten af marts måned.

Husk at kvitteringen for indbetaling er gyldigt som medlemsbevis indtil da.

23. februar 2005:
Hej alle!

Det er med stor beklagelse at jeg må meddele, at meddelelser, der er sendt via formmail (de færdig udfyldte rubrikker), ikke virker via serveren i øjeblikket - er lukket p.t.
Så hvis du har tilmeldt dig via disse - så send venligst en mail til adressen: info@aktive-campister.dk

Så skal jeg svare når jeg modtager den!
Hilsen Dennis Koreska

 

20. februar 2005:
Hyggelig weekend på Feddet Camping i et vinterlignende landskab, så det blev til en god tur i den flotte natur, som er på Feddet. Det blev også til en god snak om vinterferie med dem der skal af sted, og dem der lige har været af sted - og så dem der gerne ville.

Det næste der er på programmet, er klubbens generalforsamling den 7. marts 2005.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen, kom og vær med - er man først lige meldt ind i klubben, så er det jo her man kan se hvem der er hvem - så kom bare - der er plads til alle!
 

13. februar 2005:
Velkomstbreve og nye medlemskort for 2005 er nu på vej med posten for de kontingentindbetalinger, vi på nuværende tidspunkt har modtaget. Det er ikke alle - resten kommer når vi modtager næste opdatering fra banken.
Husk at tjekke jeres stamdata på det udsendte brev - vi vil meget gerne have rettet e-mail og telefonnumre til det korrekte!
Noget nyt er at I selv skal klippe og klistre medlemskortet - alt er vedlagt på nær saksen.
Den nye måde at gøre tingene på er for at vi hurtigere kan udsende medlemskort, når vi ikke skal vente på at få trykt disse først...
 

06. februar 2005:
Hygge på Holbæk Camping var en succes, og så gjorde det jo ikke noget at vejret var med os.
Der var dømt hygge eller lidt ture i det gode vejr - lørdag aften var der fælles spisning i huset.
Det viser, at der ikke nødvendigvis behøver at være det helt store program, det er også rart bare at gøre hvad man har lyst til.
Det var en god weekend - tak for denne gang!
 

27. januar 2005:
Så nærmer vinterferien sig for dem der har planer om det - vi andre må så nøjes med at tage ud i weekenderne.
Allerede nu er der kommet et par hyggeweekender på programmet, så har man lyst er der mulighed for at få vognene luftet lidt her i den kolde tid.
Der er da også stadig mulighed for at komme med på den lange påsketur til Gardasøen - sidste tilmelding er inden den 6. februar - se programmet!
 

18. januar 2005:
Så er det igen tid til at kigge på nye modeller af campingvogne på årets campingudstilling i Bella Centret.
Og så måske også få lidt inspiration til nogle nye feriemål.
Igen i år er der jo den enestående mulighed at kunne campere tæt på Bella Centret sammen med AC, og så slå 2 fluer med et smæk, hyggeweekend og campingudstilling.
Der er jo også chance for at kunne tale lidt med de andre om oplevelserne og nyhederne på udstillingen.
 

03. januar 2005:
Godt nytår til alle!
Så er en vellykket nytårsfest på Rosenholm slut. Som det også kan ses på billederne var der fuldt hus.
Vores kalender for 2005 er ved at tage form, dette skal dog ikke forhindre nogen i at komme med gode ideer til andre arrangementer. Der er stadig plads i vores kalender til endnu flere.
Vi starter med at tage vores campingvogne med til campingmesse i Bella Centret (se annoncen under træf) - det skal nok blive hyggeligt.
Der vil i den nærmeste tid blive udsendt girokort til brug til kontingentbetaling for 2005 - når indbetalingen er modtaget vil I modtage brev med jeres nye medlemskort.

 

23. december 2004:
Så har alle, der har tilmeldt sig til vores Nytårsarrangement på Rosenholm, fået tilsendt en bekræftelse på tilmeldingen pr. mail.
Vi håber på et par gode dage, og en hyggelig Nytårs aften. Der vil være salg af fadøl så længe lager haves.
Vi satser på at spise en sen fælles frokost 1. nytårsdag i samlingsstuen.
Så er der bare tilbage at ønske alle en GLÆDELIG JUL!

 

5. december 2004:
Finn har gjort det igen - gule ærter - Hmmm!
Jeg tror det var alles mening om de gule ærter - selv formanden spiste gule ærter for første gang - og mere end én portion endda!
Stort fremmøde - for at sige det mildt - der var fuldt hus, der kunne ikke være flere i huset. Det var en rigtig hyggelig weekend med indvielse af ny campingvogn om lørdagen. Søndag startede med fælles morgenbord i anledning af Yvonnes fødselsdag, derefter en lang tur langs stranden og hjem igennem skoven - så var den weekend gået, men alt for hurtigt.
 

21. november 2004:
AC har gjort det igen - en stor tak til arrangørerne for dette års julestævne - godt gået!
Der var juletræ, julemand, tryllekunstner, gløgg og æbleskiver, samt lidt snevejr udenfor. Inden for i varmen spillede "Teddybear" op til dans. I løbet af aftenen blev der gjort megen brug af karaoke-anlægget - som det også fremgår af billederne - her var chancen for at leve sin drøm ud som solist - god underholdning!
Ind imellem blev der da også tid til en svingom på dansegulvet - men som altid går tiden jo hurtigt i godt selskab, og inden man fik set sig om var det søndag og tid til en gåtur igennem skoven og ned til søen.
Derefter var der kun tilbage at sige tak for denne gang samt at pakke sammen og sætte kursen hjemover igen.
 

9. november 2004:
Aktive Campister har været til rejegilde på Frederiksværk Camping - en hyggelig weekend med masser af rejer og god vin. Søndag var vejret godt, så det blev til en gåtur gennem skoven i dens flotte efterårsfarver.

Vores julestævne står snart for døren, så tag nu en rask beslutning - kom og deltag i dette arrangement, hvor der er mange ting for børnene og hvor der lørdag aften er mulighed for t få en svingom til god musik.
Vi satser på en hyggelig juleweekend!
 

1. november 2004:
Aktive Campister har været på besøg hos DR i TV Byen.
Det var en rigtig spændende rundvisning i studierne. Man tror ikke sine egne øjne når man ser kulisserne, der bliver brugt til de forskellige udsendelser - det ser noget anderledes ud, når det ses i virkeligheden.
Vi fik også et kig i filmstudierne, hvor der stod kulisser fra DR serierne "Krøniken" og "Ørnen". Det var noget spændende at gå rundt der i stuerne fra "Krøniken" og på kontorerne fra "Ørnen" - man fik lige pludselig et helt anden syn på de to serier, når man nu havde set, hvordan det foregik, når de bliver optaget.
Tak til arrangørerne for igen en spændende, hyggelig og billig weekend.
 

10. oktober 2004:
Så er efterårsturen til det frankiske Schweiz desværre allerede forbi. Vejret var med os - vi havde op til 24 graders varme de fleste af dagene. Men selvfølgelig skulle det lige skifte den dag vi havde travetur. Men alle tog selvfølgelig dette med godt humør. Vi var på slotsbesøg, besøg i en drypstenshule og selvfølgelig også på et besøg på et bryggeri, når man er i et område, hvor bryggerierne ligger så sæt, som de gør her.
På pladsen besøgte vi ofte den lille hyggelige restaurant med hjemmelavet mad til billige priser.
Med al den friske luft, vi fik i dagene, var der vist ikke nogen, som holdt længere end til kl. 23 om aftenen - så var alle trætte.
Vi fra arrangørernes side siger tak for nogle hyggelige dage, til alle som deltog i denne tur.
 

26. september 2004:
AC har gjort det igen - bare billigere.
Kræmmerstævne for kun kr. 100 pr. vogn inkl. stævnegebyr og overnatning. For at klare stemmerne blev alle budt en lille forfriskning inden indgangen til kræmmermarkedet lørdag - det gælder jo om at have en klar røst, når der skal "pruttes" om priserne.
Lørdag aften var alle sejl sat til - vores telte var rejst så alle 90 personer kunne sidde inden døre og nyde deres mad. Til kaffen var der blevet bagt nær ved 200 pandekager, som så kunne nydes med syltetøj og is. Til børnene var der også varm kakao, alt imens der blev lavet popkorn og ristet skumfiduser og snobrød over bålet.
Vejret holdt og allerede inden søndag middag var vores telte blevet tørre (fra morgenduggen) og kunne pakkes sammen - det gik så hurtigt, at selv et cirkus ville være misundelige!
En stor tak til vores stævnearrangører, der så lidt trætte ud oven på alt slæbet!
 

13. september 2004:
Sikker kørsel med campingvogn var en succes - vognene til at køre med var venligst udlånt af CC Marine i Herrestrup - det eneste kursisterne selv skulle have med var biler og spejle. Så vores instruktører havde nok at se til hele weekenden. Og vejret viste sig fra sin pæne side det meste af weekenden.
Lørdag aften havde cafeteriet gjort maden klar til os - vi skulle bare selv grille det. Det blev en rigtig hyggelig aften med levende musik og fællessang.
Nu skal vi dog ikke glemme den flotte plads med den gode udsigt. Alt i alt et godt arrangement.
Tak til arrangørerne og alle instruktørerne for de mange timer de brugte på undervisningen.
 

06. september 2004:
Vores fugleskydning er nu overstået og det var et rigtigt godt arrangement.
Vejret var med os og banerne med fugle- og præmieskydninger var klar lige fra morgenstunden, så alle var forventningsfulde til starten af skydningerne, og alt forløb planmæssigt.
Da stævnegebyret var betalt, dækkede beløbet både overnatning, franskbrød hver morgen samt fugleskydning og præmieskydning for børn og voksne - og der var præmier til alle vinderne!

Det var igen et arrangement alle havde råd til at deltage i (AC er bare billigere).

Her er så alle vinderne:

Fugleskydning voksne:
  Højre vinge efter 69 skud - Ole Melkjær
  Venstre vinge efter 83 skud - Børge Pedersen
  Halen efter 108 skud - Per Nielsen
  Brystet efter 170 skud - Ole Hansen
  Fuglekonge efter 374 skud - Dennis Koreska

Fugleskydning børn:
  1. Nadja
  2. Mia
  3. Line

Præmieskydningerne:

Bue - børn
  1. Andreas
  2. Mia
  3. Nikita

Pistol damer:
  1. Lise
  2. Yvonne
  3. Hanna

Bue voksne:
  1. Asger
  2. Henrik
  3. Børge

Gevær herre:
  1. Henrik
 

16. august 2004:
Der er plads i vores kalender til flere arrangementer - så dette er en opfordring til alle om at komme med nogle forslag! - "Hvor skal vi hen du?"
Er det ikke længe siden vi har haft en weekend ud i det blå - kender du en campingplads/sted du gerne vil vise frem for andre AC'er, så er muligheden der nu.
Det er ikke så svært - vi i bestyrelsen skal nok hjælpe hvis det er nødvendigt - der behøver jo ikke at være noget program, det kan jo bare være en "slapper weekend" et hyggeligt sted.
Kom med nogle forslag - vi glæder os allerede.
 

08. august 2004:
Vores skift til ny server er nu overstået - så nu kører alting igen som vanligt.

AC tur til Frederiksdal gods på Lolland i weekenden var en bragende succes. Om lørdagen var vi på rundtur på godset og i staldene med godsejeren for at se, hvordan en moderne gård fungerer med malkekvæg.
På Frederiksdal gods har man malkerobotter, således at køerne selv bestemmer, hvornår de vil malkes - systemet kører i døgndrift - så der blev også malket køer om natten.
Lørdag eftermiddag var vi ude at se en anden gård, der malkede med en malkekarrusel - jo vi fik et helt nyt syn på det at være landmand.
Vi fik også set, hvordan man inseminere køer, og de friske fik mulighed for at være med på helt tæt hold (se billederne).
Tak til arrangørerne for en spændende weekend!
 

02. august 2004:
Vi ved at flytte vores hjemmeside til en ny server for at få mere plads til de ting vi gerne vil have på siden.
Dette indebærer, at siden kan være lidt ustabil de næste par dage.
Så I må nyde det gode sommervejr imens - vi skal nok skynde os at blive færdige.
 

27. juli 2004:
For mange er sommerferien nu ved at lakke mod enden. For nogen har det været en god sommer, for andre som har holdt ferie i Danmark har vejret været skiftende må man vist sige. Jeg har hørt udtrykt som:
- vejret i ferien var o.k., men det var da godt at vi havde forteltet med!
- vejret i ferien var rimeligt, men de korte bukser fik jeg ikke brug for!
- vejret i min ferie - tja, det var da godt vi havde fast bund og luftmadrasser i teltet!

Nu håber vi på en rigtig god eftersommer, for der er allerede mange arrangementer på programmet for Aktive Campister.
 

08. juli 2004:
Så er sommeren godt i gang - man kan dog ikke se det på vejret herhjemme. Vi ønsker alle en rigtig god sommer - håber I får rigtig mange spændende oplevelser på jeres tur hvor end den går hen.
Vi glæder os til at høre nogle spændende ferieberetninger.

Med AC på spejdertur det var rigtig spændende, selv om vejrguderne ikke var i det bedste humør - men masser af oplevelser blev det da til. Det fremgår jo også af billederne.
Det viste sig, da man først kom i gang med opgaverne, at der var en lille spejder gemt i alle!
Det kunne måske have været en idé, hvis man havde husket at tage sit "knivbevis" med, ellers måtte man lade de voksne ordne det med kniv og økse.
 

06. juni 2004:
Spejderliv er næste arrangement i kalenderen, gå ikke glip af denne mulighed for at være sammen med børnene, børnebørnene eller alle de andre som syntes det var sjovt at være spejder - husk! man kan godt deltage i stævnet og så bare kigge på og så lade de andre bekymre sig om knob, bål osv.
Så vender vi kajakken - hedder det vist meget populært - men under weekendens kajaksejlads forløb alting planmæssigt, der var ingen "grønlændervendinger".
Der var god instruktion i hvordan man gebærder sig med et sådan fartøj, hvordan man kommer ned i og op af kajakken og for de lidt større "hvordan man tager en kajak af og på"
Det var et rigtigt vellykket arrangement, så tak til Gitte og Karsten der også havde planlagt det gode vejr.
 

31. maj 2004:
Pinse på Elverdam Camping på Røsnæs er efterhånden blevet en tradition for AC.
Det er nu mange gange vi efterhånden har været på pladsen, og det er stadig lige skønt at komme tilbage til denne perle af en plads.
Nær ved naturen og vandet, og så det at vi får stillet hele den ene ende af pladsen til vores rådighed, således at vi har plads til at opstille vores telte, hvis det skulle blive dårligt vejr.
Denne pinse holdt vejret sig så godt, at teltene stod ubenyttede hen - det var  nemlig skøøønt vejr hele pinsen.
Tak til arrangørerne og til Elverdam Camping, samt en stor tak til dem, der stod for vejret!
 

22. maj 2004:
Der blæste "en kold wind ude fra west" - uhhh haaa da da uh ha da da da!
Ja sådan noget lignende lyder teksten fra en populær sang - og samtidig er det meget betegnende for vejret i det nordlige Jylland i Kr. Himmelfartsdagene.
Men det holdt jo ikke nogen tilbage, alle var taget af sted for at opleve noget.
En flot tur rundt i området, langs stranden, langs fjorden, i skoven forbi herregårde og mange andre steder.
Indlagt i programmet var også en tur til Livø, igen en rigtig spændende dag - "i en lille båd der gynger", men det var ikke alle der sang med på den, så det var godt bådturen kun varede i 20 min.
Tak til Bodil og Bent samt Karin og Per for det gode arrangement.
 

16. maj 2004:
At tage på camping for at se TV - det lyder ikke rigtigt! - men det var det! og Vesterlyng Camping have sat alle sejl til, der var storskærm og bryllupsmiddag samt champagne efter kronprinsebrylluppet. Derudover havde lejrchefen haft en hånd med i spillet under Hilde og Kurts planlægning af dette arrangement.
Det blev en rigtig spændende tur til Nekselø om lørdagen, og en god tur i området Vesterlyng om søndagen.
Tak for et godt arrangement!
 

10. maj 2004:
Så er det ved at være sidste frist for tilmelding til "Himmel & Hav" i weekenden den 4. - 6. juni i Roskilde. Hvis man skal nå at bestille en kajak så er sidste frist for tilmelding den 15. maj.
Man behøver ikke at sejle i kajak for at deltage i dette stævne, man kan også bare møde op og se de andre gøre det. Det kan godt gå hen og blive morsomt at kigge på.
 

09. maj 2004:
Hyggelig weekend på Stubbekøbing Camping, vejret var ikke rigtig med os alle dage, men alligevel fik vi set meget af Falster. Det blev da også til en byvandring i Stubbekøbing, vi gik igennem parken ned til byen, gik rundt i de små gader, en tur på havnen og langs kysten retur til pladsen.
Søndag blev vejret igen godt - det kunne de unge mennesker slet ikke stå for - så de skulle i vandet; det startede som et uheld at én blev våd, så kom resten af sig selv.
 

02. maj 2004:
Til stævnet på Nekselø / Vesterlyng Camping er der nu mulighed for at deltage i en bryllupsmiddag fredag aften bestående af
en Royal Oksesteg m/to slags grøntsager og til dessert choko-orange mousse – og der bliver mulighed for køb af øl, vand og vin til arrangementet. 75 kr. voksen - 40 kr. for børn - medbring selv service.
Som nævnt vil det være en stor hjælp med en hurtig tilbagemelding - senest tirsdag den 11. maj til stævnearrangøren.

27. april 2004:
For dem, som skal med til træffet på Nekselø, kan det anbefales, at man køber campingcheck, da man hermed får rabat på overnatningen. Disse check gælder bl.a. i perioden fra den 12/4 til 20/5 og koster 104,50 kr. pr. overnatning. Disse kan købes hos DCU på Gl. Kongevej 74 D, 1850 Frederiksberg C.

Cykelweekenden på Rosenholm blev ikke til så meget klargøring af cyklerne, da vores mekaniker fra forhindret i at komme, så vi valgte i stedet at cykle en tur i området.
Valget faldt på Torup landsby, som er en alternativ bebyggelse, der kun ligger nogle få kilometer fra Rosenholm. Det var en spændende tur rundt imellem de meget forskellige huse.
 

16. april 2004:
Foråret er kommet, det var vel også en af grundene til det store fremmøde til vores to påsketure.
Der var påsketræf på Rosenholm med alt hvad dertil hører, og der var den lange påsketur til Paris, hvor vi camperede på Maisons Laffitte ca. 15 km uden for Paris.
Alt i alt en vellykket påske!

31. marts 2004:
Vores generalforsamling er nu vel overstået, der var stort fremmøde - næsten fuldt hus - så det var godt vi denne gang havde lånt den store sal.
Bestyrelsen takkede de to afgående bestyrelsesmedlemmer Ivan Møller og Conny Freyvall for et godt samarbejde.

Der er da også trådt nye til. Preben F. Hansen og Ole Melkjær er indtrådt på de tomme bestyrelsesposter, og  Michael Jensen og Michael Johansen er indtrådt som suppleanter til bestyrelsen.

Den nye bestyrelse har allerede holdt sit første møde. Det var et særdeles positivt møde med mange nye og gode ideer til den kommende sæson.

10. februar 2004:
Så er året i fuld aktivitet, de første stævner er allerede afholdt, den første vinter tur til Sverige er vel overstået, og vores kalender er allerede fuld af forskellige arrangementer.

Medlemskort for 2004 er nu på trapperne og vil blive udsendt snarest sammen med indkaldelse til vores årlige generalforsamling mandag den 22. marts i Tåstrup.

11. december 2003:
Der har her i december været afholdt et arrangement med "Gule Ærter" på Feddet Camping - det var så årets næstsidste stævne. God mad og en tur i skoven. De meget opmærksomme fik set mange fugle, deriblandt et par havørne.

Julen nærmer sig, og året går på hæld. Vi vil ønske alle en God Jul og et Godt Nytår, med tak for mange hyggelige timer og spændende weekender og ture i ind- og udland.

Vi ses i det nye år, hvor der igen kommer mange spændende arrangementer. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen for år 2004.

8. september 2003:
De lyse nætter er nu for længst forbi og dagene bliver kortere, men der har nu været gang i Aktive Campister hele tiden.
Vi har været til revy i Nykøbing, der har været afholdt manøvrekørsel, badestævne, og en tur til Hillerød har vi også været.
Sidst var vi i Herfølge med tur til Køge og tur langs med Køge Å sti. Der skal i den forbindelse lyde en stor tak til vores værter Lizzie og Flemming for husly.

Der har den sidste tid været en del snak om, hvordan ordet "Aktive Campister" skal forstås - er det et krav at man har cykel, gode vandrestøvler osv.? - Nej, det er det ikke! 
"Aktive" det er vi ved at campere ofte, og helst med mange arrangementer at vælge imellem, men der er flere og flere, der har cyklerne med på campingvognen - og så kan vi jo lige så godt benytte os af det og cykle en tur en gang imellem. Når der så er cykling på programmet er der som regel også alternativer for dem, som ikke cykler.

Jeg vil også gerne byde alle de nye medlemmer velkommen i klubben - den bedste måde at lære os at kende på er at deltage - så sæt et kryds i kalenderen og deltag, når der er noget på programmet, der interesserer jer!

10. juni 2003:
Pinsen er nu vel overstået - det var igen et rigtigt godt arrangement på Elverdam Camping, Røsnæs.
Vejrguderne var igen med os, således at alle vores arrangementer blev afholdt efter planen.
Pladsen summede af Aktive Campister - så der var meldt fuldt hus.
Bestyrelsen havde indkøbt 2 pavilloner i en god kraftig udgave, der skulle kunne tåle lidt af "VEJR". Disse blev opstillet for første gang - det var nemt - og det var godt, for sidst på søndagen kom der lidt regn og blæst, og så var det jo godt at vi kunne sidde inden for, og med lidt gelinde var der plads til alle dem er havde lyst.

Næste weekend er det sidste planlagte arrangement inden sommerferien, men det skal jo ikke holde nogen tilbage for at lave en hyggeweekend i sommerferien.
Så har I en god idé til en weekend så lad os det vide - der behøver jo ikke at være program for sådan en weekend - bare hygge!

Alle ønskes en god sommer og god ferie - kør forsigtigt - og pas på jer selv og jeres nærmeste!

14. april 2003:
Påsken står for døren, og endelig er der kommet lidt varme i luften, nu kan man mærke foråret er kommet.
Det blev ikke til de helt store påskearrangementer med flere valgmuligheder, som vi havde håbet på, men det blev til en fællestur til Sverige.

Vi vil ønske alle en rigtig god påske, og vi glæder os til at se alle de mange vogne der har tilmeldt sig vores arrangement i Odden Havn.

Der har med succes været afholdt et par weekender på Rosenholm Camping, så benyt jer af denne gode aftale, der er truffet med campingpladsen, hvis I har lyst til en "slapper" weekend. 

18. marts 2003:
Der var fuldt hus til vores første ordinære generalforsamling. Der var også en god debat omkring vores kommende arrangementer i AC.
Der har i den forløbne periode været afholdt 21 arrangementer og der bliver ikke mindre i indeværende år.
Bestyrelsen håber at medlemmerne aktivt vil være med til at finde på nye arrangementer, så vi får et bredt udbud der interesserer mange.

I weekenden den 14. - 16. marts blev der i firmaet Ketner i Glostrup afholdt et spændende arrangement om Ungarn, med vinsmagning og mad. Der blev fra Ketner's side fortalt og forklaret om strøm, batterier og sammenkobling af bil og campingvogn, samt lidt om navigationsanlæg - så nu blev vi alle en del klogere.
En stor tak til firmaet Ketner for lån af hus og område.

6. marts 2003:
Vores første ordinære generalforsamling står for døren (13. marts). Vi håber, at rigtig mange medlemmer møder op og vil være med til at sætte deres præg på klubben for det kommende år.
Vi har haft medlemmer ude hos campingforhandlere for at gøre lidt reklame for AC - og vi vil igen være at finde hos PJ Caravan i weekenden 22.-23. marts. Så har I lyst til en campingsnak så kig forbi.

7. januar 2003:
Godt nytår. Vi håber at alle er kommet godt ind i det nye år!
Vores nytårsstævne var godt besøgt, vi var 25 familier der holdt nytårsaften på Rosenholm Camping i Hundested.
Sneen ligger nu i et flot tæppe over hele Danmark men det holder jo ikke os tilbage fra at campere, det første stævne er lige rundt om hjørnet.
Der er allerede mange arrangementer på programmet for året, og der kommer flere til, så det skal nok bliver et aktivt år.
Der vil i løbet af kort tid blive udsendt medlemsbeviser for 2003 sammen med en opdateret medlemsliste og en ny udgave af vores lille folder "Påhænget".
Der skal også lyde en varm velkomst til alle vores nye medlemmer, vi glæder os til at hilse på jer!

25. november 2002:
Det første AC julestævne er nu overstået og man må sige at det var en succes. Der var julehygge, stort juletræ og masser af børn. Besøget på Birkegårdens Haver var også en oplevelse, især om aftenen, hvor haven stod med lys på. 
Der skal lyde en stor tak til vores værter, som lagde hus og mark til, samt til vores arrangører for det store arbejde med dette stævne.

Der er stadig flere stævner i AC-kalenderen, inden året rinder ud, og julemåneden står for døren så:
Vi vil hermed ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår

14. november 2002:
Det næste bestyrelsesmøde er den 26. november - så har du et arrangement i tankerne, som du vil have med i næste års kalender, så send det til mig inden mødet.

Vores julestævne er nu ved at være på trapperne. Jeg kan allerede nu fortælle, at vi bliver rigtig mange vogne, så alle sejl er sat til - der er også tilmeldt mange børn - så tag nu bare og kom!

16. oktober 2002:
Den lange efterårstur er nu vel overstået. Turen var god med mange spændende oplevelser, men med vejret var det så som så. Men når man har ferie og det rigtige tøj med så betyder dette jo ikke noget. En stor tak til arrangørerne.

Der skal også lyde en stor velkomst til alle de nye medlemmer, som er kommet til. Håber I får glæde af jeres medlemskab - og vi håber, at vi som klub kan leve op til jeres forventninger om en aktiv/hyggelig fritid.

Vores girokort er ved at være på trapperne, så til dem, som har indsendt indmeldelse til vores kasserer, vil inden for nærmeste fremtid få tilsendt girokort.

Vores efterårssæson starter med reje-kalas på Hornbæk - og senere tur til Gl. Carlsberg i København. Vores julestævne er på plads. Og det skal nok blive rigtig godt ("jul på landet").
Nytårsarrangementet og vinterferien er også klar, så det er bare at melde sig til.
Håber vi ses og får nogle hyggelige arrangementer.

15. september 2002:
Tak til arrangørerne for en dejlig weekend på Sjællands Odde. Pragtfuld plads. Tak til Lisbeth og Kurt for at de kunne vise os rundt på artilleriskolen. Spændende arrangement med flyveopvisning, skydning med 12,7 maskingevær samt en demonstration af nedskydning af bevægelige mål i simulatoren.
Og rigtigt hjertelig velkommen til de 6 nye medlemmer, som indmeldte sig i denne weekend. Håber I får glæde af jeres medlemskab.
Velkomstbrev og beviser udsendes i den kommende uge.

12. september 2002:
Camping på Charlottenlund Fort.
En stor tak til arrangørerne Jytte og Ole Melkjær for dette meget spændende arrangement.
Middagen blev fredag aften indtaget med kanonerne i ryggen og med udsigt over Øresund - og det var kanon vejr - dette fås ikke bedre.
Det var også en spændende tur som turist i København - først med bus, så med kanalrundfart og senere rundvisning på Kastellet. Men så var alle vist nok også trætte?
Søndag var der arrangeret rundvisning på Charlottenlund Fort med adgang til kasematterne.
(Se billederne andet sted på hjemmesiden)
Tak for et rigtigt godt arrangement.

5. september 2002:
Bestyrelsens første møde blev holdt onsdag den 4. september.
Et af de første punkter på dagsordenen var "bestyrelsen konstituerer sig selv" og resultatet af dette blev:

Formand:  Dennis Koreska
Næstformand:  Jørgen Heldt-Hansen
Kasserer:  Per Nielsen
Sekretær:  Conny Freyvall Andersen
Effekter og webmaster:  Ivan Møller
Bestyrelsesmedlemmer uden portefølge:
  Majbritt Jensen 
  Brian Glybeck
Bestyrelsens suppleanter er:
  Ole Pedersen
  Kurt Hansen
  Preben Falch Hansen

Det blev bekræftet på dette møde, at så snart vi har fået trykt vedtægter, referater og fået skrevet lidt information til medlemmerne, vil dette blive udsendt til alle som aftalt på generalforsamlingen - men ha' lige en kende tålmodighed - vi skynder os så meget vi kan.

20. august 2002:
Den stiftende generalforsamling blev afholdt i Skovlunde. Forslag til vedtægter blev gennemgået, justeringer blev foretaget for så til sidst at blive enstemmigt godkendt.
Der var 64 stemmeberettiget til stede.
Der blev valgt en bestyrelse på 7 personer, samt 3 suppleanter til bestyrelsen.
Vedtægterne udsendes til alle medlemmer når de er rettet.
Allerede denne aften blev der 72 nye medlemmer af Aktive Campister.
Der var mange der ikke kunne komme denne aften og som ønsker at være medlem - de vil, så snart vi har fået oprettet en girokonto,  få tilsendt en indmeldelsesblanket og et girokort. 

16.-19. august 2002:
En hyggelig weekend, hvor vi camperede på Skovly Camping v/Ringsted og besøgte Skjoldenæsholm  - som var en rigtig spændende oplevelse. 
For det første var campingpladsen en rigtig perle, meget velholdt, hyggelig og så gjorde det jo ikke noget at der også var et svømmebassin på pladsen, for vejret var jo med os hele weekenden.
(Der var ingen tid vi skulle være ude af pladsen på om søndagen.)
Da vi kørte til Skjoldenæsholm mødte vi cykelløbet "Post Danmark Rundt", så os der var på cykel vi fik et ekstra klap og fløjt fra de fremmødte tilskuere til cykelløbet.
Så var der ellers dømt sporvogn de næste par timer.

 Det er dejligt at se den store interesse, der er for vores nye forening.

Vi starter som landsdækkende forening, da vi allerede har fået tilsagn fra kommende medlemmer i det jyske og det fynske om medlemskab. Så velkommen til!

Harmonika-weekend i Præstø
trak 11 vogne til fra de Aktive. Og det VAR en aktiv weekend for øregangene med godt harmonikaspil.
Hyggeaften i "Hønehytten" trak ud til de små timer, da spillerne ikke var til at stoppe igen.
Hyggetur på gågaden i Præstø med gratis smørrebrød - forfriskningerne stod vi selv for.
En stor tak til arrangørerne Christina og Hans og Præstø Harmonikaforening for en god weekend.


I samme weekend var der også en del vogne på Rosenholm Camping, hvor de havde hyggeligt samvær.
Godt vi har fået bestilt det store lokale til generalforsamlingen
- vi bliver mange mennesker. Men der er stadig plads til flere, så kom bare.

Den stiftende generalforsamling er ved at være på trapperne.
Der er fundet de personer, der har lyst til at være med til at starte denne forening/klub, så vi håber på stor opbakning fra de kommende medlemmer.
Datoen bliver tirsdag den 20.  august.

Nattergale weekend på Corona Camping i weekenden den 31. maj - 2. juni 2002
Der kom 12 vogne til denne herlige weekend og vejret var jo med os hele vejen igennem. Lørdag havde vi en god gåtur i området og efter grillen lørdag aften gik vi i samlet flok til et godt sted med udsigt over badesøen hvor vi hørte flere nattergale synge. Søndag var der en god cykeltur i området hvor vi bl.a. kom forbi Svenstrup Gods og senere på turen så vi op til flere rådyr på vores vej igennem skoven.
Tak for en god og hyggelig weekend

29. maj 2002:
Vi er i dag blevet linket på Camping-ferie's hjemmeside med logo og link.
Vi modtager stadig nye tilmeldinger til vores forening, og det er dejligt at se, at der er andre som har samme interesse som os og som har lyst til lidt aktiv og hyggelig fritid.
Og endnu engang velkommen til alle de nye - vi håber og glæder os til at se jer på vores fremtidige arrangementer.

Ørsted Ørredvand, weekenden 24.-26. maj 2002:
13 vogne deltog i dette herlige fisketræf.
Arrangørerne havde virkeligt gjort deres til, at det skulle blive et godt træf. Masser af sol og masser af fisk i vandet.
Konkurrencen gik fra kl. 11 til 17, men der blev kun vejet 2 fisk ind (fanget af den samme), men der var fine trøstepræmier til alle, der deltog. 

Vi havde et rigtigt godt pinsetræf på Røsnæs med 24 vogne:
Vejret var med os og pinsefrokosten jo blev afholdt om lørdagen, mens vejret var godt.
På vores lange gåtur om søndagen havde alle heldigvis taget regntøjet med.
Der var 9 personer der meldte sig til bestyrelsesposter i den kommende forening Aktive-Campister.
Der vil komme en tilbagemelding til alle med dato for den stiftende generalforsamling.